Oversvømmelsen i Aluva, Kerala

Jeg skrev som I nok ved, i min blog om Kerala, at der var advarsel om oversvømmelse i Aluva og Kerala hvor jeg boede, men jeg skrev også, at det heldigvis blev ved advarslen, da vandstanden sank i stedet for at stige i dette område.

Men som I måske har set i diverse nyheder i Danmark, så har Kerala været totalt oversvømmet, og når jeg først skriver om det nu, så er det fordi at jeg selv stod midt i oversvømmelsen, og ikke før nu har jeg været parat til at dele ud om den oplevelse. Derfor fik i min historie om Sri Lanka imellemtiden.

Nu er så jeg klar til at dele oplevelsen med jer og hermed også klar til at fortælle hvad den førte med sig af beslutninger.

Da jeg i min sidste blogpost fortalte om Kerala, der fortalte jeg også at jeg ville tage ud og tømme min lejlighed næste dag, hvilket var en onsdag, men jeg vidste da ikke hvad det ville indebære, men mens jeg skrev det regnede det voldsomt og  den onsdag morgen, hvor jeg så tog afsted sammen med en af mine venner, som også var min chauffør, da vi talte om, at det dog var et forfærdeligt regnvejr (hvad det skulle komme til at betyde vidste vi heldigvis ikke på givne tidspunkt), men trafikken gled fint, og da vi havde kørt i 45 minutter kom jeg i tanke om at jeg havde glemt nøglerne til lejligheden, for hulen da også øv øv…

Vi måtte vende om, køre tilbage til Fort Kochi og hente dem, heldigvis viste det sig at gå hurtigt.. og vi fik sørme samme færge både den ene og anden vej..

Da vi kom til Aluva, havde vi snakket om de mulige oversvømmelser der tidligere havde skulle være, men jeg fortalte at der intet problem havde været der hvor jeg boede, da vandet var sunket istedet for at stige..

Men men, jo tættere vi kom på min lejlighed ved floden Peryiar, kunne vi se at der måske ville være et mindre problem nu, for vejen var spærret af grundet oversvømmelse.. Åhhh hvad gør man så..  Vi fandt et sted at parkere hvor der ikke var oversvømmet, og da vi kunne se, at det kun var et begrænset område der var slemt, hvor folk stod i vand til knæene, så kiggede vi på hinanden og tog så skridtet ud i det knæhøje vand, det gik fint, folk var søde og rare, og tilsyneladende endnu ikke bekymret, så de hjalp med at føre uden om løse sten. På den lille vej jeg boede på var vandet ikke endnu nået at komme til, så vi åndede lettet op, gik op til huset og her heller ingen vand, og kun 2 personer hjemme..

jeg fortalte dem at jeg rejste, at jeg ikke ville være i Kerala mere og derpå delte jeg ud af mine indkøb til henholdsvis familien og min ven.. DET tog ca. tyve minutter og så var vi klar til at forlade stedet.. Og

Ohhhh….. Nu viste det sig bare, at vandet ikke længere kun nåede os til knæene, men helt op midt på lårene, og folk var begyndt at forsvinde fra gaden. Denne gang gik det op for os, hvor alvorligt det var og vi kiggede på hinanden, og overvejdede hvordan vi dog skulle komme væk.. Jeg sagde til min ven;  At nu var vi bare nødt til at tage tingene på hovedet og hoppe ud i vandet, for væk det skulle vi !!! og helst i en vis fart” han nikkede, vidste det godt, men vi vidste jo ikke hvordan underlaget ville være at gå på?.

Hvis jeg havde haft tid, så havde jeg taget billeder af det, men tiden var for vigtig til at tage billeder, var måske ikke lige det jeg tænkte på i det øjeblik, (det kunne jeg jo så være ked af nu, men det er jeg ikke rigtig). Politiet var der, de hersede med os, for at vi skulle komme afsted, mens vi kunne. så ud i vandet gik vi med tingene oppe på hovedet og denne gang var det politiet og ikke befolkningen som stod klar med hjælpende hænder.

Gudskelov kom vi igennem og hen til bilen som kun lige havde vand til det halve af dækkene. Men hvor var det dog svært at komme ud af Aluva, for der var bare vand så mange steder og det tog så lang tid, også selv vi ikke vidste hvad klokken var, så føltes det som timer, inden vi var vel ude af det. Da vi nåede tilbage til Fort Kochi, hørte vi at de havde lukket for lufthavnen i 4 dage fra nu. Og jeg havde en studiekammerat der skulle flyve ud derfra næste dag.. Det kunne hun så ikke, men blev i stedet for hentet ved midnatstide af en taxi, der skulle køre hende 7 timer til Trivandrum lufthavn.. Det var så i sidste øjeblik de kom afsted, for det viste sig at vejene omkring Fort Kochi blev blokeret af vand senere den nat.

Jeg selv derimod blev i Fort Kochi, troede det ville stoppe med at regne, men nej, regnen fortsatte og jeg blev mere og mere deprimeret, for hvad i alverden skulle jeg dog lave i Fort Kochi, når man ikke kunne være udenfor for bare regn.

To dage senere sagde de i medierne at strømmen til Fort Kochi sandsynligvis ville forsvinde i løbet af samme eller næste dag. Så der tog jeg den næste beslutning: Jeg skulle bare væk fra Kerala og det kunne ikke gå for stærkt, så jeg spurgte efter en togbillet og fik svaret; “Desværre, det kan ikke lade sig gøre, al tog og bustrafik er også stoppet nu !!! “.

Så hvis jeg ville væk, så måtte jeg tage en taxa og det skulle helst være om morgenen inden vandstanden steg senere på dagen.

Jeg spurgte så en anden studiekammerat, der også var fanget i Fort Kochi,  om hun og hendes datter ville med, og ja det ville de rigtig gerne (de skulle nemlig hjem til Guatelope nogle dage senere).

Så tidligt næste morgen var jeg og taxaen parat, men det var de to andre ikke, så vi måtte vente næsten en time på at de fik gjort sig færdige og vi nåede lige akkurat ud af Kochi førend de lukkede vejene igen. 9 timer senere ankom vi til Trivandrum, (det tog så lang tid at køre den vej, der normalt kun tager 5-6 at køre, da der var mange der ville samme vej som os).

Og hvad så, så skulle jeg først til at bestille visa til Sri Lanka, og hotel til første dag derovre.. Sikke noget rod, for det tog så lang tid, at oploade de forskellige dokumenter (grundet ringe internet). Så det brugte jeg det meste af den nat på og om morgenen blev jeg hentet af en taxa kl 07:00 for at køre til Lufthavnen.

I det øjeblik jeg stod i lufthavnen, vidste jeg uden tøven, at jeg ikke ville komme tilbage til Kerala, for at tage de sidste to kurser i Ayurveda… Jeg havde det som om, at denne oversvømmelse var et spark i røven til mig, om at komme videre, simpelthen universets måde at fortælle mig på, at jeg ikke skulle være der mere og at de næste to kurser ikke var så nødvendige som jeg troede.. men hvad så??

Skulle jeg tage hjem til Danmark, efter at have været på Sri Lanka, eller skulle jeg tage til Australien og bo hos en vandre veninde?, jeg anede det simpelthen ikke, det eneste jeg vidste var, at jeg var inviteret til et 4 dages housewarming i Goa fra den 3-6 september. Og så måtte jeg jo bare udfylde mellemværende tid på bedste mulige måde og senere vende tilbage til næste beslutning, men lige i nuet, der skulle jeg bare så meget væk fra  Aluva i  Kerala, væk fra de indiske myndigheder, væk fra Akademiet.. Ja bare væk.

Jeg er tilsyneladende blevet mere mærket af denne oplevelse, end jeg troede, for hver gang jeg siden har været i nærheden af en sø eller flod, så kommer kommer tanken    “hvad nu hvis”? Og så må jeg lige stille ind, og fortælle mig selv, at der jo intet sker, det var en engangs oplevelse !!!  Men da godt nok en af de oplevelser, jeg rent faktisk godt kunne have været foruden.  – OG DOG.-  Det var tilsyneladende også en oplevelse, der var nødvendig for at jeg skulle forstå, at jeg ikke skulle være i Aluva Kerala mere. En oplevelse, som endte med, at sende mig det rette sted hen og gøre mig en kedelig erfaring rigere.

Universets måde at vise mig, at min camino stadig er med mig måske og måske englenes måde, at give mig svar på spørgsmålet, om hvad jeg skulle gøre.

Nej jeg er ikke overtroisk, men jeg tror på, at vi får besked fra universet, englene, guderne, hvis vi lytter til vores intuition, hvis vi mediterer og stiller de rigtige spørgsmål undervejs.

Måske vil du sige, at det intet har på sig, at du ikke tror på den slags. Men det gør jeg, for det har vist sig så mange gange i år, at alting pludselig falder på plads af sig selv, så der kun er en vej at gå..

Og Nej nu er det ikke sådan, at mit svar fra universet var årsag til oversvømmelserne, for sådan fungerer det da heldigvis ikke!!! Hvorfor befolkningen i Kerala skulle den oplevelse igennem, det ved jeg ikke, for det var da en rigtig sørgelig oplevelse.

Der døde ca. 400 mennesker og ca 200.000 blev evakueret og i skrivende stund er de igang med at genopbygge Kochi og Aluva og hele Kerala i de områder, der blev ramt. Men det vil tage lang tid inden de igen kommer tilbage, hvor de var ør end oversvømmelsen.

Dog var oversvømmelsen et sikkert tegn til mig, om at jeg bare skulle se at komme væk..

Flere af ovenstående billeder er nogen jeg senere har fået tilsendt.

Hvis du skulle havelyst til at høre mere om min rejse ud , så følg med i næste afsnit af “SKUM”.

I lys og kærlighed, namesté 🙏 ❤️

Lilly Akacia

 

Sri Lanka <3

Hvem i alverden kan finde på at tage til Sri Lanka uden at forbedre sit ophold??

Ok det kunne jeg så, og det har været en oplevelse uden lige, tænk sig at stå i en fremmed lufthavn, uden at vide hvor man skal tage hen kl 13 en søndag eftermiddag!!! Og alle, jeg siger alle Tuc-tuc drivere var vilde efter at hjælpe mig, incl. alle taxichafførerne, er disse aktive i Indien, så er de det ikke mindre her.. Nogen gange er jeg bare så træt af disse spørgsmål:

Ma´dam can I help you? Ma´dam tuc-tuc?? Which country are you from?

Ja det lyder måske forfærdeligt at sige det, men når man har rejst rundt herude i så lang tid som jeg, så kan man vist godt blive lettere allergisk overfor disse sætninger.. Og de kommer hvor end du går og hvor end du står, hvis du tillader dig at stoppe med at gå, så er tuc-tuc chafførerne der med det samme.. Nåhh ja, de skal jo leve.. Men nu ved du det, hvis du skulle finde på at tage herud ha ha 😁

Tilbage til lufthavnen, her tænkte jeg at ok, jeg er måske i et fremmede land, så vandrede lidt frem og tilbage, indtil jeg bestemte mig for at tage ud til vandet i nærmest by.. Det blev så Negombo og hold op hvor var jeg glad for det, bookede mig ind på et hotel for 2 nætter og her fandt jeg ro og fandt ud af, at jeg måske behøvede lidt hjælp til, at finde ud af hvad jeg skulle og ikke skulle se..

