Da jeg forlod Sri Lanka den 3 september omkring middagstid, var jeg i syv sind om hvor jeg skulle tage hen efter dette housewarmingsparty i Goa, hos nogen af mine indiske venner, som ville vare 4-6 dage i begyndelsen af september 2018.
Tvivlen opstod fordi jeg jeg netop var kommet ud af en stor oversvømmelse i Kerala og var taget til Sri Lanka, for ligesom at sluge og absorbere denne oplevelse og derefter kassere den ud til højre. Undervejs på Sri Lanka havde jeg talt med både en veninde i Australien og en veninde i Tyskland, de ville så begge gerne at jeg kom til dem og vandrede sammen med dem. Hurtigt havde jeg dog i mit sind afvist Australien fordi det ville blive for omfattende en tur, men en tur på Caminoen en gang til sammen med min tyske veninde som jeg mødte på sidste Camino tur, var dog ikke nem at afvise, men meningen var jo, at jeg skulle skrive en bog og det kunne jeg ikke hvis jeg brugte tid på at vandre Caminoen en gang til. Men jeg gav hende intet svar, ville først se Goa, før end jeg tog min beslutning, så altså, tilbage til Goa, hvor jeg landede omkring 19:00.
I Goa lufthavn blev jeg mødt af en jeg kendte og hans velkomst ord satte sig fast i mig, det var nemlig: ” Welcome home Ma´m”, jeg var træt og alt imens vi kørte til Asveem tænkte jeg over hans ord. Da vi ankom stod min veninde og modtog mig ved hendes og hendes mands hotel, og det var ligesom at være kommet hjem. Vi gik ned og fik mig indlogeret og derefter gik vi ud på stranden og snakkede, der følte jeg med det samme, at jeg var faktisk kommet “hjem” og da jeg næste dag havde samme følelse da jeg stod på stranden.
Ja så var jeg ikke længere i tvivl om hvor jeg skulle skrive min bog og bosætte mig for en stund og samtidig med at jeg skulle til at skrive til min tyske veninde så skrev hun til mig at ikke ville vandre camininoen igen som ellers hun havde planlagt, men at hun skulle finde ud af at bo i sin nye lejlighed.. Så min beslutning om at blive i Goa, viste sig at være helt rigtig, og det har jeg nu efter 6 måneder her, ikke fortrudt.
Da jeg ankom hertil var der stort set ingen by hverken i Aswem eller i Mandrem Beach, alt var lukket ned og pakket ind i store blå, gule, grønne presseninger, for at beskytte alt mod den monsoom, som stadig ikke var overstået, men på sit sidste og stederne lignede bestemt ikke de strandbyer som jeg kendte..
Da jeg ville gå via langs stranden så kunne jeg ikke, da vandet stod højt, så der var kun gaden at vandre på indtil Mandrem, der gik jeg så ind flere gange og pyt det er kun 4 km, så jeg nød det, selvom varmen var enorm og sveden løb fra panden, for da det ikke var turist sæson endnu, så bød min etik mig at dække både knæ og skuldre til så ingen fik mærkelige assosiationer. I Mandrem Beach var der kun en restaurant åben og på dette sted, fandt jeg nye venner, hvilket bare er så dejligt 🙏.
Efter kort tid begyndte alle indbyggere dog at rive plastic ned og langsomt åbenbarede byen Mandrem Beach sig så igen, og nu gik kampen så ind på at finde mig en lejlighed at bo i. Hos en af dem jeg kendte fra tidligere fik jeg så en midlertidig bolig indtil jeg fandt noget andet, og det til en meget billig penge med en helt fantastisk udsigt.
11/10 flyttede jeg så i den skønneste lejlighed med 3 værelser, køkken og stue, den skulle jeg så dele med en engelsk og en dansk kvinde, så lejen blev overkommelig.. Og tro mig, det er den besdste ide jeg længe havde fået, for hold da op, hvor har vi 3 knyttet nære bånd og hygget os. Vi har faktisk hygget os så meget at vi har besluttet os til at næste gang vi kommer herud, til næste sæson, så tager vi til sydgoa og bosætter os sammen der, så hyggeligt.
Denne sæson i Mandrem har været meget stille indtil jul var her ikke mange turister og de forretningsdrivende sukkede efter salg, efter jul blev det så ikke meget bedre, og alt syntes at skyldes den lange sommer der var i europa 2018.. Men gør det så også det? for her har faktisk været dækket godt ind med gæster på 3 store resorts, men tilsyneladende har ingen af dem haft lyst til at bevæge sig særlig meget omkring i gaden her, og der kan undres over hvorfor?
Store byggerier var igang da jeg ankom og over alt i byen var der en forstyrrende larm at kædesave, brændere der skar sig igennem fliser og sten. og denne larm ophørte ikke før hen omkring jul, og nogle få er såmænd stadig igang og det har skræmt mange turister væk før end tid, de har virkelig været generet af larmen.
