El camino de Santiago, del 3

Pamplona til Leon, smerte og indsigt ❤

Der er sket så meget siden Pamplona og jeg har ikke fået skrevet så meget som jeg gerne ville, for smerte og træthed har fyldt enormt meget, men ligesom for mange andre på denne tur har jeg også haft utrolig mange tanker og er blevet fyldt til bristepunktet med fantastiske syn udover marker og bjerge.

Imellem Pamplona og Logrono, blev jeg ramt af inflammation i mit skinneben, dette har gjort at jeg har måtte sende min rygsæk fra sted til sted i halvanden uge, indtil jeg igen kunne gå nogenlunde normalt. Jeg var lige ved at opgive helt, i en lille by Ventosa, var mit ben så hævet og jeg havde flere vabler en ønsket kunne være og det gjorde så ondt at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle komme videre, men jeg vidste heller ikke hvordan jeg i denne lille flække skulle kunne komme af caminoen. Dagen efter Ventosa var den sidste dag jeg overhovede prøvede at have mine støvler på og ved næste hostel stop, besluttede jeg at sende min rygsæk i forvejen til et sted som jeg vidste at jeg kunne klare at gå til..

At vandre 800 km kilometer er ikke et spørgsmål om man har gjort det med eller uden rygsæk, at vandre så langt er et spørgsmål om at lytte til både krop, sind og ånd og hvis en af delene fortæller dig, at nu har den del fået nok af vægten fra rygsæk og forkert fodtøj, ja så må man indse at kun en selv kan gøre noget ved det, og det det er ingen skam at sende rygsækken afsted alene, hvis det er det der skal til for at hele og derfor har de også langs caminoen gjort det muligt at gøre det for en overkommelig pris. Det er service af høj rang.

At vandre her en stor udfordring for langt de fleste mennesker, den største udfordring er for mig dog ikke selve vandringen, men at overnatte på de forskellige hostels, så hver gang jeg kommer til en større by, finder jeg noget mere behageligt med eget sove- og badeværelse .. luksus ja, men heldigvis til langt færre penge end i Danmark, der ville det have været umuligt.

Jeg har været i så mange byer, at jeg ikke kan huske navnene på dem, jeg kan snart heller ikke følge med i hvem jeg har snakket med og ikke snakket med, men fra Najera til Santa Domingo mødte jeg 3 friske engelske venner, som jeg kom til at snakke og vandre sammen med, det viste sig, at de 2 af dem bare skulle prøve caminoen for 1 dag og at den sidste boede her i Logrono, som vi næsten lige havde forladt, den sidste viste sig endvidere at være en slags turguide for de to andre. Denne sidste person, turguiden, valgte at lade de to andre forsætte alene, mens han forsatte i mit tempo, det var en fantastisk oplevelse at dele med ham, for han havde samme opfattelse som jeg, om det at lytte til hvad krop og sind vil, fremfor hvad andre caminovandrere og kloge velmenende mennesker mente, vi havde /har samme indsigt i livet og den energi som han gav mig var helt fantastisk.. Men det var jo kun en dag i livet, og som med alle de andre mennesker jeg møder her, så er det en forbi passerende oplevelse ud af mange. Men han gav mig nok energi til at forsætte min tur, og jeg er ham evigt taknemmelig for dette.

Da vi nåede Burgos, den næste storby, havde jeg nået at gå 300 kilometer og det fejrede jeg sammen med en masse andre, 300 km er langt at gå og hold da lige op, hvor er det sejt at kunne gøre det 🙂

2 dages pause i Burgos og så gik turen videre, denne gang startede Mesetaen, som er en lang lige ud strækning med karakter af dansk landskab, en strækning til fordybelse og især i regnvejr, hold nu op hvor er jeg træt af regnvejr og kulde og derefter et kort skift til 2o graders varme hvis solen skulle finde på at kigge frem.

Burgos – Hornillos del camino, mange kilometere og så kommer man frem til en lille by, hvor alle hostellerne melder udsolgt, ok, hvad gør en klog så? Jam så må den kloge jo bide i det enormt sure æble og tage en taxa til næste by, for har man først gået 25 kilometer, så er det umuligt at forstille sig at man skal gå 11 km mere arrrhh men altså, Taxa til Hontanas..

Hontanas, hvor er jeg glad for at det blev der jeg kom til at overnatte, for her var den smukkeste lille kirke, hvor den indbød til meditation, den var smuk, stilheden og puderne som var lagt, sat foran et stort lysfad, var bare lige noget jeg ikke kunne lade være med at gøre nytte af.. Senere var der messe i kirken og en af de skønne piger jeg havde vandret et par dage med, var oppe og læse et afsnit af biblen. en smuk ceremoni, som jeg ikke forstod så meget af, da det meste var på spansk..