Næste dag fandt jeg ud af at være på Sri  lanka, lige efter man har været i Indien, føles næsten som et kulturchok, for her er man næsten i samme tidsalder som i Vesten, så jeg gik reelt fra værende i (føles som) 1970 til at være i 2018, her er trafikregulering, trafikregler, som for det meste bliver overholdt, her er fortove, og folk går i samme slags tøj, for det meste altså, som os i vesten. Mentaliteten er også klart mere moderne, men dog findes der, i nogen områder, den gamle mentalitet med, at kvinder ikke bader i havet og ikke har bare skuldre, men det er ikke ret mange steder jeg har mødt dette. Her arbejder kvinderne “tilsyneladende” på lige fod med mændene og er næsten lige så respekteret som mændende.

Ligeledes er det, at når børnene bliver gift, så flytter de som regel hjemmefra, det er ej heller alle steder, men hos en stor del af befolkningen gør dette sig gældende også selvom man kan spare penge ved at bo sammen, som i et kollektiv.

Anyway, dag to kontaktede jeg en venindes, veninde i Kandy, og vi blev enige om at jeg tog dertil om tirsdagen.. Der var en stor årlig festival i byen, med elefantparade i 8 dage, som måtte opleves og man har vist ikke været på Sri Lanka, hvis ikke man har været i Kandy siges der, så jeg tog dertil en bus tur på 3 timer, blev dog til 4,5 time og så kom jeg ud til den sødeste familie, som viste sig også at have et homestay, nemlig “Ceylonshine homestay på Booking.com og på Air BnB”, De er de sødeste og dejligste mennesker som vil gøre alt for dig, og Gheetgaya, moderen i familien tilbereder de skønneste måltider til dig hvis du ønsker det, du kan klart spare mange penge og tid (på at finde ud hvor du vil tage hen, de ved det hele, næsten. Og så snakker de engelsk. De har dog ingen A/C og ej heller loftsfane, (i det værelse jeg boede i) men kan du leve foruden, en nat eller to, så vil du ikke fortryde dit ophold her. Ups det var vist lidt reklame .

Derfra tog jeg op for at se Dambulla Cave Tempel og det Golden Tempel. Kunne have taget til Sigiria også den dag, men det var så varmt, og der havde været mindst tusinde mennesker i bussen på vej derop, og busturen havde taget 2 timer og at bestige bjerget for at se templet gav en del sved på panden (og det siger jeg, selvom jeg lige har vandret Caminoen), så det opgav jeg og tog tilbage til Kandy istedet for bagefter, hvilket var godt, da denne tur tog næsten 4 timer stående op i bussen juhuuuuuuuu…

Men jeg var jo kommet til Sri Lanka for at se lidt ja, men også for at slappe af og grounde efter Kerala´s oversvømmelser, så efter at have set en te-fabrik, The Tooth Tempel og Den botaniske have, så tog jeg to dage senere mod Colombo med tog.. Hold nu op.. her blev det også til 4 timer stående, eller næsten, for jeg tog muligheden og satte mig på gulvet i mellemgangen.. og derefter tog jeg en Highway bus til Matara, hvilket var en velsignelse, eget sæde og aicondition, Yes yes..                 Ved ankomst til Matara kl. 19:30 fandt jeg en lokal bus til Tangalle “Singaull” (Endnu en time stående op) og derfra en tuc-tuc til mit homestay ved kysten.. Denne tur fra Kandy til Tangalle, skulle have taget 6,5 time, men det blev rundt regnet til en tur på 10 timer suk.

Men denne gang skulle jeg bare slappe af og ikke rejse nogen som helst steder i en uge.. og hold op hvor var det dejligt, skøn strand meget tæt på, dejlige mennesker, skønt homestay og et posthus der fungerede som der hjemme, bedre end derhjemme, og i alt fald 100 % bedre end i Indien. her endte jeg med at købe en rygsæk og sende min kuffert hjem, da den var så træls at have med i diverse tog og busser.

Når jeg rejser rundt på egen hånd, kommer jeg i utrolig god kontakt med lokalbefolkningen, nogn gange for god, men indtil videre har jeg hurtig kunne sortere dårlige kontakter fra. Nogen af disse mennesker, som jeg har mødt i lokal livet i Tangalle, vil så gerne at jeg bosætter mig der og laver forretning med yoga, ayurveda og massage. Men det gør jeg nu nok ikke, men dejligt at vide at man har muligheden og det skulle iflg. lokal befolkningen ikke være svært her.

Mit sidste stop inden jeg tog tilbage til Negombo, var Galle (Gaull) Denne by, men mest dens Fort var helt bestemt et skønt sidste stop. Inde i fortet var det som at komme til en gammel engelsk/hollandsk landsby og her var hygge, og forfærdelig mange tyskere. Indtil nu havde jeg kun mødt franskmænd, men her var tyskerne klart i overtal, (fra lokalbefolkningen ved jeg at dette fænomen gør sig gældenede op langs hele vestkysten).    

At være på Galle Fort, på spidsen af Sri Lanka, gør at man har den skønneste udsigt ud over havet og solnedgange, wooow det var smukt.

 

 

Nu idag er jeg efter en tur på 5 timer med skift imellem busser og tuc-tucs nået Negombo, hvor jeg skal overnatte, for at flyve tilbage til Goa imorgen. Jeg slapper af med at skrive dette her og nyder at være tilbage på første overnatningssted. Og så er jeg ellers klar til Indien og Goa igen..

Lige et par små tips, til dig der gerne vil til Sri Lanka:

  • 100 Lkr =  4,00 Dkr.
  • Tuc-tuc pris 1 km = 100 Lkr sådan ca., kan forhandles og aftales inden kørsel.
  • Lokal bus pris = ca 180 Lkr for 2 timers kørsel.
  • Highway bus pris: mellem 150 – 600 Lkr. afhængig af hvor langt du skal med.
  • Hotel/homestay = Sørg for at finde et med karakteren 8-10 på booking dot.com, som de bruger mest her.. brug filter til at finde hvor du vil bo. men jeg har kun betalt max 115 pr. nat med morgenmad, balkon og a/c, under 100 kr, er der ofte ikke hverken a/c og morgenmad med i prisen.
  • Brug rygsæk, ikke kuffert og rejs med minimal bagage

Og vil så bare sige at jeg helt sikkert kommer tilbage hertil 😇

Hvis du skulle have lyst til at læse mere om min rejse rundt i verden,  så læs videre i næste afsnit af “SKUM”.

I lys og kærlighed, Namasté 🙏 ❤️LillyAcacia

 

 

 

 

 

4 uger i Kerala som studerende

Wooow!!!

Hej, du min kære læser, håber du har haft en dejlig ferietid, hvor du har haft tid til dig selv og dine nære ❤️ Jeg selv afsluttede min skønne ferie i Danmark og på Sicilien, sammen med min datter og søn og resten af min familie den 18 juni og tog tilbage til Kerala i Indien for at studere Ayurveda.

Tak for en skøn ferie med mine nære og kære børn ❤️

Nu er ferien så slut og jeg har siden da gennemgået og er blevet certificeret i Primary Awareness i Ayurveda og har dermed gennemgået et 21 dages kursus, (en rejse ind i ayurvedaens verden) og har tillige fået stor indsigt og erfaring med registrering hos FRRO i Kerala. Måske en erfaring jeg godt kunne have været foruden, alt imens jeg skulle koncentrere mig om at lære en masse panchakarma behandlinger samt indtage viden om hvad ayurveda egentlig drejer sig om foruden at være en Vata, Pitta eller Kapha person.

De 4 uger jeg har været her i Kerala i denne omgang , har været utrolig intensive, der har været så meget at lære, så megen frem og tilbage dokumenter til registrerings kontoret, så megen indkøb til min lille lejlighed som er kaldet et Homestay, som jeg nu er ved at forlade igen.

 

 

Jeg har skulle implementere, at bo i en by, hvor trafikken er stor og larmende, i en lejlighed i et hus, som lå tæt inde imellem andre huse, med vinduer som jeg ikke kunne kigge ud af, grundet de var som badeværelses vinduer og foruden at være grå, så har de også seriøse tremmer, så det lignede mest af alt et fængsel. I lejligheden var der en seng, to værelser uden noget, et køkken uden noget i, ikke engang et køleskab eller komfur, der vr også et badeværelse, men uden varmt vand i hanerne, ingen aircondition kun faner i loftet og intet wifi. Alt dette gjorde det utroligt besværligt for mig at bo der.                               Familien som havde huset, viste sig dog at være utroligt søde og hjælpsomme, rigtig dejlig familie, så når nu det skulle være sådan, så kan jeg i alt fald kun bekræfte at jeg var heldig med familien.

Men jeg måtte investere en del for at kunne leve der, både service, og alt andet til et køkken, jeg lånte dog en elkedel så jeg kunne lave varme drikke og få mig et bad (på indisk vis) hver morgen, og tillige lånte jeg en kogeplade, så jeg kunne kokkerere en smule. Men udover dette, så måtte jeg investere i alt andet, min sofa blev til en madras på gulvet med nogle puder i ryggen og nogle tæpper, det skulle jo gøres så billigt som muligt.

Men nu efter denne kamp, så har jeg overlevet mit første kursus i Primary Awareness in Ayurveda og fået certificat på dette wiiieee 🙂 har dog besluttet at jeg ikke tager de to næste kurser, da jeg ikke kan finde ud af at bo i denne by Aluva. Mit hjerte går til Goa og havet hvor jeg føler mig tryg, sikker, rolig, og med krop, sind og ånd i balance.

Min yoga har desværre lidt afsavn og min krop viser sig ikke at kunne lide dette, de 45 minutters yoga og 20 minutters meditation jeg har præstere hver morgen, har ikke været nok til at kunne balancere mig, da jeg har haft rod i mit hovede angående alt det andet, så nu søger jeg virkelig et sted hvor yoga er højt prioriteret.

Kerala Ayurveda Academy eller Kerala Health Village som det også hedder, har professionen helt i top, lærerne er uddannet som doktorer og er fantastiske til at undervise både deres egne landsmænd og os som kommer fra den vestlige verden. Jeg er dybt imponeret over deres viden, så selve undervisning har været helt fantastisk og kan man finde ud af at bo i byen Aluva, så får man en god viden med på sin vej. Det eneste jeg havde problem med på stedet var deres evindelige ugentlige eksamen.. Men stor ros til lærerne.

