Camino El Compostela, del 2

Tanker og indsigter undervejs på caminoen.

At være en pilgrims rejsende på caminoen, gør at man bliver klogere, klogere på så mange ting, for man har tid til at tænke lidt ind imellem vandringen og hostellet.

Jeg kan undre mig over, hvorfor sådanne søde mennesker, som der er på de forskellige hostels, ikke ved, at det er så vigtigt med en en god energi og protein fyldt kost, når man vandrer caminoen.  Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi bliver budt en hostel dinner meny med et valg imellem fisk med pomfritter uden grønt og kylling med pomfritter uden grønt. Ej heller deres morgenmad er god at vandre 20 km på. Vi forbrænder så mange kalorier om dagen, svinger imellem at svede og fryse, bruger al vores fysiske og mentale energi, så der intet er tilbage, når vi ankommer til et hostel. Derfor kunne jeg ønske, at man i morgenmadsmenuen, som desværre kun består af en lys ristet baguette med smør og marmelade, et glas juice samt kaffe eller te.. tilsatte udskåren frugt og et kogt æg per person. De ved udemærket hvad vi har brug for, for det har de bevist et par enkelte gange…

Kun på ét af de hostel jeg indtil videre har været på, har det været muligt at købe sig til et stykke frugt og en sportsmassage.

Det er hårdt at vandre 20-25 km om dagen og rigtig mange får hurtigt vabler, dårlige knæ og og mega ondt i benene, så det kunne være rart med massage efter endt dagsvandring, derved kunne manges dårlige knæ og andre muskelskader undgåes., sikken en forretning jeg kunne få her.

Husk at det er totalt super sejt at have både vandrestøvler og trekkingsandaler med i bagagen, så kan man skifte af og til, og tro mig, det er virkelig en befrielse at kunne gøre det.

Der er ligesom noget helt galt med at vandre denne camino, der er virkelig gået trend i at gå tidligt i seng og stå mega tidligt op og komme afsted førend alle de andre… Der er virkelig Rushhour på hostellene hver morgen mellem kl. 5:30 og 7:00.. For hvis man kommer tidligt afsted, så kan man nå at få en god seng på et hostel til kommende nat, meeeen, der er virkelig gået for meget sport i at komme først. Glæden over turen kan nemt forsvinde, og for mig virker det som en konkurrence, at man skal være den første og i alt fald ikke den sidste ude af døren om morgenen..

Det som mange virkelig eftertragter, (efter hvad jeg har hørt undervejs, på mine nu små 200 km), når de planlægger deres tur, er at komme væk fra stress og ja derhjemme, væk fra dagligdagen og bare være, og ja der er nok også nogen der vandrer den, bare for at kunne sige de har gjort det. Men der er så meget run/stress på om morgenen, og jeg syntes at det er synd, at det er blevet sådan og det kræver virkelig sin mand/kvinde, at kunne stå imod dette stress og pres fra morgenstunden, for som regel er der sovepladser nok til alle. Dette stress fylder også meget på turen, hvor man jo nødig skulle holde for mange og for lange pauser, for så smutter sengepladserne jo også. Jeg ser det virkelig som en udfordring af de store, ikke at lade sig smitte af denne stress præget kultur, for deltager man i den om morgenen og igennem dagen, jamen så holder hjernen ikke den ferie, den har haft så hårdt brug for, og den ro, som folk eftertragter så højt, den får de ikke, men kommer i mange tilfælde hjem herfra, lige så stresset, som de var da de begyndte turen, hmm..

I starten jeg gik, gik jeg mange gange sammen med andre og måtte sætte mit tempo efter dem og de efter mig og snakken går så godt, imens man vandrer, men hvis det er ro man kommer efter, så nytter dette samspil ikke på turen, for mange indretter sig efter hinanden og tager pauser når andre gør det, og glemmer ofte at slappe af og pauserer den, når det er nødvendigt, for man vil da ikke sinke de andre. Derfor får mange vandrere vabler og muskelproblemer, som kunne have været undgået hvis de havde lyttet til kroppen istedet for bare at følge de andres tempo. Ikke alle vil gå lige langt, men mange har svært ved at sige fra, hvis dem de følger med gerne vil videre, end man egentlig har kræfter i benene til. Det er sen svær balance at anerkende sin egen krops behov og samtidig kunne sige fra, uden at være nervøs for, at man træder sin vandrepartnere over fødderne, bogstaveligt talt.. Nej alså ikke, men forstå mig ret 😉 ingen ønsker jo at genere/såre andre og melder derfor så ikke ud om, at de egentlig gerne vil stoppe for dagen.

Jeg har indset, at det at slå følgeskab ikke er noget for mig, jeg vil da gerne være social, men det sociale for jeg rigeligt af hver eftermiddag og aften, hvor vi nok er mellem 40 – 70 mennesker på hvert hostel, så det er svært at undgå ikke at være social. Jeg gider ikke den rushhour om morgenen og jeg vil helst gå i eget tempo, men jeg har også indtil nu mødt rigtig mange dejlige mennesker, efterhånden  som vi kommer frem til  de forskellige byer, vi møder forskellige mennesker hver gang vi holder pause i en by, så hvis man vil være alene med sine egne tanker, så er det vigtigt at handle ind, så man har mad nok med til turen og kan holde sine pauser væk fra de små byer.

Allerede nu har flere af dem, jeg er startet ud sammen med, givet op grundet skader og er taget hjem, det gælder især de unge mennesker, men også ældre. jeg er selv skadet, har svært ved at gå i mine støvler grundet forfods pladtfodethed på venstre fod, dette gør djævelsk ondt, når jeg går i støvlerne, men jeg har også pådraget mig en skinnebens inflammetion på højre ben, og årsagen skal nok desværre findes i, at jeg har bundet mine støvler for stramt om anklen,, så der har været for lidt plads til at senerne kunne arbejde som de skulle, eller musklerne bliver overanstrengte, når det går meget ned af bakke. Denne inflammation, har givet mig en ordenlig nedtur og uplanlagt længere pause i Logrono. Jeg må indrømme at det gør virkelig ondt og humøret har været en del på lavpunktet 😞

Alders gennemsnittet her er faktisk langt højere end jeg havde regnet med, der er flest ældre i øjeblikket, alderen ligger gennemsnitligt mellem 50 – 75 år, dog er her også enkelte unge mennesker. Her er rigtig mange Koreanere, og Canadierer, men bortset fra dem er der folk fra det meste af verden, incl. Danmark. Ikke mange danskere dog, indtil videre har jeg mødt omkring 8.

At vandre caminoen, er som at blive indlemmet i en stor familie, alle er meget omsorgsfulde over for hinanden og tonen er dejlig, men hvis man holder pause uden for byerne, så kan man være sikker på at alle der suser forbi, spørger om man nu er ok, om alt er vel.. Så ingen lades i stikken alle kommer hinanden ved. Hyggeligt og dog lidt for meget af og til, men vi vil jo hinanden det så godt.

Jeg har nu lært at få handlet lidt madvarer i hver by, så jeg kan nøjes med en kop kaffe i byerne ,eller bare gå igennem dem uden at stoppe, ja jeg er nok asocial, men jeg har brug for at være i mig og mine egne tanker  ❤

Jeg har lært at sige nej tak til følgeskab, da jeg ikke vil sinke nogen og har mest brug for mit eget tempo ❤

At gå Caminoen er en udfordring af de store og jeg beder, samt tror på, at min tur fra nu, bliver uden skader, så jeg når frem til Santiago i god stil. Men tro mig, det bliver i mit tempo, for jeg er så heldig først at have deadline midt/sidst i juni måned og dette er vigtigt at fortælle dig: Hvis du vil vandre Caminoen, så tag dig tid til det, ikke mange kan gå mere end ca 22 km om dagen, så divider 800 km med 22 og læg så mindst en uge oveni til længere pauser. Så har du ca. den tid det vil tage dig at gå turen og går det hurtige end planlagt så nyd et længere opholdundervejs eller i Santiago ved målet ❤ pas på med at have fly billet hjem til en bestemt dato.Hvorfor gør jeg så det her, jo ser du, for mig har det at vandre caminoen, kaldt på mig i mange år, og trods mit ævl og kævl, så elsker jeg at vandre og syntes at Spanien og landets folk gør utroligt meget for os som tager turen, hjælpsomme, smilende er de, men engelsk kan de altså ikke tale ret godt  ❤

Hola spaniolas, i buen camino, gracias 😉

I lys og kærlighed, namasté 🙏 ❤ Lilly Acacia

 

 

El camino de Santiago,

St. Jean Pied du Port – Pamplona 🙏

Startede min Camino tur lørdag 5/5 – 2018 op af bakke! Ohh ja, det var rigtig meget op af bakke lige fra dag 1. Kom sent afsted fra mit hostel, fordi jeg skulle have sendt en pakke med noget tøj hjem, så måtte vente på st posthuset åbnede.. kl. 09.30 satte jeg igang og så gik det ellers bare op af bakke, og da jeg troede at nu kunne vi ikke komme højere op, ja så gik det endnu mere op af bakke efter det næste sving..  det lyder næsten som et piv fra mig og det føltes sørme også som et piv, men men hold op hvor var det smukt, et vidunderligt landskab strakte sig ud foran og bagved mig, Jeg havde da aldrig troet at jeg skulle bestige bjerge, grundet min højdeskræk og nu var jeg så igang med at bestige Pyrenæerne. Engang imellem tror jeg virkelig at må jeg må være gal at jeg overhovedet kunne få den ide at gøre det.

