Vel ankommet til Hotel Fortkochin Beachinn kl. 17:30 efter en lang, men hyggelig busrejse, på ca. 3 timer i en rumlebus, hvorefter jeg blev smidt af på et stoppested, der bestemt ikke lignede et stoppested, udenfor Kochin. Bussen kørte og så stod jeg der, ved fortovet, nå nej, for det har man ikke så mange steder i Indien, men ved vejkanten til en stor og larmende gade med masser af reklameskilte og vejskilte, dyttende biler og endnu flere dyttende Rickshaws.. og skal vi så ikke lige også tage alle de forvildede scootere med også. Jo det er engang imellem for meget med det dytteri, en gang imellem bliver man godt nok træt i hovedet af al den larm, og jeg kan sige dig, at 38 graders dryppende hede og sved ikke gør det mindre anstrengende og trættende.
Heldigvis var der en lille hyggelig restaurant, hvor jeg lige kunne få en kop kaffe, inden jeg startede med at lede efter en bus til Kochin, spurgte så nogen indere, hvor busstationen var og de pegede bare vildt på ingenting og ryster så underligt på hovedet ha ha ha 😄 Det var altså noget besværligt og ingen af dem jeg spurgte, kunne engelsk, virkeligt!!!! jeg følte mig som i et fremmede land. Ok, det er det jo også, men altså. Det lykkedes mig dog til sidst, at finde ud af, at der ikke var en busstation, men kun det usynlige stoppested, og derfra blev jeg så henvist til en ny bus, med al min fantastiske oppakning, vi kørte så, over hele tre store broer, for at komme til Kochin, en by, som mere eller mindre var en rundkørsel, med fire udveje, hvor små samt lidt større butikker, blandede sig med den larmende trafik.
Denne gang stod jeg af på en mere normal busstation, et næsten stort stoppested, men med markering på at endestationen eller begyndelsens stationen var her. Og nu går det jo ikke altid som jeg gerne vil og derfor ville guderne åbenbart, at min telefon var løbet død for strøm.. Åhhh ja selvfølgelig kunne jeg ikke huske navnet på hotellet, så nu var gode råd dyre, for jeg kunne ikke finde et sted at oplade den. Til sidst (efter at have været aben i et bur i en halv times, sådan føles det ind i mellem, når hvide mennesker er et sjældent syn blandt Inderne) lykkedes det mig ,at få lov til at oplade den hos en lokal kiosk.
Vidunderligt, stor tak til ham for hans venlighed og imens dukkede der sørme en Rickshaw op, og chaufføren som sagde, tuc-tuc Madam?? 😉 Denne gang sagde jeg ja tak, for nu kunne jeg se, hvad navnet på mit hotel var. Det var 5 km derfra og da vi holdt udenfor døren, blev jeg mødt af de skønneste mennesker, der bød velkommen, energien i byen og på hotellet var fantastisk og lige hvad jeg trængte til efter 3 nætter i Amritapuris ashram og en lang varm bustur. Ja sådan landede jeg i den skønneste lille by Fortkochin.
Denne by blev rigtig svær at forlade igen, her er så megen historie, fire kulturer: Portugisisk, Hollandsk, Engelsk og Indisk, hvilket gør at denne by´s borgere er rummelige overfor turister da her bor folk fra alle lande, som også driver små/store forretninger i byen. Det eneste der er lidt kedeligt omkring denne by, er at selvom der er strand, så går det ikke an at bade der, kvinder går ikke i vandet, de dypper kun fødderne i Kerala.. Jo jo, og som det er mange andre steder i Indien , så skal vi tøser også helst have dækket skuldre og knæ.. Dog er alt dog lidt mere tilladt i Fortkochin end i resten af Kerala.
Jeg besluttedede at lege turist i denne by, spurgte om jeg kunne få en rundtur, og ja det kunne jeg sagtens, så jeg så alt af museer, den portugiske katolske kirke, den Hollandske kirke, det buddistiske tempel, vaskeriet, hvor man vasker tøj og linnede for hele byen, jep, stadigvæk ved håndkraft og ingen vaskemaskiner, så hvordan man hænger tøj på en tøjsnor uden klemmer, fik vist antikke butikker, hvor de gerne vil sælge alt muligt og sørme også gerne sende det hjem for os, alt er muligt, vi er jo i Indien. Jeg fik også vist det kinesiske fiskeleje, og endte med at tage i teatret og se et stykke af deres kulturhistorie.. En lang dag på 8 timer, fyldt med indtryk og fremvist af en tuc-tuc chauffør til den ringe pris af 800 Rs.. (75 dkr.) og en kop kaffe til chaufføren.
Dagen efter tog jeg til Allepey for at sejle på backwaters, det er utroligt populært, så det måtte jeg selvfølgelig prøve. Det var helt utroligt smukt og tillige var det en behagelig afslappende og lidt mere kølig dag.