Selve Health village cafe lever dog ikke op til at skulle være ayurvedisk, ud fra de ayurvediske principper om mad, og vi udlændinge, som mest havde Pitta Dosha, måtte gentagne gange bede om mad der ikke var stærkt krydret. For er man mest Pitta i Dosha, så har man ild i maven. Det vil sige høj digestion, og krydret spicy mad fører denne ild til store flammer og vi risikerer hermed at skulle på toilettet mange gange om dagen og dermed stor risiko for dehydration. Hermed fandt jeg så ud af hvorfor jeg hver gang , jeg har været her i Indien har dehydret op til flere gange.. Jo jo man skal lære hele livet, så nu er det slut med spicy mad til mig 🙂

Lige nu, sidder jeg i skrivende stund og er glad, glad fordi jeg både har fået certifikatet og dermed bestået første kursus i Ayurveda og kan forsætte til næste hvis jeg ønsker, men også glad fordi jeg endelig har fået min registrering igennem hos FRRO og kan blive her et helt år uden at absolut skulle ud af landet hver 90 tyvende dag og ind igen. Nu kan jeg tage ud og ind af Indien som det passer mig og skal ikke diskutere det myndighederne herude indtil juni 2019 🙏 Det har været en kamp uden ligestykke at få det igennem og har som sagt taget 3 uger og utrolig megen energi fra mig og academiets side, så megen hjælp de har givet mig, så jeg næsten føler det er forkert ikke at forsætte der, men det gør jeg ikke. Men jeg er glad nu 😀

Jeg er nu i Fort Kochi igen, som jeg tidligere i mine blogs har beskrevet som en dejlig by, jeg sidder og skriver på et skønt hotel med swimming-pool og føler mig utrolig priviligeret over at kunne gøre det.. Byen er dejlig og hotellet er skønt, men jeg har ikke lyst til at være i Kerala mere, her er ikke mere for mig at lave, så jeg tager imorgen ud og tømmer min lejlighed i Aluva, og på torsdag tager jeg videre til Maldiverne. Ville rigtig gerne have været til Bali, men da der lige har været to store jordskælv på to naboøer til Bali, så ved jeg ikke hvad det har forårsaget på Bali og med erfaringen fra oversvømmelserne i Idukki og Munar som også påvirkede Aluva, hvor vi var i alarm beredskab til at blive evakueret i 2 døgn, (viste sig dog ikke at blive nødvendigt, heldigvis) så har jeg ikke lyst til at have bekymring om jordskælv også .

Livet er en stor rejse, med både op- og nedture, megen læring og fantastiske danse i solskin og regn. Jeg spiser af livet, med glæden boblende inden i mig af bare taknemlighed over hvad det byder mig og lige nu er jeg parat til regndans her i Fortkochi❤️

Hvis du stadig har lyst til at følge min rejse gennem livet, så læs gerne med i næste afsnit af “SKUM”

I lys og kærlighed, namaste 🙏 ❤️ LillyAcacia

 

 

El camino de Santiago, del 4

Fra Leon til Pedrouza: Op og ned, livet i en nøddeskal ❤

At komme ud af Leon viste sig at være lige så svært og kedeligt, som det var at komme ind til Leon. 7 km igennem et stort industrikvarter, fortov efter fortov, larmende biler og vildt meget op af bakke. Kom på et tidspunkt til at gå bag nogen Koreanere, som gik med deres vandrestave på den underlige måde, hvor det bare siger “klik – klik” hele tiden. Det er til at blive vanvittig af at høre på. Vil dog sige at Koreanerne er ikke de eneste der går med vandrestave på den måde, men det er forfærdeligt at høre på og når man er vant til freden på stien, så gør disse mekaniske klik klik lyde i fortovet, ens ører sensitive for den lyd!  Tålmodighed og overbærenhed må være ordene, lydene vil jo forsvinde af sig selv, ud i det blå efterhånden som vi skilles fra hinanden, da vi alle vandrer i forskelligt tempi.

Ud af byen kom jeg, vandrende sammen med en anden pilgrim og så mødte jeg den sidste del at Mesetaen, så smukt, en lang strækning med det skønneste blomster flora af lavendel og blå kornblomster og lyng, det var som at være på den danske hede, stilheden og tankerne fyldte mit hoved og fødderne vandrede af sig selv, uden regn indtil en lille by Oncina de la Valdoncina, hvor vorherre sendte den største regnbyge ud, alt imens, vi heldigvis spiste frokost. Men ak og ve, vand skulle vi åbenbart have, så de næste mange km til næste overnatningssted Villar de Mazarife regnede det.

I denne lille by var det vært at finde rundt, ja det lyder mærkeligt, men det lykkes mig at fare vild i byen, til trods det var en lille by. Og så landede vi på et koldt men hyggeligt herberg, hvor jeg mødte Jaqueline, en tysk pilgrim, for anden gang, havde ikke set hende siden vi var i Zubriri for uger siden, så det var hyggeligt at møde hende igen, her mødte jeg så også for første gang et par andre danskere, ganske unge mennesker, men skøn og dejlig energi.

Forlod byen tidligt næste morgen, jeg har jo vænnet mig til at lave om på nat og dag, så gik alene og hyggede mig med fuglenes sang i den gryende morgen, Det var så dejligt. Jeg havde en meget kort vandretur foran mig, for ville rigtig gerne overnatte på et specielt Herberg med hjemmelavet vegetar mad og yoga, meditation, det kunne da ikke være andet end et skønt sted. Så nød min morgenstund stille og roligt, faldt ind på en cafe/bar for at spise morgenmad og forsatte så mod byen Hospital de Orbiga, med den vidunderlige romanske bro, woow den var smuk og hele byen summede a vidunderlige vibrationer. Fandt mit herberg for natten, fik lavet yoga sammen med et par andre, dvs. jeg ved ikke om det kan kaldes for yoga, for han var ikke særlig god den underviser, men noget der lignede, jeg modtog også massage og healing, den var forøvrigt til gengæld rigtig god.. Maden var super og ligeledes var selve stedet og de personer der havde stedet, alt i alt en dejlig oplevelse. kan kun anbefales kaldes “Albergue Verde” og befinder sig lige inden udgangen af byen og ikke før, men efter broen. Også startede det ellers med at regne, det regnede hele aftenen og natten igennem og næste morgen med.

Afsted gik det så denne morgen, vådt i vådt, og alt imens jeg gik igennem det ene lag mudder efter det andet, jo mere deprimeret blev jeg, det var så langt og så vådt at vandre til byen Astorga. Humøret var virkelig ikke super, men gevinsten var en fantastisk smuk Katedral og Gaudi Palace. Så glad for, at jeg havde tid til at se dette, og San Javier, var et super dejligt herberg og igen mødte jeg så igen Jaqueline. Tilbragte den sidste rest af dagen i byen med at lede efter en jakke, da jeg havde fået at vide, at jeg ellers ville fryse igennem de sidste bjergegne, det tog tid at finde den rigtige, men så løb jeg istedet på både Chris og Sue Ellen fra Canada og Graham fra midt vest USA, så hyggeligt.

Dagen efter var det heldigvis tørvejr fra starten og det gjorde både tankerne lettere og energien større. Efter få kilometer kom vi til en meget lille kirke som havde et vidunderligt lille alter og så et pilgrims digt på muren ind til kirken.

Herfra gik jeg videre op, op, ned og ned og ligeud tilsidst igennem en meget stejl opstigning igennem by og derefter igennem en stærkt tilvokset plantage på en meget smal, men meget smuk sti. stilheden var larmende, selvom både smukke sommerfugle og andre fugle samt skønne udsigter krydrede min dag.. Fødderne gik for mig op op op op og så igennem et skovområde med den ene store mudderpøl efter den anden, det er så sjovt at have sandaler på igennem disse mudderpøle, fødderne tager mudderbade, det skulle jo være så sundt.  Men til sidst, efter al min op af gåen mod bjergtoppen af Foncebadon nåede jeg frem til byen Foncebadon, som havde flere herberger, lige før toppen af bjerget, hyggeligt herberg at overnatte på og gevinsten for at tage opstigningen til bjerget over en dag, var jo at det ville blive meget nemmere den næste dag.

Toppen af kransekagen næste morgen var så afgjort at nå toppen nemlig “Cruz de Ferro in the height of 1.500 m. Wooow det var så specielt at stå på dette sted, det højeste bjerg på denne Camino. (Pyrenæerne  havde jo kun en højde på 1.400 m, men var til gengæld meget sværere at komme op til, da de gik stejlt op hele tiden). Det var virkelig et helt specielt punkt på hele Caminoen og alle måtte helt op og røre søjlen og efterlade et bevis på at de havde været der, det var også et punkt til stor eftertænksomhed og selvfølgelig også et udsigtspunkt.. Men udsigten denne morgenstund, var lig med nul, for det var diset og tåget, man kunne ikke se mange meter foran sig øv øv..

Derfra gik det jo bare ned ned ned af bakke, til byen hvor morgenmad nr. 2 ventede og derefter til spøgelsesbyen Riego de Ambros.. hvor man i starten af byen kunne deltage i synet af fåreklipning, hvis man havde de lyster. Men det var virkelig en spøgelsesby, og hver gang jeg kom igennem en af disse spøgelsesbyer, blev jeg fyldt med kedelig energi, træthed og mismod, så det gjaldt blot om at komme igennem.. og så det gik ellers nedad. hold da op, præcis lige så farlig nedgang som fra pyrenæerne måske endda mere, det var virkelig stygt igennem en smal skakt at granit fliser, vand, og rullesten, stejlt stejlt ned over rigtig lang tid, jeg skal lige love for, at det var koncentrations tid. Midvejs nede af bjerget stoppede jeg og overnattede i en by Molinaseca.

Og her i denne by, mistede jeg på en eller anden vis, min ny indkøbte ring fra Indien, den var så smuk, men skulle åbenbart ikke med mig længere, måske skulle jeg igen huskes på at materielle ting og sager ikke betyder noget i verden. For hvad er materielle goder kontra det at have et godt og spændende liv.

At ankomme til Ponferrada, den sidste storby på Caminoen inden Santiago, var underligt, alting syntes at være lukket, det syntes som om der intet liv var i den gamle bydel også turistattraktionen Knights Templar var lukket fordi det var mandag. Men ja det regnede og regnede og heldigvis var der en åben café, så kunne smide min rygsæk og drikke kaffe.. det var stadig så tidligt på dagen, klokken var end ikke 10 <3

Jeg havde en virkelig dum dag, men da jeg havde set et Mc.Donalds skilt på vej ind til byen, besluttede jeg mig for at finde Mc. Donalds, som viste sig at ligge i et stort indendørs center. Dagen var reddet, aldrig har et Mc. Donalds måltid smagt så godt før (Så træt af spanske pilgrims menuer), aldrig har et butikscenter været så hyggeligt før og der var selvfølgelig også en H&M butik, så jeg kunne købe et par nye leggins, da et af de andre par var gået i stykker. alt det kunne jeg gøre i tørvejr mens alle andre gik ude i regnen Wiiiiieeee. <3 og nu var dagen pludselig blevet vendt til at være en dejlig dag, og der var nu kun 211 km tilbage af Caminoen.. Mærkeligt at tænke på..

Fra Ponferrada – Villafranca, Villafranca – Laguna de Castilla O´Cebreiro til den tredje og sidste bjergtop med en højde på 1.275 m … igen op op op.. over 15 km, i regnvejr, og jo højere vi kom op, jo mere blæsende og koldt blev det.. Etnografisk museum var flot, men der var så koldt på toppen, (som også  var  grænsen ind til Galicia) at jeg forsatte et stykke på den anden side.. Et nyt herberg lokkede, men seriøst, hvor var det koldt og kedeligt også.. Dog kunne mine ben ikke mere, så der var intet at gøre andet end at stoppe dagens tur.

Fra O´Cebreiro som faktisk ikke var det højeste punkt på bjerget, for det viste sig at være “Alto do Polo” som var 1.337 m, men herfra gik det bare nedaf de næste 37 km igennem regn, mudder, kulde og ect. hvorefter jeg mødte “Sarria” (byen hvor andre, turisterne der gerne vil gå sig en lille hyggetur på 100 km og skole afgangsklasserne, der efter sigende skal vandre 100 km for at kunne bestå deres eksamen) kom til, byen hvor Caminoen vendte sig fra, at være et fredeligt vandrested til et kaos af mennesker.