Meningen var faktisk at jeg ville have startet i Reconcevalles, men en masse yogamennesker og en sød yogakollega, fik mig overtalt til at starte i St.Jean Pied du Port (Thank you Ceri) Og jeg må indrømme, at jeg ville have været ked af det, hvis ikke jeg havde gjort det, for her var virkelig smukt. Men hold nu op hvor var det hårdt og da jeg havde besteget 8 km, kom jeg til Restaurant hvor der var overnatnings mulighed, men jeg syntes det var for tidligt at stoppe, vel, det gjorde jeg i alt fald indtil jeg hørte at jeg skulle gå 18 km mere, hvoraf de første 8 ville være direkte op af bakke og at nedturen bagefter ville blive slem, førend jeg ville nå Reconcevalles, for der ville ikke være andre overnatningsmuligheder ! så besluttede jeg at bede pænt om en seng at sove i. Og heldigvis var der lige en ledig seng tilbage, jubbiee hvor heldig kan jeg være  🙏

Her mødte jeg de første danskere, et ægtepar fra Ringsted Lise og Jackie, skønne mennesker, der såmænd tager turen for fjerde gang. Så noget må turen give fra sig. Alt imens jeg sad og nød min kaffe med udsigt ud over bjergene, tænkte jeg om jeg mon havde taget munden for fuld, ville jeg blive i stand til at klare turen, og mens jeg sad med disse tanker kom Lise ud fra cafeen og inden jeg nåede at sige noget, sagde hun: Jeg kender dine tanker tror jeg, og ja selvfølgelig kan du vandre denne tur, hvis jeg kan, så kan du også .

Og ja selvfølgelig kan jeg det. Første overnatning viste sig at foregå i en sovesal, med 6 Italienere, en Tysker, et par fra Canada, en Amerikaner og så mig.. Godt jeg havde ørepropper med, det her hostel liv er da lige noget man skal vænne sig til. men søde mennesker var/er de og det er lige som om, at alle dem incl. mig der vandrer caminoen bliver til en stor familie, alle er yderst omsorgsfulde over for hinanden undervejs og der bliver uddelt kram og positiv psykologi til alle der har brug for det, alle hilser på hinanden undervejs og jeg har allerede lært to ord på spansk, nemlig: Buen Camino 🙂 , det er faktisk lidt vildt at se se og mærke hvor meget vi kommer hinanden ved, og måske lige en tand for meget af det gode og hyggelige.

Dag nr. 2 startede med total opstigning, folk passerede mig, for at jeg derefter passerede dem, grundet at vi holdt pause forskellige steder. På et Tidspunkt nåede jeg et højdedrag med en fantastisk udsigt og hvor Lady Virgin of Orisson stod på toppen, eller måske var det madonna, som de blot kaldte Virgin of Orisson..

Turen gik derefter videre indtil kl 12, hvor der så holdt en vogn med mad som alle kunne købe af, hvis de havde lyst og mon ikke de fleste havde det.. han havde blandt andet både kogte æg og bananer.. wiiiee, proteiner, som vi ikke havde fået til morgenmad, for der får man desværre kun kedeligt lyst brød uden hverken æg eller frugt øv øv..

Derfra gik det bare endnu mere opad, på jord og rullesten og meget ujævnt terræn, her blev mine vandrestave en kæmpe hjælp og jeg var ligeledes glad for mine vandrestøvler.. havde skiftet sokker en gang, men gjorde det lige igen. For det siges at være godt at gøre det hveranden time. Alt vel og pludselig nåede vi  passet uden at have opdaget at klokken havde passeret 13.. og så var det godt nok pausetid.. Sjældent har en møg kedelig sandwich smagt så godt midt på bjerget med den skønneste udsigt og en yogamåtte til at sidde og ligge på er bare en super nice ting at have med 🙏

Åhhh nu skulle jeg så ned herfra dette bjergpas og på et tidspunkt gik det så stejlt ned, at jeg bare havde det svært med min venstre forfod, for sikken mange smerter jeg havde i den, sjældent har noget gjort så ondt. Nedstigningen var usandsynlig stejl og gennem rullesten, det var så svært og så hårdt at jeg jeg måtte lade Lise og Jacki gå i forvejen, for jeg havde virkelig fået de første problemer, men ned kom jeg da i god orden, træt og lignede garanteret en udslidt æblegrød !!! Hen til nærmeste hostel og så i kø. Fik en seng, ja faktisk et smukt nyt og rent sted, med mange senge, som dog var afskærmet hver især.  Reconcevalles og nu 28 km, var nået efter en sindsyg hård etape og mine støvler fløj af mine fødder og på kom mine klipklapper, hurra for dem 😊.

3 dagen startede blødt ud med en skøn lige strækning, som dog hurtigt ændrede sig til nye højdedrag og desværre flisebelagte stiér, op og ned gik det og pludselig startede smerten forfra, det hjalp dog at gå i slalom ned af bakke, så kunne det lige klares og  efter knap 7 km kom den skønneste lille by med en café. Wiieee hvor var det dejligt endnu en gang at smide støvlerne, rende på bare fødder, drikke en kop kaffe og bare være sammen med det skønneste dejlige solskin ❤

Videre gik det så mod en anden lille by og da jeg nåede denne hvor frokosten kunne indtages, besluttede jeg at skifte over til sandaler, og tro mig, det er dog den bedste idé jeg længe havde fået. For derefter ingen smerter overhovedet, ikke vabler foruden den lille støvlerne havde givet mig. og slet ingen smerter.

Pludselig stod jeg foran et sted, hvor et skilt viste, at der var 6,9 km til Zubrini, men vejen så ud til at slutte der hmmm.  og 1 meter derfra et andet skilt der viste caminovejen med et skilt med 7,5 til Zubrini, gode råd var dyre, for hvad vej skulle jeg? det var svært at se, men jeg valgte den med caminoskiltet og hold da op, hvor jeg troede jeg var faret vild, for det gik bare opad og igen i rullesten og inde midt i et skovterræn og ingen andre backpackere at se.. hold nu op, det er første gang jeg følte mig på vildspor, men op kom jeg og pause i tre minutter og så bare op op op igen. hjæælp tabte vejret flere gange.. men da så jeg var kommet helt op og det var et fladt terræn, så smed jeg rygsækken satte mig ned og pustede. 

der kom så en anden koreansk backpacker og gjorde det samme. og så kom der sørme flere cyklister, cyklister på den sti opad, jeg gloede virkelig, hold da op de havde min fulde respekt..  Derfra var vejen let indtil jeg så skulle ned af bjerget igen, for igen stejlt ned og på diverse bjergskiffere.. Og så pludselig var jeg i Zubrini, fandt mit hostel, og gik ud for at få noget at drikke og her mødte jeg igen Lise og Jacki og Michael og Helena, de to sidste fra Austraulien, skønne mennesker på 75 år.

på 4 etape vandrede jeg sammen med en Indisk/Californisk herre. Det var en hyggelig dag at vandre, men hvad vi troede ville blive let, kom til at blive svært grundet regn om natten, snævre smattede skovstier, meget op og ned af bakke i diverse rullesten og ingen cafeer nogen som helst steder, først efter 18 km, kom vi til en by, hvor vi omsider, sammen med åbenbart alle andre vandrere, kunne få noget at spise og kaffe.

Jahhh endelig kaffe, den var så tiltrængt, jeg var så træt og øm i mine ben, at hver gang jeg satte mig, så havde jeg svært ved at komme op igen, og komme igang igen, det var lige som om mine ben bare blev stive på 5 minutter.. Åhhh hvor blev jeg glad, da vi endelig nåede Pamplona ca. 3 km efter kaffestoppet. 🙂 Jeg fandt mig et hotel og smed min bagage.Nu havde jeg virkelig brug for en                pause, så logerede mig ind på et          smukt hotel.