På tredjedagen mødtes jeg med en bekendt fra Næstved, hun og hendes kæreste havde og lige akkurat samme tirsdag som jeg, slået sig ned der, og dette for længere tid, da de har besluttet at hun skal føde på en økologisk ayurvedisk naturlig fødeklinik, og da jeg kiggede klinikkens webside, så kunne jeg sagtens forstå, hvorfor de gerne ville det, så hvis stedet svarede til der webside, så handler det om et sted der har yderst professionelle læger og jordmødre.. Så dette formår Kochin og omegn så også.
Nu var det så tid til at søge videre og kigge på flere steder hvor de underviste i ayurveda også for udlændinge som jeg. Amritapuris Ashram og college for ayurveda havde jeg jo ikke ligesom lyst til, og så havde jeg tre steder her i nord Kerala at undersøge, det ene havde jeg kigget på hjemmefra, men det tog jeg så først tilsidst, da det viste sig ikke at være langt fra Fortkochin. Så var der et andet Academi i Indukki (Idiki) som skulle ligge i bjergene og hertil blev jeg kørt af Sajeer som havde boet 13 år i Dubai og lige var vendt hjem til hjembyen ved juletid, da han savnede sin familie.
Sajeer viste sig at være en fantastisk god chauffør, og selv på de mest umulige veje i bjergene kørte han fantastisk roligt.. Ved vejens ende langt deroppe, efter at have kørt igennem utallige småbyer endte vi ved et fantastisk dejligt sted. Meningen var nu, at jeg skulle blive der et par dage, men det havde jeg faktisk ikke lyst til, for hvordan skulle jeg så komme ned derfra, hvor ville jeg finde en chauffør som jeg kunne stole på kørte ordenligt, min højdeskræk larmede.
Så jeg bad Sajeer vente, alt imens jeg talte med lederen af stedet og blev vist området. Det bliver så ikke der, jeg kommer til at lægge mine penge, for der kunne jeg kun studere 1 måned og syntes jeg ikke var nok. Samt at jeg ikke kunne få nogen papirer på, hvad uddannelsen indebar og selvom der var flot, så var der bare en intuition, der sagde nej tak. Så jeg tog sørme med tilbage til Fortkochin igen ja ja, engang imellem træffer jeg nogen beslutninger på intuition og heldigvis for dette ❤ Dagen efter tog vi ind til Kochin og kiggede et college der, men de tog ikke udlændinge ind, det var kun til deres egne landsmænd. Det sidste sted jeg så undersøgte, var så et jeg havde kigget på hjemmefra, og det der lokkede på deres hjemmeside, lokkede også da jeg var derude, yderst professionelle læger, en vel tilrettelagt uddannelse over 3 måneder og hvilket fantastisk sted det lå. Aluva lige udenfor Fortkochin..
Efter at have talt med lægerne på uddannelsesstedet Kerala Ayurvedic Academi, tog vi op i bjergene og så på store vandfald, det var utroligt smukt.
Her kom der to småpiger hen og spurgte hvad jeg hed og hvor jeg kom fra, det var så tydeligt at forældrene havde sendt dem, jeg spurgte så, hvad hedder I, og de hedder så Ashiya og Arena, virkelig smukke navne, de fik mit navn og så fulgte de ellers i hælene på mig og blev ved med at spørge om forskellige ting, til sidst blev det for meget, så jeg standsede og spurgte om jeg måtte tage et billede af dem (for de vil altid have billeder af os hvide mennesker), så ja det måtte jeg godt, og så endte jo med at der skulle tages billeder af mig sammen med hele deres familie.
Sådan sker det ofte, og er der ingen børn der kan spørge, så tager forældrene billeder af mig uden af spørge og uden at skjule det.. Det er det jeg mener med at jeg og andre hvide ofte føler os som aber i et bur i Indien. Men reelt er det jo harmløst og tit foregår det jo med smil og hyggelig snak. Indrømmer dog her, at jeg en gang imellem demonstrativt vender dem min ryg, øv for dem, men godt for mig ha ha ha 😉
Det var ulideligt varmt, at gå op nede fra vandfaldene og jeg var drivende våd af sved, så da det pludselig blev tordenvejr og regn, kom det som et svalende og forfriskende pust, det var bare dejligt. Det regnede også sidst vi var i bjergene og sådan er der i disse Keralas bjerge, pludselig regner det, og pludselig stopper det igen efter 5 -15 minutter. Jeg fik skylden for at det regnede, for det altid regnede, for det gør det altid, når Sajeer og jeg er ude at køre, siger han, hvortil jeg svarede at ja, men jeg er også dansker og i Danmark regner det altid. Faktisk fik vi næsten regn hver dag, mens jeg var i Kochin. 