 

Alt herfra dette punkt syntes mærkeligt, for pludselig blev der larm omkring os pilgrimme, turisterne er som regel i grupper og der snakkes meget højt, og ja skolerne kommer jo også gruppevis. det var så tydeligt at kende forskel på dem og de rigtige caminovandrere. Det jeg syntes er mystisk her, er at de faktisk kan få samme slags certifikat som os andre, også selv om de ikke har gjort det store indre arbejde og ikke har vandret 799 km.. Det burde virkelig laves om.

100 km er jo ikke så langt, så de næste dage gik fantastisk hurtigt, også selv om de foregik i regn.. Vi kom til Den hvide by “Palas de Rei” som var smukt omkranset af sø og flod.Den var hvid, helt gennemført, men først gik det meget nedaf og da vi nåede bunden og floden, kunne vi så krydse en bro for at bestige de mange trapper op til byen.. uhhh det var hårdt, men det var en skøn lille by.

Jo mere vi nærmede os målet Santiago, jo mere stille blev vi og jo mere irriteret blev vi på turisterne, det var ligesom to modsatte verdener der mødtes på stien, en verden som vi pilgrimme slet ikke var parat til at tage imod endnu.

Vi kom igennem mange småbyer, alt gik bare op og ned, og lige ud,  store euculyptus træer fyldte vores næsebor, med den smukkeste milde duft. Vi/jeg overnattede sidste gang i byen Junction Pedrouzo inden Santiago..

Billedet til højre, er af en anden ung pilgrim (Graham) som jeg havde fornøjelsen af at dele noget af caminoen med. Her spizer vi morgenmad i byen Azura, en lokal specialitet “Curro´s med varm tyk chokolade til “.

Hvis du har lyst til at høre om hvordan min caminotur  slutter, hvad angår tanker og følelser  ved ankomst til Santiago og Finesterre, så følg med i næste afsnit af “SKUM”.

I lys og kærlighed, Namasté 🙏 ❤

Lilly Acacia

 

 

 

 

 

 

 

El camino de Santiago, del 3

Pamplona til Leon, smerte og indsigt ❤

Der er sket så meget siden Pamplona og jeg har ikke fået skrevet så meget som jeg gerne ville, for smerte og træthed har fyldt enormt meget, men ligesom for mange andre på denne tur har jeg også haft utrolig mange tanker og er blevet fyldt til bristepunktet med fantastiske syn udover marker og bjerge.

Imellem Pamplona og Logrono, blev jeg ramt af inflammation i mit skinneben, dette har gjort at jeg har måtte sende min rygsæk fra sted til sted i halvanden uge, indtil jeg igen kunne gå nogenlunde normalt. Jeg var lige ved at opgive helt, i en lille by Ventosa, var mit ben så hævet og jeg havde flere vabler en ønsket kunne være og det gjorde så ondt at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle komme videre, men jeg vidste heller ikke hvordan jeg i denne lille flække skulle kunne komme af caminoen. Dagen efter Ventosa var den sidste dag jeg overhovede prøvede at have mine støvler på og ved næste hostel stop, besluttede jeg at sende min rygsæk i forvejen til et sted som jeg vidste at jeg kunne klare at gå til..

At vandre 800 km kilometer er ikke et spørgsmål om man har gjort det med eller uden rygsæk, at vandre så langt er et spørgsmål om at lytte til både krop, sind og ånd og hvis en af delene fortæller dig, at nu har den del fået nok af vægten fra rygsæk og forkert fodtøj, ja så må man indse at kun en selv kan gøre noget ved det, og det det er ingen skam at sende rygsækken afsted alene, hvis det er det der skal til for at hele og derfor har de også langs caminoen gjort det muligt at gøre det for en overkommelig pris. Det er service af høj rang.

At vandre her en stor udfordring for langt de fleste mennesker, den største udfordring er for mig dog ikke selve vandringen, men at overnatte på de forskellige hostels, så hver gang jeg kommer til en større by, finder jeg noget mere behageligt med eget sove- og badeværelse .. luksus ja, men heldigvis til langt færre penge end i Danmark, der ville det have været umuligt.

Jeg har været i så mange byer, at jeg ikke kan huske navnene på dem, jeg kan snart heller ikke følge med i hvem jeg har snakket med og ikke snakket med, men fra Najera til Santa Domingo mødte jeg 3 friske engelske venner, som jeg kom til at snakke og vandre sammen med, det viste sig, at de 2 af dem bare skulle prøve caminoen for 1 dag og at den sidste boede her i Logrono, som vi næsten lige havde forladt, den sidste viste sig endvidere at være en slags turguide for de to andre. Denne sidste person, turguiden, valgte at lade de to andre forsætte alene, mens han forsatte i mit tempo, det var en fantastisk oplevelse at dele med ham, for han havde samme opfattelse som jeg, om det at lytte til hvad krop og sind vil, fremfor hvad andre caminovandrere og kloge velmenende mennesker mente, vi havde /har samme indsigt i livet og den energi som han gav mig var helt fantastisk.. Men det var jo kun en dag i livet, og som med alle de andre mennesker jeg møder her, så er det en forbi passerende oplevelse ud af mange. Men han gav mig nok energi til at forsætte min tur, og jeg er ham evigt taknemmelig for dette.

Da vi nåede Burgos, den næste storby, havde jeg nået at gå 300 kilometer og det fejrede jeg sammen med en masse andre, 300 km er langt at gå og hold da lige op, hvor er det sejt at kunne gøre det 🙂

2 dages pause i Burgos og så gik turen videre, denne gang startede Mesetaen, som er en lang lige ud strækning med karakter af dansk landskab, en strækning til fordybelse og især i regnvejr, hold nu op hvor er jeg træt af regnvejr og kulde og derefter et kort skift til 2o graders varme hvis solen skulle finde på at kigge frem.

Burgos – Hornillos del camino, mange kilometere og så kommer man frem til en lille by, hvor alle hostellerne melder udsolgt, ok, hvad gør en klog så? Jam så må den kloge jo bide i det enormt sure æble og tage en taxa til næste by, for har man først gået 25 kilometer, så er det umuligt at forstille sig at man skal gå 11 km mere arrrhh men altså, Taxa til Hontanas..

Hontanas, hvor er jeg glad for at det blev der jeg kom til at overnatte, for her var den smukkeste lille kirke, hvor den indbød til meditation, den var smuk, stilheden og puderne som var lagt, sat foran et stort lysfad, var bare lige noget jeg ikke kunne lade være med at gøre nytte af.. Senere var der messe i kirken og en af de skønne piger jeg havde vandret et par dage med, var oppe og læse et afsnit af biblen. en smuk ceremoni, som jeg ikke forstod så meget af, da det meste var på spansk..

Fra Hontanas gik turen videre ud over en lang strækning med megen gang på asfalt og i totalt regnvejr, en udmattende tur som krævede sin mand tankemæssigt og godt fodtøj, men jeg nåede frem tidligt, da det kun var ca. 22 km, fik det skønneste hostel i den lille by og nød at være der sammen med 2 tyske kvinder jeg havde snakket med i nogle dage, da vi mødtes i hveranden by, det blev til en skøn eftermiddag med yoga, og alt for meget rødvin, men så sover man da bare ekstra godt, når man både har rødvin indenbords og en rigtig dyne over sig.. vil dog lige sige at jeg ikke var fuld, da rødvinen hernede kun er på 12 % mod den vi drikker i Danmark som er på 21 %, det gør en stor forskel.

efter Itero de la Vega, troede jeg at jeg kun ville vandre 15 km næste dag, men jeg havde allerede nået de 15 km klokken 11 og så ingen grund til at stoppe da solen stod højt og energien ligeledes, så jeg forsatte 11 km til igennem markveje, mudder, vandpytter lige indtil jeg nåede det bedste af alle hostels på denne tur.. nemlig Poblacion de Campos – Villementero, et landligt sted, udenfor lands lov og retning med tipier og tønder og bjerghytter som man kunne vælge at sove i, hvis man ikke ville sove sammen med andre.. Stedet her havde en fantastisk atmosphære, med æsler, gæs, høns, hune og katte og det skønneste værtspar.

Jeg lavede min yoga på græsplænen og pludselig var der et æsel som meget gerne ville deltage, jo jo, jeg har prøvet at lave yoga med hunde og katte, og nu kan jeg jo så også skrive yoga med æsel på den liste.. Vil dog sige at det er et svært stort dyr at styre ved en yogamåtte 😂

Fra Villementero til Carrion de los Condes og videre til til Calzadilla de la Cueza, først gik det hurtigt, opad og langt lige ud til første by og så blev det så meget regnvejr, så her lavede jeg en af min store fejl, jeg styrtede nemlig ind i den første camino sportsbutik jeg så og købte et par skønne Salomon trekking sko i den tro at jeg kunne holde ud at gå 18 kilometer med dem i regnvejr.. Men nej, efter 2 kilometer gav både mit højre skinneben og min venstre forfod op.. så jeg stod midt i regnen og skiftede over til sandaler, så ikke nok med at jeg havde spildt 1 time og over 1000 kr, på at være i den butik, ja så måtte jeg også bruge kostbar tid på at skifte til mine sandaler igen og bære på de nye sko også ak ja, jeg følte mig tåbelig og det regnede bare og det var en lang strækning af ingenting, jeg ved faktisk ikke hvor mange gange jeg talte med mine engle, og bad dem samt Gud om at stoppe regnen og sende lidt sol i stedet for, det var en utrolig lang og hård tur. Men jeg nåede frem ved 16 tiden og fandt et hostel at sove på. Alt var godt, men men, jeg kunne bare ikke sove om natten, så jeg var allerede oppe igen kl 04:30, pakkede mine ting, og var ude af døren, mens det stadig var mørkt, men wow hvor var det godt at forlade den sovesal..

Jeg havde en fan-tastisk dag, de første timer uden regn, nåede Morantinos inden en tordenbyge brød ud, (og i denne by, havde de Hobbits huler, ja ja, det var det ikke, men det lignede det, det var til gengæld gamle vinhuler), Jeg nåede dog at hoppe ind på en lille restaurant med nogle søde værtsholdere, inden det styrt regnede, her fortalte de at regnen ville stoppe efter den næste by, og det gjorde den sørme jubbiiie.

Efter 26 km nåede jeg frem til Sahagun, en by der syntes større end den var, for det viste sig at den kun havde 3000 indbyggere og mange tomme huse, dog havde den en bymidte med liv i.

Og ja, næste da skinnede solen og da min energi var høj, tænkte jeg at jeg sagtens kunne klare at vandre 31 km, men da jeg stadig efter de første 20 km var fyldt med energi, så valgte jeg at vandre ud af en forfærdelig kedelig landevej, med asfalt, ingen biler eller noget andet i 11 km og derefter yderligere 6 km.. kom dog så sent til byen Mansilla de las Mullas, at der var optaget på et hostel, som jeg gerne ville overnatte på, men de havde dog et værelse for 2 personer ledigt, jeg diskuterede prisen med den og de gav sig.. og jeg siger bare at det værelse var de 20 € værd.. Jeg sov rigtig godt.