Dette kan være en af årsagerne til manglende turister i gadebilledet, men det kunne også være, fordi de fleste af butikkerne, har samme kedelige tøj og andre andre salgsvarer. De vil ikke lytte til ordene om at have noget helt forskelligt fra hinanden, de handlende, Inderne har ikke lyst til at forny sig, hvad angår indhold i butikkerne, men de bygger og bygger nye lejligheder og forventer at turisterne vil betale skyhøje summer for en bolig med altan, når jeg skriver skyhøje summer, er det fordi priserne ligger lige så høje som i Danmark og resten af europa, og inderne kan/vil ikke indse at lavere pris giver flere logerende, de vil ikke gå ned i pris, de vil ikke forandre noget i deres butikker og stadig forventer de at turisterne vil købe…
En del af byens handlende har lært sig at tale russisk, hvilket er utrolig fantastisk, men russerne har ikke været her mere end 4 år og Danskerne har kommet her siden 2009. På forespørgsel om hvorfor de har tillært sig det russiske sprog, fortæller de at det er de nødt til for russerne kan hverken snakke indisk eller engelsk.. Jeg undrer mig dog stadig over hvorfor, og hvorfor de affinder sig med russernes ubehagelig dominerende opførsel, de kræver ind, alt skal argumenteres helt ned i en pris ingen indere kan være med til, de drikker sig fra sans og samling, og er meget højrystede og dertil kommer råb og skrigeri. Kvinderne vandrer igennem gaden kun iført bikini med stringtrusse, bestemt ikke noget inderne tidligere har været udsat for.. På restauranterne køber russerne mad, men handler deres drikkevarer ind i supermarkedet ved siden af og drikker dem åbenlyst i restauranterne.. Russerne efterlader sig et kæmpe rod hver gang de forlader et sted de har siddet, det være sig både på stranden og på restauranterne. jeg ved jeg lyder generaliserende, og dette kan jo være synd for de meget få, der trods alt opfører sig ordenligt, men det er virkelig meget få af dem.
Jeg forstår ikke at inderne finder sig i det og jeg talte med en indisk kvinde, som er gift med en europæisk mand om det, da hun selv kom ind på emnet.. Hun tænkte sig godt og grundigt om og svarede så, at de to eneste årsager til disse fænomener, måtte være at russerne har penge og investerer pengene i køb af hoteller, men at den største årsag sandsynligvis var at Inderne i mange mange år har været vant til at blive domineret af autoriteter og da russerne har denne dominante attitude, så bøjer inderne sig, fordi de er vant til det.. Årsagen til at hun kom ind på emnet var, at hun netop havde diskuteret med en russisk kunde som ville overnatte på hendes resort, om en lavere pris, hun ville ikke give sig, og russeren blev meget højrystet, hvorefter de havde været nødt til at vise ham ud af resortets område.
Jeg tænker, at hun har fat i noget af det rigtige.. jeg er næsten helt sikker på, at det netop er derfor.
Opholdet her i Mandrem , har været dejligt, jeg har fået lært en masse, har taget diverse teacher trainings in Singingbowl meditation og healing, at jeg er nu i stand til at afholde både korte og lange workshops i disse ting og desuden så har jeg lært at undervise i yoga på engelsk.
Jeg underviser i øjeblikket hver morgen på et hotel og bagefter enten vandrer jeg langs stranden eller skriver på min bog.
Jeg har lært mange nye mennesker at kende og det at have været her i Indien så længe, har givet en lang større forståelse af hvad Indien og deres indbyggere kan byde på. Desuden har jeg nu opnået stort indsigt i deres liv, færden og samfundet herude, både alt det gode og alt det dårlige, og jeg er ikke bleg for at sige at begge sider eksisterer. Min indsigt herude, har givet mig en stor viden om at begå sig rundt omkring, men jeg har kun været i de sydlige stater, så næste gang jeg tager herud vil jeg starte i de nordlige stater og bevæge mig herned af, stille og roligt. For jeg er stadig fashineret af Indien og deres folk, og der er så stor forskel i mentaliteten fra den ene stat til den anden, at jeg bare må undersøge og opleve flere stater herude. Så derfor og grundet min eventyrlige lyst om at komme dybere og mere grundigt indenfor det spirituelle område, samt at få større viden og indsigt i filosofien herude her, gør at når jeg forlader Indien denne gang, så er det kun for at lade dem være alene med deres monsoon tid og for at være sammen med min egen familie i Danmark i et stykke tid, for jeg savner nu, efter at have været herude siden 19/7 2018, min familie og eget land rigtig meget.
Så kære Indien, Aluva og Fort Kochi i Kerala, Mandrem og Asveem og Arambol i Goa, Jeg takker jer fra hjertet for en en vidunderlig, læringsrig, men hård oplevelse i Aluva og Fort Kochi og for et fantastisk læringsrigt og afslappende ophold i Goa, sammen med en masse venner, som har stået ved min side i al tiden herude.
Min tid er nu kommet til at forlade Indien, men jeg forsætter min rejse mod Mauritius, og vil også skrive i min blog derfra, og selvom bloggen har stået stille et stykke tid, så vil der løbende komme nye oplæg. (Nogen med længere tid imellem end andre, da min skrivning af min bog optager meget tid.
Idet jeg håber at du stadig har lyst til at følge mig i mit liv og færden, så er du velkommen til at følge med i næste afsnit af SKUM, som vil være om oplevelser fra Mauritius.
I lys og kærlighed
Namasté 🙏❤️LillyAcacia