Da jeg vågnede dagen efter, kunne min krop ikke finde ud af sengen, jeg nøs og hostede og øjnene ville ikke åbne og humøret på zero, no go!!!!

Så jeg besluttede at blive i Pamplona en nat mere og finde et sted at få massage. Troede aldrig jeg ville komme ud af den nedtur. Men det gjorde jeg så alligevel da jeg endelig fik massage, og nu hvor jeg skriver, har jeg det rigtig fint og glæder mig til 5. etape, som ser ud til at være meget meget lang opstigning og derefter lige så lang nedstigning nedstigning, så iflg. alle gode råd, sender jeg sendt min rygsæk videre til næste destination og går igennem dette pas uden den.. snyd, ja måske, men jeg lytter til dem der har prøvet turen før og ved hvad den indebærer 😆.

Dette var så første beretning fra min Caminotur og har du lyst til at følge med, så læs gerne næste afsnit af “SKUM”.

I lys og kærlighed, namasté 🙏 ❤ Lilly Acacia

 

 

 

Fort Kochin and Auroville ❤️

Vel ankommet til Hotel Fortkochin Beachinn kl. 17:30 efter en lang, men hyggelig busrejse, på  ca. 3 timer i en rumlebus, hvorefter jeg blev smidt af på et stoppested, der bestemt ikke lignede et stoppested, udenfor Kochin. Bussen kørte og så stod jeg der, ved fortovet, nå nej, for det har man ikke så mange steder i Indien, men ved vejkanten til en stor og larmende gade med masser af reklameskilte og vejskilte, dyttende biler og endnu flere dyttende Rickshaws.. og skal vi så ikke lige også tage alle de forvildede scootere med også. Jo det er engang imellem for meget med det dytteri, en gang imellem bliver man godt nok træt i hovedet af al den larm, og jeg kan sige dig, at 38 graders dryppende hede og sved ikke gør det mindre anstrengende og trættende.

Heldigvis var der en lille hyggelig restaurant, hvor jeg lige kunne få en kop kaffe, inden jeg startede med at lede efter en bus til Kochin, spurgte så nogen indere, hvor busstationen var og de pegede bare vildt på ingenting og ryster så underligt på hovedet ha ha ha 😄 Det var altså noget besværligt og ingen af dem jeg spurgte, kunne engelsk, virkeligt!!!! jeg følte mig som i et fremmede land. Ok, det er det jo også, men altså. Det lykkedes mig dog til sidst, at finde ud af, at der ikke var en busstation, men kun det usynlige stoppested, og derfra blev jeg så henvist til en ny bus, med al min fantastiske oppakning, vi kørte så, over hele tre store broer, for at komme til Kochin, en by, som mere eller mindre var en rundkørsel, med fire udveje, hvor små samt lidt større butikker, blandede sig med den larmende trafik.

Denne gang stod jeg af på en mere normal busstation, et næsten stort stoppested, men med markering på at endestationen eller begyndelsens stationen var her. Og nu går det jo ikke altid som jeg gerne vil og derfor ville guderne åbenbart, at min telefon var løbet død for strøm.. Åhhh ja selvfølgelig kunne jeg ikke huske navnet på hotellet, så nu var gode råd dyre, for jeg kunne ikke finde et sted at oplade den. Til sidst (efter at have været aben i et bur i en halv times, sådan føles det ind i mellem, når hvide mennesker er et sjældent syn blandt Inderne) lykkedes det mig ,at få lov til at oplade den hos en lokal kiosk.

Vidunderligt, stor tak til ham for hans venlighed og imens dukkede der sørme en Rickshaw op, og chaufføren som sagde, tuc-tuc Madam?? 😉 Denne gang sagde jeg ja tak, for nu kunne jeg se, hvad navnet på mit hotel var. Det var 5 km derfra og da vi holdt udenfor døren, blev jeg mødt af de skønneste mennesker, der bød velkommen, energien i byen og på hotellet var fantastisk og lige hvad jeg trængte til efter 3 nætter i Amritapuris ashram og en lang varm bustur. Ja sådan landede jeg i den skønneste lille by Fortkochin.

Denne by blev rigtig svær at forlade igen, her er så megen historie, fire kulturer: Portugisisk, Hollandsk, Engelsk og Indisk, hvilket gør at denne by´s borgere er rummelige overfor turister da her bor folk fra alle lande, som også driver små/store forretninger i byen. Det eneste der er lidt kedeligt omkring denne by, er at selvom der er strand, så går det ikke an at bade der, kvinder går ikke i vandet, de dypper kun fødderne i Kerala.. Jo jo,  og som det er mange andre steder i Indien , så skal vi tøser også helst have dækket skuldre og knæ.. Dog er alt dog lidt mere tilladt i Fortkochin end i resten af Kerala.

Jeg besluttedede at lege turist i denne by, spurgte om jeg kunne få en rundtur, og ja det kunne jeg sagtens, så jeg så alt af museer, den portugiske katolske kirke, den Hollandske kirke, det buddistiske tempel, vaskeriet, hvor man vasker tøj og linnede for hele byen, jep, stadigvæk ved håndkraft og ingen vaskemaskiner, så hvordan man hænger tøj på en tøjsnor uden klemmer, fik vist antikke butikker, hvor de gerne vil sælge alt muligt og sørme også gerne sende det hjem for os, alt er muligt, vi er jo i Indien. Jeg fik også vist det kinesiske fiskeleje, og endte med at tage i teatret og se et stykke af deres kulturhistorie.. En lang dag på 8 timer, fyldt med indtryk og fremvist af en tuc-tuc chauffør til den ringe pris af 800 Rs.. (75 dkr.) og en kop kaffe til chaufføren.

Dagen efter tog jeg til Allepey for at sejle på backwaters, det er utroligt populært, så det måtte jeg selvfølgelig prøve. Det var helt utroligt smukt og tillige var det en behagelig afslappende og lidt mere kølig dag.

På tredjedagen mødtes jeg med en bekendt fra Næstved, hun og hendes kæreste havde og lige akkurat samme tirsdag som jeg, slået sig ned der, og dette for længere tid, da de har besluttet at hun skal føde på en økologisk ayurvedisk naturlig fødeklinik, og da jeg kiggede klinikkens webside, så kunne jeg sagtens forstå, hvorfor de gerne ville det, så hvis stedet svarede til der webside, så handler det om et sted der har yderst professionelle læger og jordmødre.. Så dette formår Kochin og omegn så også.

Nu var det så tid til at søge videre og kigge på flere steder hvor de underviste i ayurveda også for udlændinge som jeg.  Amritapuris Ashram og college for ayurveda havde jeg jo ikke ligesom lyst til, og så havde jeg tre steder her i nord Kerala at undersøge, det ene havde jeg kigget på hjemmefra, men det tog jeg så først tilsidst, da det viste sig ikke at være langt fra Fortkochin. Så var der et andet Academi i Indukki (Idiki) som skulle ligge i bjergene og hertil blev jeg kørt af Sajeer som havde boet 13 år i Dubai og lige var vendt hjem til hjembyen ved juletid, da han savnede sin familie.

Sajeer viste sig at være en fantastisk god chauffør, og selv på de mest umulige veje i bjergene kørte han fantastisk roligt.. Ved vejens ende langt deroppe, efter at have kørt igennem utallige småbyer endte vi ved et fantastisk dejligt sted. Meningen var nu, at jeg skulle blive der et par dage, men det havde jeg faktisk ikke lyst til, for hvordan skulle jeg så komme ned derfra, hvor ville jeg finde en chauffør som jeg kunne stole på kørte ordenligt, min højdeskræk larmede.

Så jeg bad Sajeer vente, alt imens jeg talte med lederen af stedet og blev vist området. Det bliver så ikke der, jeg kommer til at lægge mine penge, for der kunne jeg kun studere 1 måned og syntes jeg ikke var nok. Samt at jeg ikke kunne få nogen papirer på, hvad uddannelsen indebar og selvom der var flot, så var der bare en intuition, der sagde nej tak. Så jeg tog sørme med tilbage til Fortkochin igen ja ja, engang imellem træffer jeg nogen beslutninger på intuition og heldigvis for dette ❤ Dagen efter tog vi ind til Kochin og kiggede et college der, men de tog ikke udlændinge ind, det var kun til deres egne landsmænd. Det sidste sted jeg så undersøgte, var så et jeg havde kigget på hjemmefra, og det der lokkede på deres hjemmeside, lokkede også da jeg var derude, yderst professionelle læger, en vel tilrettelagt uddannelse over 3 måneder og hvilket fantastisk sted det lå. Aluva lige udenfor Fortkochin..

Efter at have talt med lægerne på uddannelsesstedet Kerala Ayurvedic Academi, tog vi op i bjergene og så på store vandfald, det var utroligt smukt.