Og igår , ja der nåede jeg så frem til Leon, en kæmpe storby, to overnatninger er krævet i storbyerne, det er jo vigtigt at huske at hvile, og idag har jeg så både fået sendt støvler og sko til Santiago og dermed mindre vægt i rygsækken.. Åhh det bliver så godt ❤

Jeg har også været i katedralen og på museum og nydt min pause og et hostel med luksus til lavpris kun 15 €., men men her nyses og hostes, høfeberen er over mig eller er det mon en forkølelse.. Nahhh.. høfeber er vist ordet, for jeg rammes da ikke af forkølelse..

Nu ikke mere for idag, har du stadig lyst til at følge mit liv, så læs med i næste afsnit af “SKUM”

I lys og kærlighed, namasté 🙏 ❤

Lilly Acacia

 

 

 

 

El Camino de Santiago, del 2

Tanker og indsigter undervejs på caminoen 🙏

At være en pilgrims rejsende på caminoen, gør at man bliver klogere, klogere på så mange ting, for man har tid til at tænke lidt ind imellem vandringen og hostellet.

Jeg kan undre mig over, hvorfor sådanne søde mennesker, som der er på de forskellige hostels, ikke ved, at det er så vigtigt med en en god energi og protein fyldt kost, når man vandrer caminoen.  Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi bliver budt en hostel dinner meny med et valg imellem fisk med pomfritter uden grønt og kylling med pomfritter uden grønt. Ej heller deres morgenmad er god at vandre 20 km på. Vi forbrænder så mange kalorier om dagen, svinger imellem at svede og fryse, bruger al vores fysiske og mentale energi, så der intet er tilbage, når vi ankommer til et hostel. Derfor kunne jeg ønske, at man i morgenmadsmenuen, som desværre kun består af en lys ristet baguette med smør og marmelade, et glas juice samt kaffe eller te.. tilsatte udskåren frugt og et kogt æg per person. De ved udemærket hvad vi har brug for, for det har de bevist et par enkelte gange…

Kun på ét af de hostel jeg indtil videre har været på, har det været muligt at købe sig til et stykke frugt og en sportsmassage.

Det er hårdt at vandre 20-25 km om dagen og rigtig mange får hurtigt vabler, dårlige knæ og og mega ondt i benene, så det kunne være rart med massage efter endt dagsvandring, derved kunne manges dårlige knæ og andre muskelskader undgåes., sikken en forretning jeg kunne få her.

Husk at det er totalt super sejt at have både vandrestøvler og trekkingsandaler med i bagagen, så kan man skifte af og til, og tro mig, det er virkelig en befrielse at kunne gøre det.

Der er ligesom noget helt galt med at vandre denne camino, der er virkelig gået trend i at gå tidligt i seng og stå mega tidligt op og komme afsted førend alle de andre… Der er virkelig Rushhour på hostellene hver morgen mellem kl. 5:30 og 7:00.. For hvis man kommer tidligt afsted, så kan man nå at få en god seng på et hostel til kommende nat, meeeen, der er virkelig gået for meget sport i at komme først. Glæden over turen kan nemt forsvinde, og for mig virker det som en konkurrence, at man skal være den første og i alt fald ikke den sidste ude af døren om morgenen..

Det som mange virkelig eftertragter, (efter hvad jeg har hørt undervejs, på mine nu små 200 km), når de planlægger deres tur, er at komme væk fra stress og ja derhjemme, væk fra dagligdagen og bare være, og ja der er nok også nogen der vandrer den, bare for at kunne sige de har gjort det. Men der er så meget run/stress på om morgenen, og jeg syntes at det er synd, at det er blevet sådan og det kræver virkelig sin mand/kvinde, at kunne stå imod dette stress og pres fra morgenstunden, for som regel er der sovepladser nok til alle. Dette stress fylder også meget på turen, hvor man jo nødig skulle holde for mange og for lange pauser, for så smutter sengepladserne jo også. Jeg ser det virkelig som en udfordring af de store, ikke at lade sig smitte af denne stress præget kultur, for deltager man i den om morgenen og igennem dagen, jamen så holder hjernen ikke den ferie, den har haft så hårdt brug for, og den ro, som folk eftertragter så højt, den får de ikke, men kommer i mange tilfælde hjem herfra, lige så stresset, som de var da de begyndte turen, hmm..

I starten jeg gik, gik jeg mange gange sammen med andre og måtte sætte mit tempo efter dem og de efter mig og snakken går så godt, imens man vandrer, men hvis det er ro man kommer efter, så nytter dette samspil ikke på turen, for mange indretter sig efter hinanden og tager pauser når andre gør det, og glemmer ofte at slappe af og pauserer den, når det er nødvendigt, for man vil da ikke sinke de andre. Derfor får mange vandrere vabler og muskelproblemer, som kunne have været undgået hvis de havde lyttet til kroppen istedet for bare at følge de andres tempo. Ikke alle vil gå lige langt, men mange har svært ved at sige fra, hvis dem de følger med gerne vil videre, end man egentlig har kræfter i benene til. Det er sen svær balance at anerkende sin egen krops behov og samtidig kunne sige fra, uden at være nervøs for, at man træder sin vandrepartnere over fødderne, bogstaveligt talt.. Nej alså ikke, men forstå mig ret 😉 ingen ønsker jo at genere/såre andre og melder derfor så ikke ud om, at de egentlig gerne vil stoppe for dagen.

Jeg har indset, at det at slå følgeskab ikke er noget for mig, jeg vil da gerne være social, men det sociale for jeg rigeligt af hver eftermiddag og aften, hvor vi nok er mellem 40 – 70 mennesker på hvert hostel, så det er svært at undgå ikke at være social. Jeg gider ikke den rushhour om morgenen og jeg vil helst gå i eget tempo, men jeg har også indtil nu mødt rigtig mange dejlige mennesker, efterhånden  som vi kommer frem til  de forskellige byer, vi møder forskellige mennesker hver gang vi holder pause i en by, så hvis man vil være alene med sine egne tanker, så er det vigtigt at handle ind, så man har mad nok med til turen og kan holde sine pauser væk fra de små byer.

Allerede nu har flere af dem, jeg er startet ud sammen med, givet op grundet skader og er taget hjem, det gælder især de unge mennesker, men også ældre. jeg er selv skadet, har svært ved at gå i mine støvler grundet forfods pladtfodethed på venstre fod, dette gør djævelsk ondt, når jeg går i støvlerne, men jeg har også pådraget mig en skinnebens inflammetion på højre ben, og årsagen skal nok desværre findes i, at jeg har bundet mine støvler for stramt om anklen,, så der har været for lidt plads til at senerne kunne arbejde som de skulle, eller musklerne bliver overanstrengte, når det går meget ned af bakke. Denne inflammation, har givet mig en ordenlig nedtur og uplanlagt længere pause i Logrono. Jeg må indrømme at det gør virkelig ondt og humøret har været en del på lavpunktet 😞

Alders gennemsnittet her er faktisk langt højere end jeg havde regnet med, der er flest ældre i øjeblikket, alderen ligger gennemsnitligt mellem 50 – 75 år, dog er her også enkelte unge mennesker. Her er rigtig mange Koreanere, og Canadierer, men bortset fra dem er der folk fra det meste af verden, incl. Danmark. Ikke mange danskere dog, indtil videre har jeg mødt omkring 8.

At vandre caminoen, er som at blive indlemmet i en stor familie, alle er meget omsorgsfulde over for hinanden og tonen er dejlig, men hvis man holder pause uden for byerne, så kan man være sikker på at alle der suser forbi, spørger om man nu er ok, om alt er vel.. Så ingen lades i stikken alle kommer hinanden ved. Hyggeligt og dog lidt for meget af og til, men vi vil jo hinanden det så godt.

Jeg har nu lært at få handlet lidt madvarer i hver by, så jeg kan nøjes med en kop kaffe i byerne ,eller bare gå igennem dem uden at stoppe, ja jeg er nok asocial, men jeg har brug for at være i mig og mine egne tanker  ❤

Jeg har lært at sige nej tak til følgeskab, da jeg ikke vil sinke nogen og har mest brug for mit eget tempo ❤

At gå Caminoen er en udfordring af de store og jeg beder, samt tror på, at min tur fra nu, bliver uden skader, så jeg når frem til Santiago i god stil. Men tro mig, det bliver i mit tempo, for jeg er så heldig først at have deadline midt/sidst i juni måned og dette er vigtigt at fortælle dig: Hvis du vil vandre Caminoen, så tag dig tid til det, ikke mange kan gå mere end ca 22 km om dagen, så divider 800 km med 22 og læg så mindst en uge oveni til længere pauser. Så har du ca. den tid det vil tage dig at gå turen og går det hurtige end planlagt så nyd et længere opholdundervejs eller i Santiago ved målet ❤ pas på med at have fly billet hjem til en bestemt dato.Hvorfor gør jeg så det her, jo ser du, for mig har det at vandre caminoen, kaldt på mig i mange år, og trods mit ævl og kævl, så elsker jeg at vandre og syntes at Spanien og landets folk gør utroligt meget for os som tager turen, hjælpsomme, smilende er de, men engelsk kan de altså ikke tale ret godt  ❤

Hola spaniolas, i buen camino, gracias 😉

I lys og kærlighed, namasté 🙏 ❤ Lilly Acacia

 

 

El camino de Santiago, part 1

St. Jean Pied du Port – Pamplona 🙏

Startede min Camino tur lørdag 5/5 – 2018 op af bakke! Ohh ja, det var rigtig meget op af bakke lige fra dag 1. Kom sent afsted fra mit hostel, fordi jeg skulle have sendt en pakke med noget tøj hjem, så måtte vente på st posthuset åbnede.. kl. 09.30 satte jeg igang og så gik det ellers bare op af bakke, og da jeg troede at nu kunne vi ikke komme højere op, ja så gik det endnu mere op af bakke efter det næste sving..  det lyder næsten som et piv fra mig og det føltes sørme også som et piv, men men hold op hvor var det smukt, et vidunderligt landskab strakte sig ud foran og bagved mig, Jeg havde da aldrig troet at jeg skulle bestige bjerge, grundet min højdeskræk og nu var jeg så igang med at bestige Pyrenæerne. Engang imellem tror jeg virkelig at må jeg må være gal at jeg overhovedet kunne få den ide at gøre det.

Meningen var faktisk at jeg ville have startet i Reconcevalles, men en masse yogamennesker og en sød yogakollega, fik mig overtalt til at starte i St.Jean Pied du Port (Thank you Ceri) Og jeg må indrømme, at jeg ville have været ked af det, hvis ikke jeg havde gjort det, for her var virkelig smukt. Men hold nu op hvor var det hårdt og da jeg havde besteget 8 km, kom jeg til Restaurant hvor der var overnatnings mulighed, men jeg syntes det var for tidligt at stoppe, vel, det gjorde jeg i alt fald indtil jeg hørte at jeg skulle gå 18 km mere, hvoraf de første 8 ville være direkte op af bakke og at nedturen bagefter ville blive slem, førend jeg ville nå Reconcevalles, for der ville ikke være andre overnatningsmuligheder ! så besluttede jeg at bede pænt om en seng at sove i. Og heldigvis var der lige en ledig seng tilbage, jubbiee hvor heldig kan jeg være  🙏

Her mødte jeg de første danskere, et ægtepar fra Ringsted Lise og Jackie, skønne mennesker, der såmænd tager turen for fjerde gang. Så noget må turen give fra sig. Alt imens jeg sad og nød min kaffe med udsigt ud over bjergene, tænkte jeg om jeg mon havde taget munden for fuld, ville jeg blive i stand til at klare turen, og mens jeg sad med disse tanker kom Lise ud fra cafeen og inden jeg nåede at sige noget, sagde hun: Jeg kender dine tanker tror jeg, og ja selvfølgelig kan du vandre denne tur, hvis jeg kan, så kan du også .

