Tanker og indsigter undervejs på caminoen 🙏
At være en pilgrims rejsende på caminoen, gør at man bliver klogere, klogere på så mange ting, for man har tid til at tænke lidt ind imellem vandringen og hostellet.
Jeg kan undre mig over, hvorfor sådanne søde mennesker, som der er på de forskellige hostels, ikke ved, at det er så vigtigt med en en god energi og protein fyldt kost, når man vandrer caminoen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi bliver budt en hostel dinner meny med et valg imellem fisk med pomfritter uden grønt og kylling med pomfritter uden grønt. Ej heller deres morgenmad er god at vandre 20 km på. Vi forbrænder så mange kalorier om dagen, svinger imellem at svede og fryse, bruger al vores fysiske og mentale energi, så der intet er tilbage, når vi ankommer til et hostel. Derfor kunne jeg ønske, at man i morgenmadsmenuen, som desværre kun består af en lys ristet baguette med smør og marmelade, et glas juice samt kaffe eller te.. tilsatte udskåren frugt og et kogt æg per person. De ved udemærket hvad vi har brug for, for det har de bevist et par enkelte gange…
Kun på ét af de hostel jeg indtil videre har været på, har det været muligt at købe sig til et stykke frugt og en sportsmassage.
Det er hårdt at vandre 20-25 km om dagen og rigtig mange får hurtigt vabler, dårlige knæ og og mega ondt i benene, så det kunne være rart med massage efter endt dagsvandring, derved kunne manges dårlige knæ og andre muskelskader undgåes., sikken en forretning jeg kunne få her.
Husk at det er totalt super sejt at have både vandrestøvler og trekkingsandaler med i bagagen, så kan man skifte af og til, og tro mig, det er virkelig en befrielse at kunne gøre det.
Der er ligesom noget helt galt med at vandre denne camino, der er virkelig gået trend i at gå tidligt i seng og stå mega tidligt op og komme afsted førend alle de andre… Der er virkelig Rushhour på hostellene hver morgen mellem kl. 5:30 og 7:00.. For hvis man kommer tidligt afsted, så kan man nå at få en god seng på et hostel til kommende nat, meeeen, der er virkelig gået for meget sport i at komme først. Glæden over turen kan nemt forsvinde, og for mig virker det som en konkurrence, at man skal være den første og i alt fald ikke den sidste ude af døren om morgenen..
Det som mange virkelig eftertragter, (efter hvad jeg har hørt undervejs, på mine nu små 200 km), når de planlægger deres tur, er at komme væk fra stress og ja derhjemme, væk fra dagligdagen og bare være, og ja der er nok også nogen der vandrer den, bare for at kunne sige de har gjort det. Men der er så meget run/stress på om morgenen, og jeg syntes at det er synd, at det er blevet sådan og det kræver virkelig sin mand/kvinde, at kunne stå imod dette stress og pres fra morgenstunden, for som regel er der sovepladser nok til alle. Dette stress fylder også meget på turen, hvor man jo nødig skulle holde for mange og for lange pauser, for så smutter sengepladserne jo også. Jeg ser det virkelig som en udfordring af de store, ikke at lade sig smitte af denne stress præget kultur, for deltager man i den om morgenen og igennem dagen, jamen så holder hjernen ikke den ferie, den har haft så hårdt brug for, og den ro, som folk eftertragter så højt, den får de ikke, men kommer i mange tilfælde hjem herfra, lige så stresset, som de var da de begyndte turen, hmm..
I starten jeg gik, gik jeg mange gange sammen med andre og måtte sætte mit tempo efter dem og de efter mig og snakken går så godt, imens man vandrer, men hvis det er ro man kommer efter, så nytter dette samspil ikke på turen, for mange indretter sig efter hinanden og tager pauser når andre gør det, og glemmer ofte at slappe af og pauserer den, når det er nødvendigt, for man vil da ikke sinke de andre. Derfor får mange vandrere vabler og muskelproblemer, som kunne have været undgået hvis de havde lyttet til kroppen istedet for bare at følge de andres tempo. Ikke alle vil gå lige langt, men mange har svært ved at sige fra, hvis dem de følger med gerne vil videre, end man egentlig har kræfter i benene til. Det er sen svær balance at anerkende sin egen krops behov og samtidig kunne sige fra, uden at være nervøs for, at man træder sin vandrepartnere over fødderne, bogstaveligt talt.. Nej alså ikke, men forstå mig ret 😉 ingen ønsker jo at genere/såre andre og melder derfor så ikke ud om, at de egentlig gerne vil stoppe for dagen.