Her kom der to småpiger hen og spurgte hvad jeg hed og hvor jeg kom fra, det var så tydeligt at forældrene havde sendt dem, jeg spurgte så, hvad hedder I, og de hedder så Ashiya og Arena, virkelig smukke navne, de fik mit navn og så fulgte de ellers i hælene på mig og blev ved med at spørge om forskellige ting, til sidst blev det for meget, så jeg standsede og spurgte om jeg måtte tage et billede af dem (for de vil altid have billeder af os hvide mennesker), så ja det måtte jeg godt, og så endte jo med at der skulle tages billeder af mig sammen med hele deres familie.

Sådan sker det ofte, og er der ingen børn der kan spørge, så tager forældrene billeder af mig uden af spørge og uden at skjule det.. Det er det jeg mener med at jeg og andre hvide ofte føler os som aber i et bur i Indien. Men reelt er det jo harmløst og tit foregår det jo med smil og hyggelig snak. Indrømmer dog her, at jeg en gang imellem demonstrativt vender dem min ryg, øv for dem, men godt for mig ha ha ha 😉

Det var ulideligt varmt, at gå op nede fra vandfaldene og jeg var drivende våd af sved, så da det pludselig blev tordenvejr og regn, kom det som et svalende og forfriskende pust, det var bare dejligt. Det regnede også sidst vi var i bjergene og sådan er der i disse Keralas bjerge, pludselig regner det, og pludselig stopper det igen efter 5 -15 minutter. Jeg fik skylden for at det regnede, for det altid regnede, for det gør det altid, når Sajeer og jeg er ude at køre, siger han, hvortil jeg svarede at ja, men jeg er også dansker og i Danmark regner det altid. Faktisk fik vi næsten regn hver dag, mens jeg var i Kochin. 

Sajeer, som nu er blevet en rigtig god ven, har deltaget i samtalerne på de forskellige steder akademier vi har været på, og denne støtte har givet mig et større overblik, da det ikke at er nemt at forstå hvad der menes, når folk snakker og ryster på hovedet i en blanding af maahajalam/engelsk.. Han har været en super tolk.

At møde nye mennesker, har altid været en stor del af mit liv og måske bliver de til bekendte eller venner, eller måske mødes vi bare for en kort stund i livet og uden at vide det, har vi måske sat et fodspor i dem vi møder. For jeg tror på, at der altid er en mening med, at vi mødes, intet er tilfældigt, vi har noget vi skal dele/lære af hinanden, inden vores veje igen skilles.

 

 

 

 

 

Tilbage til Fortkochin, hvor det endte med at jeg blev der i yderligere 5 dage, hyggede jeg med Maria-Therese og hendes kæreste og fandt jo så via min søgen, det sted jeg gerne vil lægge mine penge og dermed studere, også selvom det ikke er helt billigt, dyrt er det heller ikke i forhold til, hvad jeg skulle af med andre steder i Danmark, eller England f.eks. men helt billigt er det ikke.

Dog er jeg sikker på at de penge er super godt givet ud, det bliver en spændende uddannelse som starter 23 juli 2018, jeg glæder mig allerede vildt J Også selvom jeg kan være i tvivl, om jeg har hukommelse nok til at kunne huske det, jeg lærer, men nej, den tanke slår jeg lige ud af hovedet igen.. Paaang, nu er den væk ;-).

Fortkochin, det bliver en by som jeg aldrig nogensinde vil glemme, den er intet mindre end fantastisk og jeg er super glad for at jeg skal tilbage sidst i Juli, håber dog at det er blevet bare en lille smule koldere til den tid. Et vejlende godt råd til dig, der gerne vil besøge Kerala og måske Fortkochin kunne være, at gøre det i sæsonen hvor det ikke er så varmt, men så vide at der er der en del andre turister.

 

På niendedagen havde jeg købt en flyvebillet til Chennai, for jeg ønskede at se Auroville, et område der starter 5 kilometer fra byen Pondicherry. Et fællesskab af mennesker der er kommet til fra hele verden i slutningen at 60érne og først i 70érne og der kommer løbende kommer nye mennesker til, der æsnker at bosætte sig der, grundet stedets dybe og store energi inde i skoven, der er guesthuse, der er beachhytter, der er rigtig mange der lejer dele af deres huse ud eller som har enkelte udlejnings huse… Landsbyen/området opererer ud fra den tro, at intet er umuligt, alt er muligt, hvis du bare vil.

De dyrker økologi, det mediterer , synger chants og har workshops, og så har de dette, som nogen kalder et tempel, and en vandtank og igen andre som blot kalder det Mandri Mandeer, som på sanskrit betyder et tempel. Det er ikke et tempel, men energien derinde gør, at man rigtig gerne vil blive derinde i længere tid og meditere, med dette er desværre ikke muligt for den enkelte guest, kun hvis man er fastboende, men jeg siger blot, at har du mulighed for, lyst og interesserer dig for den slags og indien, så tag til staten Tamil Nadu, tag en bus, et tog til Pondicherry og en tuc-tuc derfra til- eller en taxi til Auroville  Pondicherry er også en lidt større by med fransk accent.

Efter 3 nætter i Auroville tog jeg tilbage til Goa for en enkelt nat, årsagen til dette er, at det er helligdag i Tamil Nadu den 1/5, så jeg kunne ikke få et fly til Goa der, måtte tage af sted om mandagen, og det var faktisk dejligt, for så fik jeg sagt farvel til havet, og de smukke solnedgange i Goa, og Ashvem/Mandrem beach.. Psst.. Hverken Mandrem Beach eller Arambol er til at genkende udenfor sæssonen.

Vil lige sige, at jeg kommer til at savne alle mine venner,  mango, vandmelon, ananas, papaya og bananerne hver morgen så meget, samt alle Indiens modsætninger, men jeg kommer ikke til at savne tuc-tuc´erne. Men min rastløshed fordi jeg ikke går på arbejde 9-5 som jeg plejer at gøre, gør, at jeg vil elske, at beskæftige mit sind og min fysiske krop med Caminoen.

Dette var alt fra mine eventyrer i Indien, for denne gang, jeg er på vej til Barcelona nu og skal vandre Caminoen 751 – 800 km, men selvom Indien bliver skiftet ud med Caminoen, så vil jeg stadig blogge og det glæder mig, om du vil læse med. Og du skal vide, at selvom jeg ikke er i Indien lige nu, så vender jeg tilbage dertil senest 20 juli.

Hvis du har lyst til dette, så læs med i næste afsnit at ”SKUM”.

 

I lys og kærlighed, Namasté 🙏 ❤

 

Lilly Acacia

 

 

 

Amritapuri Ashram

 

Søndag eftermiddag nåede jeg denne Asram, jeg var rigtig spændt på at se, hvad den indeholdt.

Jeg stod af nattoget fra Goa kl. 15.55 i Kayankulam og kørte ca. 12 km. med en richshaw, (det samme som en Tuc-tuc i Goa), til ashrammen. Allerede få kilometer førend vi nåede derhen, startede der en høj musik udenfor, som kom fra højtalere der var sat op i hele byen. Det var mantra musik som gjorde, at energien fra ashrammen, allerede nåede mig få kilometer førend, vi nåede til selv ashrammen.

Billedet til venstre viser indgangen til Asrammen.

Jeg fik ved informationen, anvist et værelse, i en meget høj bygning på 13 etage, derpå fik jeg noget sengelinned og en masse skriftligt om de regler der var på stedet. Nogen af dem gjorde mig ked af det på indernes vegne. Jeg gik over til bygningen hvor jeg skulle bo og så skulle jeg ellers finde mit værelse, som skulle ligge på 13´ende etage. Men hjææælp, hvad var nu det, elevatoren gik kun op til 11 etage? og derfra skulle jeg så gå op af en udvendig metaltrappe til 13 etage.. Og her mærkede jeg min første modstand, for det kunne jeg ikke, min højdeskræk gjorde at jeg frøs til is, og jeg tænkte, at jeg skulle ned igen meget hurtigt og have et andet værelse, så det gjorde jeg, op og ned er lige hurtigt gjort og vupti stod jeg med en nøgle til et værelse på 3. sal, Jeg åbnede døren derind og her var 4 køjesenge og usandsynlig varmt, der var en fan i loftet, den tændte jeg, men jeg kunne ikke åbne vinduet, da der var sat et net foran vinduet, og der var rigtig meget beskidt, men hvad, der var et ok toilet og bad og jeg havde jo rent sengelinned, så pyt, jeg ville nok kunne klare at være i dette indelukkede varme rum i nogle dage.

