Jeg skrev som I nok ved, i min blog om Kerala, at der var advarsel om oversvømmelse i Aluva og Kerala hvor jeg boede, men jeg skrev også, at det heldigvis blev ved advarslen, da vandstanden sank i stedet for at stige i dette område.
Men som I måske har set i diverse nyheder i Danmark, så har Kerala været totalt oversvømmet, og når jeg først skriver om det nu, så er det fordi at jeg selv stod midt i oversvømmelsen, og ikke før nu har jeg været parat til at dele ud om den oplevelse. Derfor fik i min historie om Sri Lanka imellemtiden.
Nu er så jeg klar til at dele oplevelsen med jer og hermed også klar til at fortælle hvad den førte med sig af beslutninger.
Da jeg i min sidste blogpost fortalte om Kerala, der fortalte jeg også at jeg ville tage ud og tømme min lejlighed næste dag, hvilket var en onsdag, men jeg vidste da ikke hvad det ville indebære, men mens jeg skrev det regnede det voldsomt og den onsdag morgen, hvor jeg så tog afsted sammen med en af mine venner, som også var min chauffør, da vi talte om, at det dog var et forfærdeligt regnvejr (hvad det skulle komme til at betyde vidste vi heldigvis ikke på givne tidspunkt), men trafikken gled fint, og da vi havde kørt i 45 minutter kom jeg i tanke om at jeg havde glemt nøglerne til lejligheden, for hulen da også øv øv…
Vi måtte vende om, køre tilbage til Fort Kochi og hente dem, heldigvis viste det sig at gå hurtigt.. og vi fik sørme samme færge både den ene og anden vej..
Da vi kom til Aluva, havde vi snakket om de mulige oversvømmelser der tidligere havde skulle være, men jeg fortalte at der intet problem havde været der hvor jeg boede, da vandet var sunket istedet for at stige..
Men men, jo tættere vi kom på min lejlighed ved floden Peryiar, kunne vi se at der måske ville være et mindre problem nu, for vejen var spærret af grundet oversvømmelse.. Åhhh hvad gør man så.. Vi fandt et sted at parkere hvor der ikke var oversvømmet, og da vi kunne se, at det kun var et begrænset område der var slemt, hvor folk stod i vand til knæene, så kiggede vi på hinanden og tog så skridtet ud i det knæhøje vand, det gik fint, folk var søde og rare, og tilsyneladende endnu ikke bekymret, så de hjalp med at føre uden om løse sten. På den lille vej jeg boede på var vandet ikke endnu nået at komme til, så vi åndede lettet op, gik op til huset og her heller ingen vand, og kun 2 personer hjemme..
jeg fortalte dem at jeg rejste, at jeg ikke ville være i Kerala mere og derpå delte jeg ud af mine indkøb til henholdsvis familien og min ven.. DET tog ca. tyve minutter og så var vi klar til at forlade stedet.. Og
Ohhhh….. Nu viste det sig bare, at vandet ikke længere kun nåede os til knæene, men helt op midt på lårene, og folk var begyndt at forsvinde fra gaden. Denne gang gik det op for os, hvor alvorligt det var og vi kiggede på hinanden, og overvejdede hvordan vi dog skulle komme væk.. Jeg sagde til min ven; At nu var vi bare nødt til at tage tingene på hovedet og hoppe ud i vandet, for væk det skulle vi !!! og helst i en vis fart” han nikkede, vidste det godt, men vi vidste jo ikke hvordan underlaget ville være at gå på?.
Hvis jeg havde haft tid, så havde jeg taget billeder af det, men tiden var for vigtig til at tage billeder, var måske ikke lige det jeg tænkte på i det øjeblik, (det kunne jeg jo så være ked af nu, men det er jeg ikke rigtig). Politiet var der, de hersede med os, for at vi skulle komme afsted, mens vi kunne. så ud i vandet gik vi med tingene oppe på hovedet og denne gang var det politiet og ikke befolkningen som stod klar med hjælpende hænder.
Gudskelov kom vi igennem og hen til bilen som kun lige havde vand til det halve af dækkene. Men hvor var det dog svært at komme ud af Aluva, for der var bare vand så mange steder og det tog så lang tid, også selv vi ikke vidste hvad klokken var, så føltes det som timer, inden vi var vel ude af det. Da vi nåede tilbage til Fort Kochi, hørte vi at de havde lukket for lufthavnen i 4 dage fra nu. Og jeg havde en studiekammerat der skulle flyve ud derfra næste dag.. Det kunne hun så ikke, men blev i stedet for hentet ved midnatstide af en taxi, der skulle køre hende 7 timer til Trivandrum lufthavn.. Det var så i sidste øjeblik de kom afsted, for det viste sig at vejene omkring Fort Kochi blev blokeret af vand senere den nat.
Jeg selv derimod blev i Fort Kochi, troede det ville stoppe med at regne, men nej, regnen fortsatte og jeg blev mere og mere deprimeret, for hvad i alverden skulle jeg dog lave i Fort Kochi, når man ikke kunne være udenfor for bare regn.