Sajeer, som nu er blevet en rigtig god ven, har deltaget i samtalerne på de forskellige steder akademier vi har været på, og denne støtte har givet mig et større overblik, da det ikke at er nemt at forstå hvad der menes, når folk snakker og ryster på hovedet i en blanding af maahajalam/engelsk.. Han har været en super tolk.
At møde nye mennesker, har altid været en stor del af mit liv og måske bliver de til bekendte eller venner, eller måske mødes vi bare for en kort stund i livet og uden at vide det, har vi måske sat et fodspor i dem vi møder. For jeg tror på, at der altid er en mening med, at vi mødes, intet er tilfældigt, vi har noget vi skal dele/lære af hinanden, inden vores veje igen skilles.
Tilbage til Fortkochin, hvor det endte med at jeg blev der i yderligere 5 dage, hyggede jeg med Maria-Therese og hendes kæreste og fandt jo så via min søgen, det sted jeg gerne vil lægge mine penge og dermed studere, også selvom det ikke er helt billigt, dyrt er det heller ikke i forhold til, hvad jeg skulle af med andre steder i Danmark, eller England f.eks. men helt billigt er det ikke.
Dog er jeg sikker på at de penge er super godt givet ud, det bliver en spændende uddannelse som starter 23 juli 2018, jeg glæder mig allerede vildt J Også selvom jeg kan være i tvivl, om jeg har hukommelse nok til at kunne huske det, jeg lærer, men nej, den tanke slår jeg lige ud af hovedet igen.. Paaang, nu er den væk ;-).
Fortkochin, det bliver en by som jeg aldrig nogensinde vil glemme, den er intet mindre end fantastisk og jeg er super glad for at jeg skal tilbage sidst i Juli, håber dog at det er blevet bare en lille smule koldere til den tid. Et vejlende godt råd til dig, der gerne vil besøge Kerala og måske Fortkochin kunne være, at gøre det i sæsonen hvor det ikke er så varmt, men så vide at der er der en del andre turister.
På niendedagen havde jeg købt en flyvebillet til Chennai, for jeg ønskede at se Auroville, et område der starter 5 kilometer fra byen Pondicherry. Et fællesskab af mennesker der er kommet til fra hele verden i slutningen at 60érne og først i 70érne og der kommer løbende kommer nye mennesker til, der æsnker at bosætte sig der, grundet stedets dybe og store energi inde i skoven, der er guesthuse, der er beachhytter, der er rigtig mange der lejer dele af deres huse ud eller som har enkelte udlejnings huse… Landsbyen/området opererer ud fra den tro, at intet er umuligt, alt er muligt, hvis du bare vil.
De dyrker økologi, det mediterer , synger chants og har workshops, og så har de dette, som nogen kalder et tempel, and en vandtank og igen andre som blot kalder det Mandri Mandeer, som på sanskrit betyder et tempel. Det er ikke et tempel, men energien derinde gør, at man rigtig gerne vil blive derinde i længere tid og meditere, med dette er desværre ikke muligt for den enkelte guest, kun hvis man er fastboende, men jeg siger blot, at har du mulighed for, lyst og interesserer dig for den slags og indien, så tag til staten Tamil Nadu, tag en bus, et tog til Pondicherry og en tuc-tuc derfra til- eller en taxi til Auroville Pondicherry er også en lidt større by med fransk accent.
Efter 3 nætter i Auroville tog jeg tilbage til Goa for en enkelt nat, årsagen til dette er, at det er helligdag i Tamil Nadu den 1/5, så jeg kunne ikke få et fly til Goa der, måtte tage af sted om mandagen, og det var faktisk dejligt, for så fik jeg sagt farvel til havet, og de smukke solnedgange i Goa, og Ashvem/Mandrem beach.. Psst.. Hverken Mandrem Beach eller Arambol er til at genkende udenfor sæssonen.
Vil lige sige, at jeg kommer til at savne alle mine venner, mango, vandmelon, ananas, papaya og bananerne hver morgen så meget, samt alle Indiens modsætninger, men jeg kommer ikke til at savne tuc-tuc´erne. Men min rastløshed fordi jeg ikke går på arbejde 9-5 som jeg plejer at gøre, gør, at jeg vil elske, at beskæftige mit sind og min fysiske krop med Caminoen.
Dette var alt fra mine eventyrer i Indien, for denne gang, jeg er på vej til Barcelona nu og skal vandre Caminoen 751 – 800 km, men selvom Indien bliver skiftet ud med Caminoen, så vil jeg stadig blogge og det glæder mig, om du vil læse med. Og du skal vide, at selvom jeg ikke er i Indien lige nu, så vender jeg tilbage dertil senest 20 juli.
Hvis du har lyst til dette, så læs med i næste afsnit at ”SKUM”.
I lys og kærlighed, Namasté 🙏 ❤
Lilly Acacia