Efter at have sat mine ting til rette, gik jeg ud for at undersøge området. jeg mødte en amerikaner, som fortalte, hvor jeg kunne få noget at spise og så syntes hun, at jeg skulle sørge for at få en “Darshan” af Amma i aften, for Amma ville tage ud af Ashrammen imorgen. Jeg fik mig noget godt indisk mad og derefter satte jeg mig til at vente på at modtage denne Darshan.

https://en.wikipedia.org/wiki/Dar%C5%9Bana

Og der sad jeg så, sammen med 20 andre europæere troligt og ventede i 4 timer ,inden vi europæere omsider kunne gå i en række, op for at modtage Darshanen, Det var en meget smuk oplevelse, der var levende musik imens med mantra og chants. Selve darshanen var noget af en ære at modtage, fra en så hellig person som Amma Bhagavan, en spændende oplevelse som foregik på knæ, alt imens hun velsignede os en efter en. Energien var høj, men klokken var nu blevet 01.00 om natten og da jeg var megatræt efter en 18 timers togtur og nu denne venten, gik jeg til mit værelse for at sove. Her var dog ulideligt varmt, men jeg fik redt sengen og sov som en sten i 3 timer, så vågnede jeg ved at de messede udenfor vinduerne. Ahrr men altså hvor var jeg træt, men kunne ikke sove mere, så lå og vendte og drejede mig, kl. 06:00 stod jeg op og lavede yoga i mit varme værelse..

Derpå fandt jeg en vesternsk restaurant og fik min morgenkaffe kl. 0800 og noget europæisk morgenmad. Når man er på en ashram, så forventes det at man giver “seva´s” som betaling for at bo billigt. Sevas betyder at give hjælpende hænder til alt forskelligt praktisk arbejde uden at få løn for det, og da jeg blev spurgt, så ville jeg selvfølglig gerne hjælpe med noget recykling, det blev til at jeg og to andre denne dag, skulle vende mælkeposer, så de kunne blive vasket inden de blev lavet om til nye mælke poser, det var ret fedt at gøre dette for det beviste jo, at der også i Indien er gang i recykling, så det var 2 kedelige timer, som gik til et super godt foretagende.

Derefter havde vi fri, der var ingenting at lave på ashrammen for Amma var jo taget afsted på turné og så lukke man alle workshop og yogahold ned imens hun var væk..Jo du læste rigtigt, når Amma er ude af huset, så ligger Ashrammen stille hen. Og der var bare så varmt alle steder, det var lige som om at denne lille by var omgivet høje mure, for ingen vind rørte sig og temperaturen var nok omkring de 40 grader.. Jeg trissede lidt rundt udenfor ashrammen, men det var virkelig en enormt kedelig by.  Grundet denne ulidelig varme kunne jeg ikke sove natten efter og tirsdag var jeg helt færdig af træthed. Gik hen til morgenmads cafeen, den var lukket, alle spisesteder var lukket, grundet det var tirsdag og dermed meditations og stilhedsdag.

Åhhh min morgenkaffe, det tog mig rigtig lang tid at finde et sted jeg kunne få den, og så kunne jeg kun får wienerbrød til øv øv.. Sikken en morgenstund.. pyha.. Men da det så var endnu en dag uden nogen former for aktiviter jeg gik i møde, så besluttede jeg, at Ashram liv ikke var noget for mig, så jeg pakkede hurtigt mit tøj sammen, svedig og træt som jeg var, og derpå gjorde jeg så rent efter mig, ikke den vilde hovedrengøring, selv om der trængte, men fejede, gjorde badeværelse og håndvask ren, det var hvad jeg formåede med de hjælpemidler der var stillet til rådighed. Derpå gik jeg ned ned og blev udskrevet af ashrammen.

Og her slutter så min første, eneste og sidste tur i en ashram ha ha ha 🙂 et liv, med regler og indelukkethed er vist ikke lige mig, Sorry til Amma Bhagavan, men nu er det afprøvet. Ps.: skal skynde mig at fortælle, at det bestemt ikke er alle ashrams der fungerer på den måde dog.

Derpå tog jeg en taxa til busstationen, fandt en bus som kørte til Kochin og sad så der i 3 timer med naturlig a/c. Da bussen var ca 5 km fra Kochin blev jeg smidt af og måtte finde en anden bus til de sidste fem km. Herfra havde jeg så bestilt et værelse på et hotel i Fortkochin, men min mobil var død og jeg kunne ikke huske hotelnavnet, så jeg vandrede rundt med rygsæk på ryggen og en stor taske i armene i denne lidt større by, bare for at finde et sted jeg kunne oplade telefonen. Det var mange skridt jeg fik gået inden jeg fandt en kiosk med plads til min telefon. Derpå fandt jeg en richaw og blev transporteret de sidste 5 km til byen Fortkochin. Her ankom jeg så til et skønt 4 stjerners hotelværelse med aircon 🙂 Hvor var det dog bare lækket at smide tingene fra sig og få et langt skønt bad i rene omgivelser og få vasket den svedige og beskidte ashram lugt af mig. Derefter gik jeg mig en kort tur, fik lidt mad og mærkede denne bys fantastiske dejlige energi. Takkede mine engle og min indre gud, for at have vist mig vejen dertil ❤

Hvor er jeg glad og taknemmelig for, at have oplevet dette ashram liv, og hvor er jeg dog taknemmelig for alle Indiens modsætninger 🙏

Og har du lyst og energi til at læse mere om mine oplevelser, så følg med i næste afsnit af SKUM <3

I lys og kærlighed, namasté 🙏❤

Lilly Acacia

 

 

 

Farvel til Patnem, turen går mod Amritapuri Ashram idag.

Den sidste uge her, har været ufattelig skøn, for jeg har foræret mig selv en beachhut med aircondition, jeg har betalt hele 150 kr. pr nat for en kæmpe luksuriøs hytte, med kæmpe seng (hvor jeg ikke skulle kæmpe med et fluenet, der hele tiden ville sno sig omkring mig), denne seng har himmelfluenet og i hytten er der både sofa og stuebord, samt et lækkert stort badeværelse med nok varmt vand i hanen til en god gang hårvask.

Restauranten her og de søde tjenere er ligeledes fantastiske. Stranden og den lille gade med de handlende er virkelig hyggelig og stille. Men også her, er de ved at pakke sammen, da sæsonen er ved at slutte og mange af de handlende startede med at lukke deres butikker igår. Alt i alt har denne strand og dette stedet emmet af en skøn ro til, at jeg har kunne fordybe mig.

Men alt komme til en ende og idag er jeg på vej videre mod Kerala, det vil sige, først sent i aften skal jeg med nattoget. Jeg har bestilt en sovevogn med aircondition og kan nu se frem til en togtur på 16 timer. Det glæder jeg mig til, da jeg elsker at køre med tog.

Meen da jeg skulle bestille billetten, følte jeg mig for første gang hernede snydt. Historien er, at jeg først fik beskeden om at der ikke var nogen plads med aircon, dernæst ville ham, der bookede billetten have et forskud på 500 Rs (50 d.kr.) og dagen efter fik jeg så at vide, at han ville få en billet med aircon sovevogn til mig, men at ham der skulle komme med den, gerne ville have lidt for ulejligheden, selve billetten skulle koste 1.600 Rs (160 d.kr.), så jeg gav bookeren yderligere 2000 Rs (200 d.kr) og fik så billetten om aftenen.. Hmm bagefter kom jeg til at tænke på, at jeg allerede dagen forinden havde givet ham 500 Rs i forskud, men nu havde billetten så kostet mig 2500 Rs (250 d.kr.) og på billetten stod den sølle pris af 1.190 Rs (119 d.kr.) Tradaaaa, jep, jeg følte mig mig snydt, men jeg havde fået min aircon sovevogn..

Sådan er der så meget hernede, men det er første gang det er sket for mig, og tænker, ja jeg kan jo kun lære af det, da det jo var mig selv der havde glemt, at jeg havde givet dette forskud på 500Rs. Enden på historien er nu, at min billet har kostet hele 250 kr, hvilket måske svarer til en returbillet fra Næstved til København , måske ikke engang det. Så alt er nok helt ok. Jeg lander i Kerala Kayankolum imorgen kl 16:00 ca.

Imens jeg har været her, skulle min mor på busferie til Polen og det havde hun glædet sig meget til. Men hun var ikke mere end lige nået derned, førend hun faldt og slog sin ene knæsskal i stykker og forvred den ene fod, så den blev stor og blå. Det var så her mit omsorgs-gen led skade, for jeg kunne jo ikke gøre andet, end at snakke med hende via messenger og i telefonen, alt det praktiske måtte/må jeg overlade til hendes guide og derpå til min søster og svorger. Min mor bliver så fløjet hjem idag og skal opereres imorgen, men hun er ved godt mod nu, hvor hun ved, hvornår hun skal hjem og det er det vigtigste. Men det betyder at jeg i mine tanker, pludselig fandt at vi faktisk er utrolig sårbare, når vi er ude at rejse. For der er ingen hjælp fra familien. Og når det angår ens gamle mor, eller for den sags skyld, så kunne det have været et af mine børn, (det skete også for min søn for 4 år siden i Paris) så vil mit/vores omsorgs-gen gøre, at jeg/vi bruger enorme mængder af energi på tankevirksomhed.