Og ja selvfølgelig kan jeg det. Første overnatning viste sig at foregå i en sovesal, med 6 Italienere, en Tysker, et par fra Canada, en Amerikaner og så mig.. Godt jeg havde ørepropper med, det her hostel liv er da lige noget man skal vænne sig til. men søde mennesker var/er de og det er lige som om, at alle dem incl. mig der vandrer caminoen bliver til en stor familie, alle er yderst omsorgsfulde over for hinanden undervejs og der bliver uddelt kram og positiv psykologi til alle der har brug for det, alle hilser på hinanden undervejs og jeg har allerede lært to ord på spansk, nemlig: Buen Camino 🙂 , det er faktisk lidt vildt at se se og mærke hvor meget vi kommer hinanden ved, og måske lige en tand for meget af det gode og hyggelige.

Dag nr. 2 startede med total opstigning, folk passerede mig, for at jeg derefter passerede dem, grundet at vi holdt pause forskellige steder. På et Tidspunkt nåede jeg et højdedrag med en fantastisk udsigt og hvor Lady Virgin of Orisson stod på toppen, eller måske var det madonna, som de blot kaldte Virgin of Orisson..

Turen gik derefter videre indtil kl 12, hvor der så holdt en vogn med mad som alle kunne købe af, hvis de havde lyst og mon ikke de fleste havde det.. han havde blandt andet både kogte æg og bananer.. wiiiee, proteiner, som vi ikke havde fået til morgenmad, for der får man desværre kun kedeligt lyst brød uden hverken æg eller frugt øv øv..

Derfra gik det bare endnu mere opad, på jord og rullesten og meget ujævnt terræn, her blev mine vandrestave en kæmpe hjælp og jeg var ligeledes glad for mine vandrestøvler.. havde skiftet sokker en gang, men gjorde det lige igen. For det siges at være godt at gøre det hveranden time. Alt vel og pludselig nåede vi  passet uden at have opdaget at klokken havde passeret 13.. og så var det godt nok pausetid.. Sjældent har en møg kedelig sandwich smagt så godt midt på bjerget med den skønneste udsigt og en yogamåtte til at sidde og ligge på er bare en super nice ting at have med 🙏

Åhhh nu skulle jeg så ned herfra dette bjergpas og på et tidspunkt gik det så stejlt ned, at jeg bare havde det svært med min venstre forfod, for sikken mange smerter jeg havde i den, sjældent har noget gjort så ondt. Nedstigningen var usandsynlig stejl og gennem rullesten, det var så svært og så hårdt at jeg jeg måtte lade Lise og Jacki gå i forvejen, for jeg havde virkelig fået de første problemer, men ned kom jeg da i god orden, træt og lignede garanteret en udslidt æblegrød !!! Hen til nærmeste hostel og så i kø. Fik en seng, ja faktisk et smukt nyt og rent sted, med mange senge, som dog var afskærmet hver især.  Reconcevalles og nu 28 km, var nået efter en sindsyg hård etape og mine støvler fløj af mine fødder og på kom mine klipklapper, hurra for dem 😊.

3 dagen startede blødt ud med en skøn lige strækning, som dog hurtigt ændrede sig til nye højdedrag og desværre flisebelagte stiér, op og ned gik det og pludselig startede smerten forfra, det hjalp dog at gå i slalom ned af bakke, så kunne det lige klares og  efter knap 7 km kom den skønneste lille by med en café. Wiieee hvor var det dejligt endnu en gang at smide støvlerne, rende på bare fødder, drikke en kop kaffe og bare være sammen med det skønneste dejlige solskin ❤

Videre gik det så mod en anden lille by og da jeg nåede denne hvor frokosten kunne indtages, besluttede jeg at skifte over til sandaler, og tro mig, det er dog den bedste idé jeg længe havde fået. For derefter ingen smerter overhovedet, ikke vabler foruden den lille støvlerne havde givet mig. og slet ingen smerter.

Pludselig stod jeg foran et sted, hvor et skilt viste, at der var 6,9 km til Zubrini, men vejen så ud til at slutte der hmmm.  og 1 meter derfra et andet skilt der viste caminovejen med et skilt med 7,5 til Zubrini, gode råd var dyre, for hvad vej skulle jeg? det var svært at se, men jeg valgte den med caminoskiltet og hold da op, hvor jeg troede jeg var faret vild, for det gik bare opad og igen i rullesten og inde midt i et skovterræn og ingen andre backpackere at se.. hold nu op, det er første gang jeg følte mig på vildspor, men op kom jeg og pause i tre minutter og så bare op op op igen. hjæælp tabte vejret flere gange.. men da så jeg var kommet helt op og det var et fladt terræn, så smed jeg rygsækken satte mig ned og pustede. 

der kom så en anden koreansk backpacker og gjorde det samme. og så kom der sørme flere cyklister, cyklister på den sti opad, jeg gloede virkelig, hold da op de havde min fulde respekt..  Derfra var vejen let indtil jeg så skulle ned af bjerget igen, for igen stejlt ned og på diverse bjergskiffere.. Og så pludselig var jeg i Zubrini, fandt mit hostel, og gik ud for at få noget at drikke og her mødte jeg igen Lise og Jacki og Michael og Helena, de to sidste fra Austraulien, skønne mennesker på 75 år.

på 4 etape vandrede jeg sammen med en Indisk/Californisk herre. Det var en hyggelig dag at vandre, men hvad vi troede ville blive let, kom til at blive svært grundet regn om natten, snævre smattede skovstier, meget op og ned af bakke i diverse rullesten og ingen cafeer nogen som helst steder, først efter 18 km, kom vi til en by, hvor vi omsider, sammen med åbenbart alle andre vandrere, kunne få noget at spise og kaffe.

Jahhh endelig kaffe, den var så tiltrængt, jeg var så træt og øm i mine ben, at hver gang jeg satte mig, så havde jeg svært ved at komme op igen, og komme igang igen, det var lige som om mine ben bare blev stive på 5 minutter.. Åhhh hvor blev jeg glad, da vi endelig nåede Pamplona ca. 3 km efter kaffestoppet. 🙂 Jeg fandt mig et hotel og smed min bagage.Nu havde jeg virkelig brug for en                pause, så logerede mig ind på et          smukt hotel.

Da jeg vågnede dagen efter, kunne min krop ikke finde ud af sengen, jeg nøs og hostede og øjnene ville ikke åbne og humøret på zero, no go!!!!

Så jeg besluttede at blive i Pamplona en nat mere og finde et sted at få massage. Troede aldrig jeg ville komme ud af den nedtur. Men det gjorde jeg så alligevel da jeg endelig fik massage, og nu hvor jeg skriver, har jeg det rigtig fint og glæder mig til 5. etape, som ser ud til at være meget meget lang opstigning og derefter lige så lang nedstigning nedstigning, så iflg. alle gode råd, sender jeg sendt min rygsæk videre til næste destination og går igennem dette pas uden den.. snyd, ja måske, men jeg lytter til dem der har prøvet turen før og ved hvad den indebærer 😆.

Dette var så første beretning fra min Caminotur og har du lyst til at følge med, så læs gerne næste afsnit af “SKUM”.

I lys og kærlighed, namasté 🙏 ❤ Lilly Acacia

 

 

 

Fort Kochin and Auroville ❤️

Vel ankommet til Hotel Fortkochin Beachinn kl. 17:30 efter en lang, men hyggelig busrejse, på  ca. 3 timer i en rumlebus, hvorefter jeg blev smidt af på et stoppested, der bestemt ikke lignede et stoppested, udenfor Kochin. Bussen kørte og så stod jeg der, ved fortovet, nå nej, for det har man ikke så mange steder i Indien, men ved vejkanten til en stor og larmende gade med masser af reklameskilte og vejskilte, dyttende biler og endnu flere dyttende Rickshaws.. og skal vi så ikke lige også tage alle de forvildede scootere med også. Jo det er engang imellem for meget med det dytteri, en gang imellem bliver man godt nok træt i hovedet af al den larm, og jeg kan sige dig, at 38 graders dryppende hede og sved ikke gør det mindre anstrengende og trættende.

Heldigvis var der en lille hyggelig restaurant, hvor jeg lige kunne få en kop kaffe, inden jeg startede med at lede efter en bus til Kochin, spurgte så nogen indere, hvor busstationen var og de pegede bare vildt på ingenting og ryster så underligt på hovedet ha ha ha 😄 Det var altså noget besværligt og ingen af dem jeg spurgte, kunne engelsk, virkeligt!!!! jeg følte mig som i et fremmede land. Ok, det er det jo også, men altså. Det lykkedes mig dog til sidst, at finde ud af, at der ikke var en busstation, men kun det usynlige stoppested, og derfra blev jeg så henvist til en ny bus, med al min fantastiske oppakning, vi kørte så, over hele tre store broer, for at komme til Kochin, en by, som mere eller mindre var en rundkørsel, med fire udveje, hvor små samt lidt større butikker, blandede sig med den larmende trafik.

Denne gang stod jeg af på en mere normal busstation, et næsten stort stoppested, men med markering på at endestationen eller begyndelsens stationen var her. Og nu går det jo ikke altid som jeg gerne vil og derfor ville guderne åbenbart, at min telefon var løbet død for strøm.. Åhhh ja selvfølgelig kunne jeg ikke huske navnet på hotellet, så nu var gode råd dyre, for jeg kunne ikke finde et sted at oplade den. Til sidst (efter at have været aben i et bur i en halv times, sådan føles det ind i mellem, når hvide mennesker er et sjældent syn blandt Inderne) lykkedes det mig ,at få lov til at oplade den hos en lokal kiosk.

Vidunderligt, stor tak til ham for hans venlighed og imens dukkede der sørme en Rickshaw op, og chaufføren som sagde, tuc-tuc Madam?? 😉 Denne gang sagde jeg ja tak, for nu kunne jeg se, hvad navnet på mit hotel var. Det var 5 km derfra og da vi holdt udenfor døren, blev jeg mødt af de skønneste mennesker, der bød velkommen, energien i byen og på hotellet var fantastisk og lige hvad jeg trængte til efter 3 nætter i Amritapuris ashram og en lang varm bustur. Ja sådan landede jeg i den skønneste lille by Fortkochin.

Denne by blev rigtig svær at forlade igen, her er så megen historie, fire kulturer: Portugisisk, Hollandsk, Engelsk og Indisk, hvilket gør at denne by´s borgere er rummelige overfor turister da her bor folk fra alle lande, som også driver små/store forretninger i byen. Det eneste der er lidt kedeligt omkring denne by, er at selvom der er strand, så går det ikke an at bade der, kvinder går ikke i vandet, de dypper kun fødderne i Kerala.. Jo jo,  og som det er mange andre steder i Indien , så skal vi tøser også helst have dækket skuldre og knæ.. Dog er alt dog lidt mere tilladt i Fortkochin end i resten af Kerala.