To dage senere sagde de i medierne at strømmen til Fort Kochi sandsynligvis ville forsvinde i løbet af samme eller næste dag. Så der tog jeg den næste beslutning: Jeg skulle bare væk fra Kerala og det kunne ikke gå for stærkt, så jeg spurgte efter en togbillet og fik svaret; “Desværre, det kan ikke lade sig gøre, al tog og bustrafik er også stoppet nu !!! “.
Så hvis jeg ville væk, så måtte jeg tage en taxa og det skulle helst være om morgenen inden vandstanden steg senere på dagen.
Jeg spurgte så en anden studiekammerat, der også var fanget i Fort Kochi, om hun og hendes datter ville med, og ja det ville de rigtig gerne (de skulle nemlig hjem til Guatelope nogle dage senere).
Så tidligt næste morgen var jeg og taxaen parat, men det var de to andre ikke, så vi måtte vente næsten en time på at de fik gjort sig færdige og vi nåede lige akkurat ud af Kochi førend de lukkede vejene igen. 9 timer senere ankom vi til Trivandrum, (det tog så lang tid at køre den vej, der normalt kun tager 5-6 at køre, da der var mange der ville samme vej som os).
Og hvad så, så skulle jeg først til at bestille visa til Sri Lanka, og hotel til første dag derovre.. Sikke noget rod, for det tog så lang tid, at oploade de forskellige dokumenter (grundet ringe internet). Så det brugte jeg det meste af den nat på og om morgenen blev jeg hentet af en taxa kl 07:00 for at køre til Lufthavnen.
I det øjeblik jeg stod i lufthavnen, vidste jeg uden tøven, at jeg ikke ville komme tilbage til Kerala, for at tage de sidste to kurser i Ayurveda… Jeg havde det som om, at denne oversvømmelse var et spark i røven til mig, om at komme videre, simpelthen universets måde at fortælle mig på, at jeg ikke skulle være der mere og at de næste to kurser ikke var så nødvendige som jeg troede.. men hvad så??
Skulle jeg tage hjem til Danmark, efter at have været på Sri Lanka, eller skulle jeg tage til Australien og bo hos en vandre veninde?, jeg anede det simpelthen ikke, det eneste jeg vidste var, at jeg var inviteret til et 4 dages housewarming i Goa fra den 3-6 september. Og så måtte jeg jo bare udfylde mellemværende tid på bedste mulige måde og senere vende tilbage til næste beslutning, men lige i nuet, der skulle jeg bare så meget væk fra Aluva i Kerala, væk fra de indiske myndigheder, væk fra Akademiet.. Ja bare væk.
Jeg er tilsyneladende blevet mere mærket af denne oplevelse, end jeg troede, for hver gang jeg siden har været i nærheden af en sø eller flod, så kommer kommer tanken “hvad nu hvis”? Og så må jeg lige stille ind, og fortælle mig selv, at der jo intet sker, det var en engangs oplevelse !!! Men da godt nok en af de oplevelser, jeg rent faktisk godt kunne have været foruden. – OG DOG.- Det var tilsyneladende også en oplevelse, der var nødvendig for at jeg skulle forstå, at jeg ikke skulle være i Aluva Kerala mere. En oplevelse, som endte med, at sende mig det rette sted hen og gøre mig en kedelig erfaring rigere.
Universets måde at vise mig, at min camino stadig er med mig måske og måske englenes måde, at give mig svar på spørgsmålet, om hvad jeg skulle gøre.
Nej jeg er ikke overtroisk, men jeg tror på, at vi får besked fra universet, englene, guderne, hvis vi lytter til vores intuition, hvis vi mediterer og stiller de rigtige spørgsmål undervejs.
Måske vil du sige, at det intet har på sig, at du ikke tror på den slags. Men det gør jeg, for det har vist sig så mange gange i år, at alting pludselig falder på plads af sig selv, så der kun er en vej at gå..
Og Nej nu er det ikke sådan, at mit svar fra universet var årsag til oversvømmelserne, for sådan fungerer det da heldigvis ikke!!! Hvorfor befolkningen i Kerala skulle den oplevelse igennem, det ved jeg ikke, for det var da en rigtig sørgelig oplevelse.
Der døde ca. 400 mennesker og ca 200.000 blev evakueret og i skrivende stund er de igang med at genopbygge Kochi og Aluva og hele Kerala i de områder, der blev ramt. Men det vil tage lang tid inden de igen kommer tilbage, hvor de var ør end oversvømmelsen.
Dog var oversvømmelsen et sikkert tegn til mig, om at jeg bare skulle se at komme væk..
Flere af ovenstående billeder er nogen jeg senere har fået tilsendt.
Hvis du skulle havelyst til at høre mere om min rejse ud , så følg med i næste afsnit af “SKUM”.
I lys og kærlighed, namesté 🙏 ❤️
Lilly Akacia