Pyt, alting er som det skal være, og vi/jeg skal blot lære at give slip på det, som vi/jeg rent faktisk ikke kan gøre noget ved, alligevel, og der er sikkert andre derhjemme, der er istand til at tage sig af dem.

Tilbage sidder jeg nu og skal pakke min fysiske rygsæk sammen igen og forlade dette skønne paradis, (som har både almindelig skov, strand og som er betydeligt renere end både Mandrem og Arambol), med mine nye venner/bekendte i min indre rygsæk.

Jeg er dog utrolig glad for at have oplevet dette skønne sted, men er virkelig parat til at skulle videre, for jeg føler mig klar til nye spændende oplevelser og en mere (arbejdsrig) dag.

Altså disse første fire uger har for mig ligesom været en ferie, for at lære at slappe af, give slip på det stress jeg havde i kroppen, inden jeg skulle ud for at finde det sted, jeg ønsker at studere. Goa er for altid i mit hjerte og jeg vender helt sikkert tilbage hertil til næste sæson, da jeg har efterladt min fysiske kuffert  og fantastiske venner i Mandrem. Men nu er jeg klar til næste kapitel ❤

 

Så læs med i næste afsnit af “Skum” om togturen til Kerala.

I lys og kærlighed, namasté 🙏❤

Lilly Acacia

Tvivl, når man bevæger sig til nyt og ukendt

 

Den sidste uge har jeg været i syv sind, for jeg vidste, at min tid i Mandrem Beach, var ved at være slut, jeg kunne mærke, at jeg trængte til luftforandring.

IAlt i Mandrem Beach var ved at lukke ned for denne sæson, hele byen emmede af en lidt mærkelig tung energi efterhånden som flere og flere butikker lukkede og håndværkerne startede med at larme, med at rive ned og bygge ovenpå de hoteller, som var/er.  Således at hotellerne kan genopstå, som nye store og flotte til næste sæson. Gaden i byen, hvor alle kalder på en, med deres “Madam, come and look my shop” og mit lige så kedelige svar til dem “Sorry, no more space in my suitcase”.  Alle de handlende vidste, at jeg ikke ville købe noget, men de vidste også, at der ikke ville komme ret mange nye kunder, da stilheden langsomt blev mere larmende. Så de greb enhver chance for handel, og smilede/grinede, når jeg så svarede dem, med det samme evindelige svar, som de hørte hver gang jeg passerede dem. 😆

De venner som jeg gennem årene har fået i denne by, vidste også, at jeg måtte videre på min færd, de vidste, at det var et spørgsmål om hvornår de igen skulle sige farvel for et halvt eller helt års tid. Dette gælder ikke kun et farvel/på gensyn til mig, men til hele byen, for langt de fleste som har butikker og restauranter her, bor her kun for en sæson af gangen. Når sæsonen slutter, vil de lige som turisterne, være nødt til at sige farvel til hinanden og rejse flere tusinder km til deres hjem i Delhi, Mumbai, Rishikesh, Nepal, Karnataka, Kerala. For de kommer så mange forskellige steder fra og mødes så, til hver ny sæson i Mandrem, men 4-5 måneder om året, er de hos deres familier andet sted i Indien.

Hvad angår Ashiyana Yogacenter (som næsten har været mit hjem hvert år i februar måned), så er det næsten det samme, her arbejder de fleste som sæson arbejdere, alle de som rengør stedet, forkæler os og laver mad til os, vender hjem til deres familier, yogalærerne som jo også er terapeuter, leder efter nye steder, at arbejde sig igennem sommermånederne og nogen af dem vender hjem til deres hjemland.

Så alting emmer af afslutning efter en travl sæson og for mit vedkommende betød det så, at jeg nu skulle begynde at tage stilling til, hvor næste stop skulle foregå og det blev så i Palolem og Patnem, hvor jeg så ankom til igår efter 2,5 times taxakørsel fra Mandrem.

Palolem Beach

Så nu er jeg landet og skriver videre i nutid, vel, måske  ha ha ha.. Jeg vil sige at det er en helt anderledes atmosfære her, end i Mandrem, her er utrolig mange turister, englændere, tyskere, (ikke mange franskmænd og danskere som i Mandrem),og så er der rigtig mange Indere, der også er på ferie her. Det er en meget travl strand og byens indbyggere har travlt med at hverve kunder, til alle deres gæsthuse og sørge for, at alle kan få fisk at spise til aften. Desuden har der her udviklet sig en turist attraktion, der hedder at komme ud og kigge delfiner og tage en tur på sightseeing omkring klipperne i havet.

Her er utrolig smukt, men både havet, luften og menneskene er helt anderledes travle og alt emmer af vores europæiske ferie livsstil. Dette fænomen kommer desværre nok også til at ramme mit elskede Mandrem indenfor for de næste år. Man kan stadig tinge om priserne hernede og det er muligt (nu hvor sæsonen også her, er ved at slutte) at kunne overnatte for ca 50 – 100 d.kr. hvis man er lidt ligeglad med kvaliteten og bare har brug for en seng.

Stedet rummer desværre ikke helt min energi og jeg vil finde mod nabostedet Patnem beach imorgen eller overmorgen, da der skulle være mere stille. Idag vil jeg besøge stedet og finde kommende logi for nogen dage.

Men tvivlen som jeg startede med at skrive om, handler om “hvad nu, hvor hen, jeg skal ikke tilbage til job, men ud og se og mærke fremmed kultur. Jeg er på vej mod Kerala, Amritapuri Asram fra næste lørdag, hvor jeg så igen skal opleve nye ting og steder, møde nye mennesker. Men samtidig rammes jeg igen og igen af tvivlen der hvisker til mig:

Gør jeg nu det rigtige? Har jeg lov til at modtage denne luksus, at kunne gøre som jeg vil? Har jeg råd til det? Er jeg noget værd, når jeg ikke som andre, skal hjem på job? Er jeg parat til at trodse min usikkerhed og frygt over for alt nyt? Skal jeg lade min frygt for insekter, edderkopper og højder stoppe mig, eller kan jeg overkomme disse? Hvad vil møde mig nye steder?

Er det denne tvivl som gør, at jeg bider tænderne så meget sammen, at jeg allerede har måtte til tandlægen hernede, da jeg knækkede en tand. Dette blev til en rodbehandling. Så jo nu kan jeg også sige, at det er helt professionelt  tandlægearbejde de laver her, og ikke noget hokus pokus.

Ja faktisk er jeg ikke i tvivl om, at det er min frygt for alt det ukendte, der har gjort mødet med tandlægen til en realitet, for hver morgen jeg vågner, har jeg ondt i mine tænder, så jeg spænder og bider sammen om natten. Tror dog på, at så snart jeg har indlogeret mig på Asrammen i Kerala og besøgt mit kommende studie sted, som befinder sig andet sted i Kerala, så finder jeg roen til at kunne fordybe mig og slippe enhver tvivl.

Jeg glæder mig virkelig over, at livet har givet mig denne mulighed for at rejse, at møde nye mennesker, skabe nye forbindelser, lære om og opdage hvad den oprigtige ayurvediske livsstil indeholder, kunne iværksætte denne blog og på sigt kunne udgive min bog.

Jeg takker i mit stille sind mine børn, familie, venner, yogiér for at bakke mig op omkring denne rejse og gøre den mulig. ❤ Samtidig har universet, mine guidende engle,  ærkeenglene og min indre universelle Gud vist mig, (gennem alle de ting som faldt helt på plads inden jeg tog hjemmefra), at denne rejse hele tiden har været planlagt. At det blot var et spørgsmål om tid, førend jeg blev parat til at integrere den i mit liv og at meningen på sigt, er at jeg skal skabe forbindelser imellem studiested, Amritapuri og mine landsmænd, skabe retreats og udbrede min viden om det hele menneske.

Livet er en stor og spændende rejse, hvis man ellers tør modtage den , jeg er så taknemlig for, at jeg tør tage imod denne gave.

I lys og kærlighed, namasté 🙏 ❤

Lilly Acacia

 

 

Den hellige dans

Below this text in danish, there will be an english version, so please, go on scrolling if you do want to read in english, thank you 🙂

 

Nogen gange skal man opleve noget nyt og netop derfor er jeg her, for at opleve og lære og være.