Jeg besluttedede at lege turist i denne by, spurgte om jeg kunne få en rundtur, og ja det kunne jeg sagtens, så jeg så alt af museer, den portugiske katolske kirke, den Hollandske kirke, det buddistiske tempel, vaskeriet, hvor man vasker tøj og linnede for hele byen, jep, stadigvæk ved håndkraft og ingen vaskemaskiner, så hvordan man hænger tøj på en tøjsnor uden klemmer, fik vist antikke butikker, hvor de gerne vil sælge alt muligt og sørme også gerne sende det hjem for os, alt er muligt, vi er jo i Indien. Jeg fik også vist det kinesiske fiskeleje, og endte med at tage i teatret og se et stykke af deres kulturhistorie.. En lang dag på 8 timer, fyldt med indtryk og fremvist af en tuc-tuc chauffør til den ringe pris af 800 Rs.. (75 dkr.) og en kop kaffe til chaufføren.

Dagen efter tog jeg til Allepey for at sejle på backwaters, det er utroligt populært, så det måtte jeg selvfølgelig prøve. Det var helt utroligt smukt og tillige var det en behagelig afslappende og lidt mere kølig dag.

På tredjedagen mødtes jeg med en bekendt fra Næstved, hun og hendes kæreste havde og lige akkurat samme tirsdag som jeg, slået sig ned der, og dette for længere tid, da de har besluttet at hun skal føde på en økologisk ayurvedisk naturlig fødeklinik, og da jeg kiggede klinikkens webside, så kunne jeg sagtens forstå, hvorfor de gerne ville det, så hvis stedet svarede til der webside, så handler det om et sted der har yderst professionelle læger og jordmødre.. Så dette formår Kochin og omegn så også.

Nu var det så tid til at søge videre og kigge på flere steder hvor de underviste i ayurveda også for udlændinge som jeg.  Amritapuris Ashram og college for ayurveda havde jeg jo ikke ligesom lyst til, og så havde jeg tre steder her i nord Kerala at undersøge, det ene havde jeg kigget på hjemmefra, men det tog jeg så først tilsidst, da det viste sig ikke at være langt fra Fortkochin. Så var der et andet Academi i Indukki (Idiki) som skulle ligge i bjergene og hertil blev jeg kørt af Sajeer som havde boet 13 år i Dubai og lige var vendt hjem til hjembyen ved juletid, da han savnede sin familie.

Sajeer viste sig at være en fantastisk god chauffør, og selv på de mest umulige veje i bjergene kørte han fantastisk roligt.. Ved vejens ende langt deroppe, efter at have kørt igennem utallige småbyer endte vi ved et fantastisk dejligt sted. Meningen var nu, at jeg skulle blive der et par dage, men det havde jeg faktisk ikke lyst til, for hvordan skulle jeg så komme ned derfra, hvor ville jeg finde en chauffør som jeg kunne stole på kørte ordenligt, min højdeskræk larmede.

Så jeg bad Sajeer vente, alt imens jeg talte med lederen af stedet og blev vist området. Det bliver så ikke der, jeg kommer til at lægge mine penge, for der kunne jeg kun studere 1 måned og syntes jeg ikke var nok. Samt at jeg ikke kunne få nogen papirer på, hvad uddannelsen indebar og selvom der var flot, så var der bare en intuition, der sagde nej tak. Så jeg tog sørme med tilbage til Fortkochin igen ja ja, engang imellem træffer jeg nogen beslutninger på intuition og heldigvis for dette ❤ Dagen efter tog vi ind til Kochin og kiggede et college der, men de tog ikke udlændinge ind, det var kun til deres egne landsmænd. Det sidste sted jeg så undersøgte, var så et jeg havde kigget på hjemmefra, og det der lokkede på deres hjemmeside, lokkede også da jeg var derude, yderst professionelle læger, en vel tilrettelagt uddannelse over 3 måneder og hvilket fantastisk sted det lå. Aluva lige udenfor Fortkochin..

Efter at have talt med lægerne på uddannelsesstedet Kerala Ayurvedic Academi, tog vi op i bjergene og så på store vandfald, det var utroligt smukt.

Her kom der to småpiger hen og spurgte hvad jeg hed og hvor jeg kom fra, det var så tydeligt at forældrene havde sendt dem, jeg spurgte så, hvad hedder I, og de hedder så Ashiya og Arena, virkelig smukke navne, de fik mit navn og så fulgte de ellers i hælene på mig og blev ved med at spørge om forskellige ting, til sidst blev det for meget, så jeg standsede og spurgte om jeg måtte tage et billede af dem (for de vil altid have billeder af os hvide mennesker), så ja det måtte jeg godt, og så endte jo med at der skulle tages billeder af mig sammen med hele deres familie.

Sådan sker det ofte, og er der ingen børn der kan spørge, så tager forældrene billeder af mig uden af spørge og uden at skjule det.. Det er det jeg mener med at jeg og andre hvide ofte føler os som aber i et bur i Indien. Men reelt er det jo harmløst og tit foregår det jo med smil og hyggelig snak. Indrømmer dog her, at jeg en gang imellem demonstrativt vender dem min ryg, øv for dem, men godt for mig ha ha ha 😉

Det var ulideligt varmt, at gå op nede fra vandfaldene og jeg var drivende våd af sved, så da det pludselig blev tordenvejr og regn, kom det som et svalende og forfriskende pust, det var bare dejligt. Det regnede også sidst vi var i bjergene og sådan er der i disse Keralas bjerge, pludselig regner det, og pludselig stopper det igen efter 5 -15 minutter. Jeg fik skylden for at det regnede, for det altid regnede, for det gør det altid, når Sajeer og jeg er ude at køre, siger han, hvortil jeg svarede at ja, men jeg er også dansker og i Danmark regner det altid. Faktisk fik vi næsten regn hver dag, mens jeg var i Kochin. 

Sajeer, som nu er blevet en rigtig god ven, har deltaget i samtalerne på de forskellige steder akademier vi har været på, og denne støtte har givet mig et større overblik, da det ikke at er nemt at forstå hvad der menes, når folk snakker og ryster på hovedet i en blanding af maahajalam/engelsk.. Han har været en super tolk.

At møde nye mennesker, har altid været en stor del af mit liv og måske bliver de til bekendte eller venner, eller måske mødes vi bare for en kort stund i livet og uden at vide det, har vi måske sat et fodspor i dem vi møder. For jeg tror på, at der altid er en mening med, at vi mødes, intet er tilfældigt, vi har noget vi skal dele/lære af hinanden, inden vores veje igen skilles.

 

 

 

 

 

Tilbage til Fortkochin, hvor det endte med at jeg blev der i yderligere 5 dage, hyggede jeg med Maria-Therese og hendes kæreste og fandt jo så via min søgen, det sted jeg gerne vil lægge mine penge og dermed studere, også selvom det ikke er helt billigt, dyrt er det heller ikke i forhold til, hvad jeg skulle af med andre steder i Danmark, eller England f.eks. men helt billigt er det ikke.

Dog er jeg sikker på at de penge er super godt givet ud, det bliver en spændende uddannelse som starter 23 juli 2018, jeg glæder mig allerede vildt J Også selvom jeg kan være i tvivl, om jeg har hukommelse nok til at kunne huske det, jeg lærer, men nej, den tanke slår jeg lige ud af hovedet igen.. Paaang, nu er den væk ;-).

Fortkochin, det bliver en by som jeg aldrig nogensinde vil glemme, den er intet mindre end fantastisk og jeg er super glad for at jeg skal tilbage sidst i Juli, håber dog at det er blevet bare en lille smule koldere til den tid. Et vejlende godt råd til dig, der gerne vil besøge Kerala og måske Fortkochin kunne være, at gøre det i sæsonen hvor det ikke er så varmt, men så vide at der er der en del andre turister.

 

På niendedagen havde jeg købt en flyvebillet til Chennai, for jeg ønskede at se Auroville, et område der starter 5 kilometer fra byen Pondicherry. Et fællesskab af mennesker der er kommet til fra hele verden i slutningen at 60érne og først i 70érne og der kommer løbende kommer nye mennesker til, der æsnker at bosætte sig der, grundet stedets dybe og store energi inde i skoven, der er guesthuse, der er beachhytter, der er rigtig mange der lejer dele af deres huse ud eller som har enkelte udlejnings huse… Landsbyen/området opererer ud fra den tro, at intet er umuligt, alt er muligt, hvis du bare vil.

De dyrker økologi, det mediterer , synger chants og har workshops, og så har de dette, som nogen kalder et tempel, and en vandtank og igen andre som blot kalder det Mandri Mandeer, som på sanskrit betyder et tempel. Det er ikke et tempel, men energien derinde gør, at man rigtig gerne vil blive derinde i længere tid og meditere, med dette er desværre ikke muligt for den enkelte guest, kun hvis man er fastboende, men jeg siger blot, at har du mulighed for, lyst og interesserer dig for den slags og indien, så tag til staten Tamil Nadu, tag en bus, et tog til Pondicherry og en tuc-tuc derfra til- eller en taxi til Auroville  Pondicherry er også en lidt større by med fransk accent.

Efter 3 nætter i Auroville tog jeg tilbage til Goa for en enkelt nat, årsagen til dette er, at det er helligdag i Tamil Nadu den 1/5, så jeg kunne ikke få et fly til Goa der, måtte tage af sted om mandagen, og det var faktisk dejligt, for så fik jeg sagt farvel til havet, og de smukke solnedgange i Goa, og Ashvem/Mandrem beach.. Psst.. Hverken Mandrem Beach eller Arambol er til at genkende udenfor sæssonen.

Vil lige sige, at jeg kommer til at savne alle mine venner,  mango, vandmelon, ananas, papaya og bananerne hver morgen så meget, samt alle Indiens modsætninger, men jeg kommer ikke til at savne tuc-tuc´erne. Men min rastløshed fordi jeg ikke går på arbejde 9-5 som jeg plejer at gøre, gør, at jeg vil elske, at beskæftige mit sind og min fysiske krop med Caminoen.

Dette var alt fra mine eventyrer i Indien, for denne gang, jeg er på vej til Barcelona nu og skal vandre Caminoen 751 – 800 km, men selvom Indien bliver skiftet ud med Caminoen, så vil jeg stadig blogge og det glæder mig, om du vil læse med. Og du skal vide, at selvom jeg ikke er i Indien lige nu, så vender jeg tilbage dertil senest 20 juli.

Hvis du har lyst til dette, så læs med i næste afsnit at ”SKUM”.

 

I lys og kærlighed, Namasté 🙏 ❤

 

Lilly Acacia

 

 

 

Amritapuri Ashram

 

Søndag eftermiddag nåede jeg denne Asram, jeg var rigtig spændt på at se, hvad den indeholdt.

Jeg stod af nattoget fra Goa kl. 15.55 i Kayankulam og kørte ca. 12 km. med en richshaw, (det samme som en Tuc-tuc i Goa), til ashrammen. Allerede få kilometer førend vi nåede derhen, startede der en høj musik udenfor, som kom fra højtalere der var sat op i hele byen. Det var mantra musik som gjorde, at energien fra ashrammen, allerede nåede mig få kilometer førend, vi nåede til selv ashrammen.

Billedet til venstre viser indgangen til Asrammen.