Fra Hontanas gik turen videre ud over en lang strækning med megen gang på asfalt og i totalt regnvejr, en udmattende tur som krævede sin mand tankemæssigt og godt fodtøj, men jeg nåede frem tidligt, da det kun var ca. 22 km, fik det skønneste hostel i den lille by og nød at være der sammen med 2 tyske kvinder jeg havde snakket med i nogle dage, da vi mødtes i hveranden by, det blev til en skøn eftermiddag med yoga, og alt for meget rødvin, men så sover man da bare ekstra godt, når man både har rødvin indenbords og en rigtig dyne over sig.. vil dog lige sige at jeg ikke var fuld, da rødvinen hernede kun er på 12 % mod den vi drikker i Danmark som er på 21 %, det gør en stor forskel.

efter Itero de la Vega, troede jeg at jeg kun ville vandre 15 km næste dag, men jeg havde allerede nået de 15 km klokken 11 og så ingen grund til at stoppe da solen stod højt og energien ligeledes, så jeg forsatte 11 km til igennem markveje, mudder, vandpytter lige indtil jeg nåede det bedste af alle hostels på denne tur.. nemlig Poblacion de Campos – Villementero, et landligt sted, udenfor lands lov og retning med tipier og tønder og bjerghytter som man kunne vælge at sove i, hvis man ikke ville sove sammen med andre.. Stedet her havde en fantastisk atmosphære, med æsler, gæs, høns, hune og katte og det skønneste værtspar.

Jeg lavede min yoga på græsplænen og pludselig var der et æsel som meget gerne ville deltage, jo jo, jeg har prøvet at lave yoga med hunde og katte, og nu kan jeg jo så også skrive yoga med æsel på den liste.. Vil dog sige at det er et svært stort dyr at styre ved en yogamåtte 😂

Fra Villementero til Carrion de los Condes og videre til til Calzadilla de la Cueza, først gik det hurtigt, opad og langt lige ud til første by og så blev det så meget regnvejr, så her lavede jeg en af min store fejl, jeg styrtede nemlig ind i den første camino sportsbutik jeg så og købte et par skønne Salomon trekking sko i den tro at jeg kunne holde ud at gå 18 kilometer med dem i regnvejr.. Men nej, efter 2 kilometer gav både mit højre skinneben og min venstre forfod op.. så jeg stod midt i regnen og skiftede over til sandaler, så ikke nok med at jeg havde spildt 1 time og over 1000 kr, på at være i den butik, ja så måtte jeg også bruge kostbar tid på at skifte til mine sandaler igen og bære på de nye sko også ak ja, jeg følte mig tåbelig og det regnede bare og det var en lang strækning af ingenting, jeg ved faktisk ikke hvor mange gange jeg talte med mine engle, og bad dem samt Gud om at stoppe regnen og sende lidt sol i stedet for, det var en utrolig lang og hård tur. Men jeg nåede frem ved 16 tiden og fandt et hostel at sove på. Alt var godt, men men, jeg kunne bare ikke sove om natten, så jeg var allerede oppe igen kl 04:30, pakkede mine ting, og var ude af døren, mens det stadig var mørkt, men wow hvor var det godt at forlade den sovesal..

Jeg havde en fan-tastisk dag, de første timer uden regn, nåede Morantinos inden en tordenbyge brød ud, (og i denne by, havde de Hobbits huler, ja ja, det var det ikke, men det lignede det, det var til gengæld gamle vinhuler), Jeg nåede dog at hoppe ind på en lille restaurant med nogle søde værtsholdere, inden det styrt regnede, her fortalte de at regnen ville stoppe efter den næste by, og det gjorde den sørme jubbiiie.

Efter 26 km nåede jeg frem til Sahagun, en by der syntes større end den var, for det viste sig at den kun havde 3000 indbyggere og mange tomme huse, dog havde den en bymidte med liv i.

Og ja, næste da skinnede solen og da min energi var høj, tænkte jeg at jeg sagtens kunne klare at vandre 31 km, men da jeg stadig efter de første 20 km var fyldt med energi, så valgte jeg at vandre ud af en forfærdelig kedelig landevej, med asfalt, ingen biler eller noget andet i 11 km og derefter yderligere 6 km.. kom dog så sent til byen Mansilla de las Mullas, at der var optaget på et hostel, som jeg gerne ville overnatte på, men de havde dog et værelse for 2 personer ledigt, jeg diskuterede prisen med den og de gav sig.. og jeg siger bare at det værelse var de 20 € værd.. Jeg sov rigtig godt.

Og igår , ja der nåede jeg så frem til Leon, en kæmpe storby, to overnatninger er krævet i storbyerne, det er jo vigtigt at huske at hvile, og idag har jeg så både fået sendt støvler og sko til Santiago og dermed mindre vægt i rygsækken.. Åhh det bliver så godt ❤

Jeg har også været i katedralen og på museum og nydt min pause og et hostel med luksus til lavpris kun 15 €., men men her nyses og hostes, høfeberen er over mig eller er det mon en forkølelse.. Nahhh.. høfeber er vist ordet, for jeg rammes da ikke af forkølelse..

Nu ikke mere for idag, har du stadig lyst til at følge mit liv, så læs med i næste afsnit af “SKUM”

I lys og kærlighed, namasté 🙏 ❤

Lilly Acacia