Da jeg var yngre, var der flere ting der kendetegnede mig og nogen af dem serverer jeg for dig her, nemlig fik jeg skyld for at.: Være stædig, modsige folk, vild, fordi jeg elskede at afprøve alting og larmene, fordi jeg elskede at danse og synge.

Disse ord kendetegner mig nok stadig.;

Stædig; Jeg er utrolig stædig, sætter jeg mig noget for, så udfører jeg det .

Modsiger folk.. Ja det får jeg også skyld for stadigvæk, men faktum er, at det er jeg stort set stoppet med, gider ikke diskussioner, for det er spild af god energi, tiér så hellere stille, hvis jeg ikke er enig.

Vild, Ja jeg er vild, for elsker at udfordre mig selv både fysisk og mentalt og flytter mig gerne for at gøre det.

Larmene; Jo ser du , her er der faktisk noget, som jeg har glemt at være i mange år, for børn og ægteskab har gjort, at jeg i ca 25 år har viet mit liv, til at være mor og hustru og helt har glemt min krops behov for vild musik og dans. Årsagen var ikke, at jeg ikke måtte, men at jeg var gift med en mand som ikke kunne lide at danse og derfor skete det, at jeg stille og roligt stoppede naturligt med at danse også selvom der var musik i huset, jo jo jeg dansede med børnene på armen da de var små, men langsomt tog flere og flere ansvars opgaver til og når så dagen var ovre, så havde jeg ikke fået danset og langsomt gled det længere og længere bagud i min bevidsthed, hvilket nok er ganske normalt.

Men altså, en af de ting jeg fortalte mig selv, inden jeg tog hjemmefra, var at jeg hernede gennem roen, ville finde ind til den dansende og vilde pige igen.. ok måske sent i livet, men så længe livet på jorden ikke er forbi, så er intet for sent ! SÅ nu kommer vi så til det, denne lille historie egentlig handler om, nemlig:

EN VILD RYSTENDE OG DANSENDE DAG ❤

Forestil dig en søvnig fredag morgen, at stå op til en yoga session, som i bund og grund var rystende, så vildt rystende og som satte en stor frigørende proces igang. Alt imens jeg sidder her og skriver dette, bliver jeg igen helt høj ved tanken om denne session.

Det viste sig nemlig at denne yogamorgen skulle komme til at bestå af 2 timer hvor vi bare skulle ryste vores sind og krop fri for spændinger, men inden vi gik igang med dette, havde vi en liggende meditation hvori vi gennemgik de 5 elementer og på en stille og rolig måde vækkede vores trætte morgenkroppe.

Men så var det også slut med at være stille, vi startede med at ryste os fra fødderne og opefter til vild musik, som inviterede os til at ryste og til sidst gik denne rysten over i såkaldt trancedans, det kaldte den vilde kvinde frem i mig og jeg kunne slet ikke stoppe denne dans, for jeg havde fået et helt kick af denne rystedans, så det var en stor sorg, da musikken langsomt ebbede ud og vi blev bedt om at lægge os i Shawasana (dødmands stillingen, som man bruger ved afspænding efter en yoga yogasession).

Morgenmaden kaldte på os og der fortalte den dansene yogalærer os så at det var sidste gang hun underviste på Ashiyana i år, så vi kunne ikke få flere sessioner hos hende..øv øv.. Men så snakkede vi om, at vi simpelthen måtte have mere af denne dans, for det havde været så fantastisk. Den fangede en af de andre yogalærere og spurgte os så, om ikke vi havde lyst til at tage med ind på “The Source” i byen Arambol om aftenen, hvor der ville være vild ekstastisk dans, med meditation bagefter, dansen ville foregå omkring et stort stort Banyon Træ.

Og YES det havde både jeg og et par stykker mere vild lyst til for oplevelser som dette kan man ikke få nok af 🙂

Så vi mødtes til aftensmaden, denne vidunderlige organiske, veganske mad som vi alle elsker på Ashiyana, og derefter tog vi 5 personer mod Arambol for at danse. Denne aften så jeg en deæl af Arambol som jeg ikke havde set før. Fortaxachafføren kørte os bagom Arambol igennem små bite gade ud til stedet hvor “The Source” holdt og her gik musikken allerede højt.. DA vi stod ud af taxaen blev vi først mødt af en “so” med sin grisling, i bogstaveligste forstand, hvilket kun kan ske i Indien (tror jeg), så hørtes musikkens bas og scooter larm og så gik vi ellers ned at en rød grusvej… Korte efter mødte vi en gruppe mennesker som stod og røg.. hmmm nok ikke de helt rene cigaretter, for der var en umiskendelig duft af sødme omkring dem. Så stod vi foran indgangen, fik at vide at der ikke måtte snakkes overhovedet på dansegulvet ej heller drikkes eller ryges.. så hvis man havde de tendenser, så blev man henvist til at gå udenfor.

Indenfor, som jo også var udenfor, men som havde mure af bambus omkring, lød musikken højt, og så gik det ellers løs. Fødderne trippede af sig selv på det vinyl belagte gulv og inden i midten af dansegulvet var dette fantastiske store Banyon træ omringet at ca. 200 dansene og svedige menneskekroppe. Det var utroligt smukt.

Vi lukkede øjnene og bevægede os stille og rolig ind i den ekstatiske dans og indre velvære. Vores egen dans, blev lige som de andres, stadig mere ogmere vild. Wowww, hvilken følelese, så befriende, glædes udbrud over det hele, smilende munde og øjne mødtes når man endelig lukkede øjnene op og kiggede på de dansene svedige kroppe beklædt i mere eller mindre tøj.. Vildt vildt vildt .

To timers rystende dans blev afløst af stille rolig melodi, der langsomt fik folk til at sætte eller lægge sig ned på gulvet og overgive sig til en shavasana meditation og sukke vores ekstatiske energi ud af kroppen. Efter at have ligget i ca 10 minutter, blev vi bedt om at sætte os op i en stor rundkreds og holde i hånd for at afslutte sessionen med 3 x Ohmm og taksigelse.

Jeg var totalt høj på livet og ligeledes var de 4 andre som jeg var sammen med, vi blev hurtigt enige om at dette var absdolut ikke sidste gang vi gjorde dette.. Ja faktisk var vi så høje på livet, at vi efter endt taxakørsel tilbage til Mandrem, grinede så meget at vi blev tysset på af de herboende indere, da klokken var blevet 23:00.

Det var svært at falde til ro efter denne dag, så tilbragte lige lidt tid på stranden i nattemørket sammen med danske Maja. snaksnak snak og klokken blev mange inden vi nåede til køjs.

En dag i Indien som startede og sluttede med en befriende dans ❤

Og, bare lige for at sige det højt, så dansede vi en gang mere igår aftes, samme sted og tid, men med anden DJ, denne Dj startede det hele og gjorde det dermed muligt for os at deltage og nu var det så desværre sidste gang i denne sæson og han afsluttede så fint med at give alle os liggende mennesker et rigtig “Gong bad” Var dansen fantastisk, så var dette Gong bad næsten endnu mere fatastisk.. jeg kommer da til, at importere sådanne oplevelser til Danmark på et tidspunkt ❤

Jeg kan kun anbefale dig at prøve dette og derfor vil jeg gerne anbefale dig at tage til en af  Lalita Mármeka´s Ecstatic Shaking worksshops, hun underviser forskellige steder i europa her i sommer og vist nok også i Danmark. du kan se mere om hendes arbejde på: www.lalitamarmeka.com

OG MED HENSYN TIL ECSTATIC DANCE MEDITATION i Arambol, så kan du læse mere om dette fanstastiske fænomen på: f.com/ThesourceArambol ved Benjamin Crystal.

Ja jeg skal love for at jeg fandt frem til mint vilde dansene liv igen… så befriende, så vidunderligt.. Jeg lærte denne dag og aften at jeg stadig kunne danse og hvor vigtigt det er at bibeholde dansen i sit liv, også selvom der kommer både mand og børn til, så må du ikke glemme at danse, da det giver dig så stor glæde i livet.