Jeg fik ved informationen, anvist et værelse, i en meget høj bygning på 13 etage, derpå fik jeg noget sengelinned og en masse skriftligt om de regler der var på stedet. Nogen af dem gjorde mig ked af det på indernes vegne. Jeg gik over til bygningen hvor jeg skulle bo og så skulle jeg ellers finde mit værelse, som skulle ligge på 13´ende etage. Men hjææælp, hvad var nu det, elevatoren gik kun op til 11 etage? og derfra skulle jeg så gå op af en udvendig metaltrappe til 13 etage.. Og her mærkede jeg min første modstand, for det kunne jeg ikke, min højdeskræk gjorde at jeg frøs til is, og jeg tænkte, at jeg skulle ned igen meget hurtigt og have et andet værelse, så det gjorde jeg, op og ned er lige hurtigt gjort og vupti stod jeg med en nøgle til et værelse på 3. sal, Jeg åbnede døren derind og her var 4 køjesenge og usandsynlig varmt, der var en fan i loftet, den tændte jeg, men jeg kunne ikke åbne vinduet, da der var sat et net foran vinduet, og der var rigtig meget beskidt, men hvad, der var et ok toilet og bad og jeg havde jo rent sengelinned, så pyt, jeg ville nok kunne klare at være i dette indelukkede varme rum i nogle dage.

Efter at have sat mine ting til rette, gik jeg ud for at undersøge området. jeg mødte en amerikaner, som fortalte, hvor jeg kunne få noget at spise og så syntes hun, at jeg skulle sørge for at få en “Darshan” af Amma i aften, for Amma ville tage ud af Ashrammen imorgen. Jeg fik mig noget godt indisk mad og derefter satte jeg mig til at vente på at modtage denne Darshan.

https://en.wikipedia.org/wiki/Dar%C5%9Bana

Og der sad jeg så, sammen med 20 andre europæere troligt og ventede i 4 timer ,inden vi europæere omsider kunne gå i en række, op for at modtage Darshanen, Det var en meget smuk oplevelse, der var levende musik imens med mantra og chants. Selve darshanen var noget af en ære at modtage, fra en så hellig person som Amma Bhagavan, en spændende oplevelse som foregik på knæ, alt imens hun velsignede os en efter en. Energien var høj, men klokken var nu blevet 01.00 om natten og da jeg var megatræt efter en 18 timers togtur og nu denne venten, gik jeg til mit værelse for at sove. Her var dog ulideligt varmt, men jeg fik redt sengen og sov som en sten i 3 timer, så vågnede jeg ved at de messede udenfor vinduerne. Ahrr men altså hvor var jeg træt, men kunne ikke sove mere, så lå og vendte og drejede mig, kl. 06:00 stod jeg op og lavede yoga i mit varme værelse..

Derpå fandt jeg en vesternsk restaurant og fik min morgenkaffe kl. 0800 og noget europæisk morgenmad. Når man er på en ashram, så forventes det at man giver “seva´s” som betaling for at bo billigt. Sevas betyder at give hjælpende hænder til alt forskelligt praktisk arbejde uden at få løn for det, og da jeg blev spurgt, så ville jeg selvfølglig gerne hjælpe med noget recykling, det blev til at jeg og to andre denne dag, skulle vende mælkeposer, så de kunne blive vasket inden de blev lavet om til nye mælke poser, det var ret fedt at gøre dette for det beviste jo, at der også i Indien er gang i recykling, så det var 2 kedelige timer, som gik til et super godt foretagende.

Derefter havde vi fri, der var ingenting at lave på ashrammen for Amma var jo taget afsted på turné og så lukke man alle workshop og yogahold ned imens hun var væk..Jo du læste rigtigt, når Amma er ude af huset, så ligger Ashrammen stille hen. Og der var bare så varmt alle steder, det var lige som om at denne lille by var omgivet høje mure, for ingen vind rørte sig og temperaturen var nok omkring de 40 grader.. Jeg trissede lidt rundt udenfor ashrammen, men det var virkelig en enormt kedelig by.  Grundet denne ulidelig varme kunne jeg ikke sove natten efter og tirsdag var jeg helt færdig af træthed. Gik hen til morgenmads cafeen, den var lukket, alle spisesteder var lukket, grundet det var tirsdag og dermed meditations og stilhedsdag.

Åhhh min morgenkaffe, det tog mig rigtig lang tid at finde et sted jeg kunne få den, og så kunne jeg kun får wienerbrød til øv øv.. Sikken en morgenstund.. pyha.. Men da det så var endnu en dag uden nogen former for aktiviter jeg gik i møde, så besluttede jeg, at Ashram liv ikke var noget for mig, så jeg pakkede hurtigt mit tøj sammen, svedig og træt som jeg var, og derpå gjorde jeg så rent efter mig, ikke den vilde hovedrengøring, selv om der trængte, men fejede, gjorde badeværelse og håndvask ren, det var hvad jeg formåede med de hjælpemidler der var stillet til rådighed. Derpå gik jeg ned ned og blev udskrevet af ashrammen.

Og her slutter så min første, eneste og sidste tur i en ashram ha ha ha 🙂 et liv, med regler og indelukkethed er vist ikke lige mig, Sorry til Amma Bhagavan, men nu er det afprøvet. Ps.: skal skynde mig at fortælle, at det bestemt ikke er alle ashrams der fungerer på den måde dog.

Derpå tog jeg en taxa til busstationen, fandt en bus som kørte til Kochin og sad så der i 3 timer med naturlig a/c. Da bussen var ca 5 km fra Kochin blev jeg smidt af og måtte finde en anden bus til de sidste fem km. Herfra havde jeg så bestilt et værelse på et hotel i Fortkochin, men min mobil var død og jeg kunne ikke huske hotelnavnet, så jeg vandrede rundt med rygsæk på ryggen og en stor taske i armene i denne lidt større by, bare for at finde et sted jeg kunne oplade telefonen. Det var mange skridt jeg fik gået inden jeg fandt en kiosk med plads til min telefon. Derpå fandt jeg en richaw og blev transporteret de sidste 5 km til byen Fortkochin. Her ankom jeg så til et skønt 4 stjerners hotelværelse med aircon 🙂 Hvor var det dog bare lækket at smide tingene fra sig og få et langt skønt bad i rene omgivelser og få vasket den svedige og beskidte ashram lugt af mig. Derefter gik jeg mig en kort tur, fik lidt mad og mærkede denne bys fantastiske dejlige energi. Takkede mine engle og min indre gud, for at have vist mig vejen dertil ❤

Hvor er jeg glad og taknemmelig for, at have oplevet dette ashram liv, og hvor er jeg dog taknemmelig for alle Indiens modsætninger 🙏

Og har du lyst og energi til at læse mere om mine oplevelser, så følg med i næste afsnit af SKUM <3

I lys og kærlighed, namasté 🙏❤

Lilly Acacia

 

 

 

Farvel til Patnem, turen går mod Amritapuri Ashram idag.

Den sidste uge her, har været ufattelig skøn, for jeg har foræret mig selv en beachhut med aircondition, jeg har betalt hele 150 kr. pr nat for en kæmpe luksuriøs hytte, med kæmpe seng (hvor jeg ikke skulle kæmpe med et fluenet, der hele tiden ville sno sig omkring mig), denne seng har himmelfluenet og i hytten er der både sofa og stuebord, samt et lækkert stort badeværelse med nok varmt vand i hanen til en god gang hårvask.

Restauranten her og de søde tjenere er ligeledes fantastiske. Stranden og den lille gade med de handlende er virkelig hyggelig og stille. Men også her, er de ved at pakke sammen, da sæsonen er ved at slutte og mange af de handlende startede med at lukke deres butikker igår. Alt i alt har denne strand og dette stedet emmet af en skøn ro til, at jeg har kunne fordybe mig.

Men alt komme til en ende og idag er jeg på vej videre mod Kerala, det vil sige, først sent i aften skal jeg med nattoget. Jeg har bestilt en sovevogn med aircondition og kan nu se frem til en togtur på 16 timer. Det glæder jeg mig til, da jeg elsker at køre med tog.

Meen da jeg skulle bestille billetten, følte jeg mig for første gang hernede snydt. Historien er, at jeg først fik beskeden om at der ikke var nogen plads med aircon, dernæst ville ham, der bookede billetten have et forskud på 500 Rs (50 d.kr.) og dagen efter fik jeg så at vide, at han ville få en billet med aircon sovevogn til mig, men at ham der skulle komme med den, gerne ville have lidt for ulejligheden, selve billetten skulle koste 1.600 Rs (160 d.kr.), så jeg gav bookeren yderligere 2000 Rs (200 d.kr) og fik så billetten om aftenen.. Hmm bagefter kom jeg til at tænke på, at jeg allerede dagen forinden havde givet ham 500 Rs i forskud, men nu havde billetten så kostet mig 2500 Rs (250 d.kr.) og på billetten stod den sølle pris af 1.190 Rs (119 d.kr.) Tradaaaa, jep, jeg følte mig mig snydt, men jeg havde fået min aircon sovevogn..

Sådan er der så meget hernede, men det er første gang det er sket for mig, og tænker, ja jeg kan jo kun lære af det, da det jo var mig selv der havde glemt, at jeg havde givet dette forskud på 500Rs. Enden på historien er nu, at min billet har kostet hele 250 kr, hvilket måske svarer til en returbillet fra Næstved til København , måske ikke engang det. Så alt er nok helt ok. Jeg lander i Kerala Kayankolum imorgen kl 16:00 ca.

Imens jeg har været her, skulle min mor på busferie til Polen og det havde hun glædet sig meget til. Men hun var ikke mere end lige nået derned, førend hun faldt og slog sin ene knæsskal i stykker og forvred den ene fod, så den blev stor og blå. Det var så her mit omsorgs-gen led skade, for jeg kunne jo ikke gøre andet, end at snakke med hende via messenger og i telefonen, alt det praktiske måtte/må jeg overlade til hendes guide og derpå til min søster og svorger. Min mor bliver så fløjet hjem idag og skal opereres imorgen, men hun er ved godt mod nu, hvor hun ved, hvornår hun skal hjem og det er det vigtigste. Men det betyder at jeg i mine tanker, pludselig fandt at vi faktisk er utrolig sårbare, når vi er ude at rejse. For der er ingen hjælp fra familien. Og når det angår ens gamle mor, eller for den sags skyld, så kunne det have været et af mine børn, (det skete også for min søn for 4 år siden i Paris) så vil mit/vores omsorgs-gen gøre, at jeg/vi bruger enorme mængder af energi på tankevirksomhed.

Pyt, alting er som det skal være, og vi/jeg skal blot lære at give slip på det, som vi/jeg rent faktisk ikke kan gøre noget ved, alligevel, og der er sikkert andre derhjemme, der er istand til at tage sig af dem.

Tilbage sidder jeg nu og skal pakke min fysiske rygsæk sammen igen og forlade dette skønne paradis, (som har både almindelig skov, strand og som er betydeligt renere end både Mandrem og Arambol), med mine nye venner/bekendte i min indre rygsæk.

Jeg er dog utrolig glad for at have oplevet dette skønne sted, men er virkelig parat til at skulle videre, for jeg føler mig klar til nye spændende oplevelser og en mere (arbejdsrig) dag.

Altså disse første fire uger har for mig ligesom været en ferie, for at lære at slappe af, give slip på det stress jeg havde i kroppen, inden jeg skulle ud for at finde det sted, jeg ønsker at studere. Goa er for altid i mit hjerte og jeg vender helt sikkert tilbage hertil til næste sæson, da jeg har efterladt min fysiske kuffert  og fantastiske venner i Mandrem. Men nu er jeg klar til næste kapitel ❤

 

Så læs med i næste afsnit af “Skum” om togturen til Kerala.

I lys og kærlighed, namasté 🙏❤

Lilly Acacia