Jeg har indset, at det at slå følgeskab ikke er noget for mig, jeg vil da gerne være social, men det sociale for jeg rigeligt af hver eftermiddag og aften, hvor vi nok er mellem 40 – 70 mennesker på hvert hostel, så det er svært at undgå ikke at være social. Jeg gider ikke den rushhour om morgenen og jeg vil helst gå i eget tempo, men jeg har også indtil nu mødt rigtig mange dejlige mennesker, efterhånden som vi kommer frem til de forskellige byer, vi møder forskellige mennesker hver gang vi holder pause i en by, så hvis man vil være alene med sine egne tanker, så er det vigtigt at handle ind, så man har mad nok med til turen og kan holde sine pauser væk fra de små byer.
Allerede nu har flere af dem, jeg er startet ud sammen med, givet op grundet skader og er taget hjem, det gælder især de unge mennesker, men også ældre. jeg er selv skadet, har svært ved at gå i mine støvler grundet forfods pladtfodethed på venstre fod, dette gør djævelsk ondt, når jeg går i støvlerne, men jeg har også pådraget mig en skinnebens inflammetion på højre ben, og årsagen skal nok desværre findes i, at jeg har bundet mine støvler for stramt om anklen,, så der har været for lidt plads til at senerne kunne arbejde som de skulle, eller musklerne bliver overanstrengte, når det går meget ned af bakke. Denne inflammation, har givet mig en ordenlig nedtur og uplanlagt længere pause i Logrono. Jeg må indrømme at det gør virkelig ondt og humøret har været en del på lavpunktet 😞
Alders gennemsnittet her er faktisk langt højere end jeg havde regnet med, der er flest ældre i øjeblikket, alderen ligger gennemsnitligt mellem 50 – 75 år, dog er her også enkelte unge mennesker. Her er rigtig mange Koreanere, og Canadierer, men bortset fra dem er der folk fra det meste af verden, incl. Danmark. Ikke mange danskere dog, indtil videre har jeg mødt omkring 8.
At vandre caminoen, er som at blive indlemmet i en stor familie, alle er meget omsorgsfulde over for hinanden og tonen er dejlig, men hvis man holder pause uden for byerne, så kan man være sikker på at alle der suser forbi, spørger om man nu er ok, om alt er vel.. Så ingen lades i stikken alle kommer hinanden ved. Hyggeligt og dog lidt for meget af og til, men vi vil jo hinanden det så godt.
Jeg har nu lært at få handlet lidt madvarer i hver by, så jeg kan nøjes med en kop kaffe i byerne ,eller bare gå igennem dem uden at stoppe, ja jeg er nok asocial, men jeg har brug for at være i mig og mine egne tanker ❤
Jeg har lært at sige nej tak til følgeskab, da jeg ikke vil sinke nogen og har mest brug for mit eget tempo ❤
At gå Caminoen er en udfordring af de store og jeg beder, samt tror på, at min tur fra nu, bliver uden skader, så jeg når frem til Santiago i god stil. Men tro mig, det bliver i mit tempo, for jeg er så heldig først at have deadline midt/sidst i juni måned og dette er vigtigt at fortælle dig: Hvis du vil vandre Caminoen, så tag dig tid til det, ikke mange kan gå mere end ca 22 km om dagen, så divider 800 km med 22 og læg så mindst en uge oveni til længere pauser. Så har du ca. den tid det vil tage dig at gå turen og går det hurtige end planlagt så nyd et længere opholdundervejs eller i Santiago ved målet ❤ pas på med at have fly billet hjem til en bestemt dato.
Hvorfor gør jeg så det her, jo ser du, for mig har det at vandre caminoen, kaldt på mig i mange år, og trods mit ævl og kævl, så elsker jeg at vandre og syntes at Spanien og landets folk gør utroligt meget for os som tager turen, hjælpsomme, smilende er de, men engelsk kan de altså ikke tale ret godt ❤
Hola spaniolas, i buen camino, gracias 😉
I lys og kærlighed, namasté 🙏 ❤ Lilly Acacia