I am so Totally high on life ❤

I lys og Kærlighed, Namasté 🙏❤

 

 

 

Vel ankommet, træt og mødet med den indiske venlighed:

Sidder  på O´saiba og får en kop Italiensk expressokaffe.
JA italiensk kaffe i Indien, det er bare så meget et “must” ovenpå en lang flyvetur, et minimum af søvn i øjnene, jetlag og så den viden der kom til mig på vejen fra lufthavnen til Ashiyana.
Så sidder lige her på en skøn indisk restaurant, med kaffe og  halvt åbne øjne, og overvejer seriøst hvad mit pas laver i lufthavnen, (jep du læste rigtigt)!
Altså når jeg er her på Mandrem Beach og Ashiyana🤔😬 som om jeg ikke har andet at bruge 4 timer til idag 🙄..
Og så er det lige at jeg jo samtidig bliver ydmyg og taknemmelig for de immigrations papirer man udfylder ved indrejse, og for de søde Indere, der sætter himmel og jord i bevægelse for at finde en træt tosse som jeg 🙏Må have tabt mit pas i lufthavnen.
Flink medarbejder fra Qatar Airlines fandt det, tjekkede kvikt mit navn ud på fb, fandt derigennem ud af, at jeg skulle til Ashiyana, ringede hertil, de ringede så til taxi, og chafføren fortalte så at jeg ikke havde mit pas.. hmm 🙁
Tog på Ashiyana for at sove og for så få timer senere igen mødes med den samme chaffør, for at køre den lange tur til lufthavnen, dybe lange vejrtrækninger for det er varmt og jeg er træt.
Meget underligt havde den person, som havde fundet mit pas, nu smsét med en Ashiyana medarbejder og bedt om at vi (chafføren og jeg) kom til et fodboldstadium udenfor lufthavnens område, men da vi kommer frem, er han der ikke.
What to do???
Adrenalinet bliver lidt højt efter 10 minutter, og han stadig ikke er kommet. Vi ringer så til ham, bare for at finde ud af, at vi desværre er på det forkerte mødested.
Kører til andet sted. Venter igen….. Jeg bander. Chafføren kigger på mig, med de der himmelvendte øjne, som kun kan sige/betyde “Arrhhh vi er blevet narret”🙄 Mit skeptiske jeg indfinder sig, chafføren mærker det og ringer igen…
What???
Det viser sig, at vi stadig ikke på det rigtige sted!

Hvor stort kan et fodbold stadium lige være??
Vi kører nu helt tæt på lufthavnen, og der er sørme et helt andet fordboldstadium. Og yes yes yes…
Her står den kvikke Qatar medarbejder  Soti som havde mit pas pyhaaa!!!. 
Der blev min tro på det gode univers godt nok sat på prøve, men heldigvis viste det sig endnu en gang at man ikke må miste troen på universet, min uro blev gjort til skamme, og jeg kan nu ånde lettet op. 🙏 
Jeg ville gerne vise Soti min taknemlighed og ville give ham en findeløn, men det ville han ikke modtage, men han ville rigtig gerne have mig som ven på facebook, så det er  han, en rigtig god fb ven 😊 
Han fortalte mig i øvrigt at han ikke havde fundet frem til mig via immigrations papirerne, men via fb.. smart ung mand.. Medieverden er nu ikke så tosset endda. Så reelt fandt han mig ikke via immigrations papirerne, men via fb og sparede mig dermed for en masse besvær med myndighederne.
Endnu en gang beviste universet og de engle, som jeg tror på, at de findes, at de er der og passer på os, det eneste de beder om er lidt tiltro.
Jeg er yderst taknemmelig. 🙏
I lys og kærlighed ❤ Namasté

 

Jeg har gjort noget 🙃

Og nu tager jeg konsekvensen af det.:

 

Jeg har nemlig solgt mit hus, har flyttet rundt med møbler, tøj, bøger og mig selv de sidste mange uger, jeg har gjort mig klar til at forfølge mit mål og nu er det lige før afgang..
Og nej, jeg rejser ikke til månen, selvom man næsten skulle tro det med alle de farveller og på gensyn der har været 🙂 Men nej jeg rejser såmænd kun til Indien, for at leve min drøm ud.

Jeg kan nu betro dig at min drøm er at skrive, at lære, skrive og fortæller folk herhjemme og i udlandet om, hvad Ayurveda, yoga og kropsindsigt kan gøre ved dem/jer, hvis de/I ellers er parate til at lave en livsstilsændring. Men før jeg gør det, så må jeg have noget mere boglig og faglig viden at basere min teori omkring..

Og inden da, er det nødvendigt for mig at tage en “time out” for at give slip på al det stress jeg har opbygget igennem mange år, så den første måned vil foregå på en strand i Goa og jeg glæder mig.. Vildt. 🙂

Det er lige om lidt det sker, lige om mindre end et døgn, forlader jeg Danmark, lige om lidt, tager jeg endnu en gang, ud i verden på eventyr, for ja det er det også, et rigtig dejligt eventyr.

🌈✈🌏🧜‍♀️🧚‍♀️

Så har du lyst til at følge mig på min tur igennem det jeg oplever, så gør dig selv den tjeneste at klikke ind på min side her på facebook:

“SunShine Yoga & Massage” eller her på min hjemmeside “www.sunshineyoga.dk”  som lige nu er under udarbejdelse.

For her vil jeg skrive blogg om mine oplevelser. bloggen bliver til under navnet “Lilly Acacia”

Vel mødt, jeg glæder mig til at se dig.. Nu er jeg klar til afgang, vil du med??? <3

I Lys og kærlighed

Namasté 🙏🌏🛫🕉☯❤😇

Spændingen stiger 🙂

 
Som du måske har læst dig til gennem den sidste tid her på min side eller på min private profil, så er jeg på vej mod forandring. Og det hele starter på lørdag, for lørdag morgen kl 07.35 sætter jeg kursen mod Goa og Mandrem Beach i Indien <3
 
En kæmpe forandring som vil komme til at præge både min krop og mit sind.
Lige nu løber jeg fra Herodes til Pilates for at nå alle de forskellige ting der skal til inden jeg kan tage afsted til Goa og dermed Indien. Hold nu op, det har været en travl travl tid med nedpakning, salg af mine ting og sager, opbevaring af andre ting og sager, og det at smide ud.. det har været den største oprydning i og af mit liv, siden jeg ved ikke hvornår.. Og tillige har der været så usigeligt mange tanker, for det er ikke nemt, det er en svær beslutning og der har været så mange gange jeg har måtte ændre mine planer, at jeg havde svært ved at tro på det, da huset endelig blev solgt.. Wooowww.. men bottomline er, at jeg nu er meget nær parat, til at drage afsted og selv her i sidste stund er der beslutninger at tage. Jo jo for man kan da ikke bare forlade Danmark, der er forsikringer, hvem kører bilen når du er væk, hvor meget tøj skal der med, rygsæk eller kuffert eller begge dele? Visa 5år eller 2 måneder – hov den slog mig lige ud for en stund – godt jeg har gode og vejledende venner <3 Bryllup i juni, hvad er nu det, det var ikke med i planen <3
 
Har jeg nu snart fået sagt farvel til alle vennerne.. Neeej det har jeg ikke , for jeg har ikke tid, men jer jeg ikke har nået ud til, beder jeg så inderligt undskylde mig, I er på som de første, i den periode, jeg er hjemme kortvarigt i Juni/juli.. <3
 
Lige nu sidder jeg i en venindes kælder og skriver dette, for jeg har har lejet mig hos hende indtil jeg tager afsted, det er dejligt at kende nogen, som man kan gøre det hos <3 Men samtidig er det også usigeligt mærkeligt ikke at have sine egendele og ikke at have sit eget hjem. at ligge til ulejlighed hedder følelsen, også selvom jeg godt ved at jeg ikke er til ulejlighed. Følelsen vil bare gerne være der.
 
Min kære søn Jakob Ferdinandsen, er ved at redigere/lave min hjemmeside om og den bliver nu klart mere udformet som et blogspot, den bliver så smuk og jeg glæder mig vildt til at præsentere jer for den, lige nu står den opført som test. <3 smuk og enkel er den <3
 
Min firmaside her på facebook ændrer navn til SunShine Yoga, i stedet for _Sunshine Yoga og Massage og coverbilledet bliver nu anderledes.
 
Er jeg nervøs.. Åhh ja, det er jeg og nej nervøs er ikke ordet., men det kribler og kratter nu godt i maven, man ved hvad man havde og aner i bund og grund ikke noget om hvad der kommer til at ske.
 
Der bliver kørt mange mange mil i min bil i øjeblikket og jeg er træt, så meget træt.. glæder mig usigeligt til Goas lange brede og rolige strande og mange timer med selvforkælelse og fordybelse på yogamåtten <3
 
Kære dig, hvis du vil følge mig på min tur til og igennem spændende oplevelser, så må du meget gerne “like” min side:
 
Sunshine Yoga & Massage
 
da det er her jeg sætter mine bloggs op… Min egen private side, vil stille og rolig blive mere og mere stille, ligesom jeg..
 
Så du er hermed inviteret til at like Sunshine Yoga & Massage.
 
I lys og kærlighed,
 
Namasté 🕉😇🙏♥️