Den sidste uge har jeg været i syv sind, for jeg vidste, at min tid i Mandrem Beach, var ved at være slut, jeg kunne mærke, at jeg trængte til luftforandring.
IAlt i Mandrem Beach var ved at lukke ned for denne sæson, hele byen emmede af en lidt mærkelig tung energi efterhånden som flere og flere butikker lukkede og håndværkerne startede med at larme, med at rive ned og bygge ovenpå de hoteller, som var/er. Således at hotellerne kan genopstå, som nye store og flotte til næste sæson. Gaden i byen, hvor alle kalder på en, med deres “Madam, come and look my shop” og mit lige så kedelige svar til dem “Sorry, no more space in my suitcase”. Alle de handlende vidste, at jeg ikke ville købe noget, men de vidste også, at der ikke ville komme ret mange nye kunder, da stilheden langsomt blev mere larmende. Så de greb enhver chance for handel, og smilede/grinede, når jeg så svarede dem, med det samme evindelige svar, som de hørte hver gang jeg passerede dem. 😆
De venner som jeg gennem årene har fået i denne by, vidste også, at jeg måtte videre på min færd, de vidste, at det var et spørgsmål om hvornår de igen skulle sige farvel for et halvt eller helt års tid. Dette gælder ikke kun et farvel/på gensyn til mig, men til hele byen, for langt de fleste som har butikker og restauranter her, bor her kun for en sæson af gangen. Når sæsonen slutter, vil de lige som turisterne, være nødt til at sige farvel til hinanden og rejse flere tusinder km til deres hjem i Delhi, Mumbai, Rishikesh, Nepal, Karnataka, Kerala. For de kommer så mange forskellige steder fra og mødes så, til hver ny sæson i Mandrem, men 4-5 måneder om året, er de hos deres familier andet sted i Indien.
Hvad angår Ashiyana Yogacenter (som næsten har været mit hjem hvert år i februar måned), så er det næsten det samme, her arbejder de fleste som sæson arbejdere, alle de som rengør stedet, forkæler os og laver mad til os, vender hjem til deres familier, yogalærerne som jo også er terapeuter, leder efter nye steder, at arbejde sig igennem sommermånederne og nogen af dem vender hjem til deres hjemland.
Så alting emmer af afslutning efter en travl sæson og for mit vedkommende betød det så, at jeg nu skulle begynde at tage stilling til, hvor næste stop skulle foregå og det blev så i Palolem og Patnem, hvor jeg så ankom til igår efter 2,5 times taxakørsel fra Mandrem.
Palolem Beach
Så nu er jeg landet og skriver videre i nutid, vel, måske ha ha ha.. Jeg vil sige at det er en helt anderledes atmosfære her, end i Mandrem, her er utrolig mange turister, englændere, tyskere, (ikke mange franskmænd og danskere som i Mandrem),og så er der rigtig mange Indere, der også er på ferie her. Det er en meget travl strand og byens indbyggere har travlt med at hverve kunder, til alle deres gæsthuse og sørge for, at alle kan få fisk at spise til aften. Desuden har der her udviklet sig en turist attraktion, der hedder at komme ud og kigge delfiner og tage en tur på sightseeing omkring klipperne i havet.
Her er utrolig smukt, men både havet, luften og menneskene er helt anderledes travle og alt emmer af vores europæiske ferie livsstil. Dette fænomen kommer desværre nok også til at ramme mit elskede Mandrem indenfor for de næste år. Man kan stadig tinge om priserne hernede og det er muligt (nu hvor sæsonen også her, er ved at slutte) at kunne overnatte for ca 50 – 100 d.kr. hvis man er lidt ligeglad med kvaliteten og bare har brug for en seng.
Stedet rummer desværre ikke helt min energi og jeg vil finde mod nabostedet Patnem beach imorgen eller overmorgen, da der skulle være mere stille. Idag vil jeg besøge stedet og finde kommende logi for nogen dage.
Men tvivlen som jeg startede med at skrive om, handler om “hvad nu, hvor hen, jeg skal ikke tilbage til job, men ud og se og mærke fremmed kultur. Jeg er på vej mod Kerala, Amritapuri Asram fra næste lørdag, hvor jeg så igen skal opleve nye ting og steder, møde nye mennesker. Men samtidig rammes jeg igen og igen af tvivlen der hvisker til mig:
Gør jeg nu det rigtige? Har jeg lov til at modtage denne luksus, at kunne gøre som jeg vil? Har jeg råd til det? Er jeg noget værd, når jeg ikke som andre, skal hjem på job? Er jeg parat til at trodse min usikkerhed og frygt over for alt nyt? Skal jeg lade min frygt for insekter, edderkopper og højder stoppe mig, eller kan jeg overkomme disse? Hvad vil møde mig nye steder?
Er det denne tvivl som gør, at jeg bider tænderne så meget sammen, at jeg allerede har måtte til tandlægen hernede, da jeg knækkede en tand. Dette blev til en rodbehandling. Så jo nu kan jeg også sige, at det er helt professionelt tandlægearbejde de laver her, og ikke noget hokus pokus.
Ja faktisk er jeg ikke i tvivl om, at det er min frygt for alt det ukendte, der har gjort mødet med tandlægen til en realitet, for hver morgen jeg vågner, har jeg ondt i mine tænder, så jeg spænder og bider sammen om natten. Tror dog på, at så snart jeg har indlogeret mig på Asrammen i Kerala og besøgt mit kommende studie sted, som befinder sig andet sted i Kerala, så finder jeg roen til at kunne fordybe mig og slippe enhver tvivl.
Jeg glæder mig virkelig over, at livet har givet mig denne mulighed for at rejse, at møde nye mennesker, skabe nye forbindelser, lære om og opdage hvad den oprigtige ayurvediske livsstil indeholder, kunne iværksætte denne blog og på sigt kunne udgive min bog.
Jeg takker i mit stille sind mine børn, familie, venner, yogiér for at bakke mig op omkring denne rejse og gøre den mulig. ❤ Samtidig har universet, mine guidende engle, ærkeenglene og min indre universelle Gud vist mig, (gennem alle de ting som faldt helt på plads inden jeg tog hjemmefra), at denne rejse hele tiden har været planlagt. At det blot var et spørgsmål om tid, førend jeg blev parat til at integrere den i mit liv og at meningen på sigt, er at jeg skal skabe forbindelser imellem studiested, Amritapuri og mine landsmænd, skabe retreats og udbrede min viden om det hele menneske.
Livet er en stor og spændende rejse, hvis man ellers tør modtage den , jeg er så taknemlig for, at jeg tør tage imod denne gave.
I lys og kærlighed, namasté 🙏 ❤
Lilly Acacia