St. Jean Pied du Port – Pamplona 🙏
Startede min Camino tur lørdag 5/5 – 2018 op af bakke! Ohh ja, det var rigtig meget op af bakke lige fra dag 1. Kom sent afsted fra mit hostel, fordi jeg skulle have sendt en pakke med noget tøj hjem, så måtte vente på st posthuset åbnede.. kl. 09.30 satte jeg igang og så gik det ellers bare op af bakke, og da jeg troede at nu kunne vi ikke komme højere op, ja så gik det endnu mere op af bakke efter det næste sving.. det lyder næsten som et piv fra mig og det føltes sørme også som et piv, men men hold op hvor var det smukt, et vidunderligt landskab strakte sig ud foran og bagved mig, Jeg havde da aldrig troet at jeg skulle bestige bjerge, grundet min højdeskræk og nu var jeg så igang med at bestige Pyrenæerne. Engang imellem tror jeg virkelig at må jeg må være gal at jeg overhovedet kunne få den ide at gøre det.
Meningen var faktisk at jeg ville have startet i Reconcevalles, men en masse yogamennesker og en sød yogakollega, fik mig overtalt til at starte i St.Jean Pied du Port (Thank you Ceri) Og jeg må indrømme, at jeg ville have været ked af det, hvis ikke jeg havde gjort det, for her var virkelig smukt. Men hold nu op hvor var det hårdt og da jeg havde besteget 8 km, kom jeg til Restaurant hvor der var overnatnings mulighed, men jeg syntes det var for tidligt at stoppe, vel, det gjorde jeg i alt fald indtil jeg hørte at jeg skulle gå 18 km mere, hvoraf de første 8 ville være direkte op af bakke og at nedturen bagefter ville blive slem, førend jeg ville nå Reconcevalles, for der ville ikke være andre overnatningsmuligheder ! så besluttede jeg at bede pænt om en seng at sove i. Og heldigvis var der lige en ledig seng tilbage, jubbiee hvor heldig kan jeg være 🙏
Her mødte jeg de første danskere, et ægtepar fra Ringsted Lise og Jackie, skønne mennesker, der såmænd tager turen for fjerde gang. Så noget må turen give fra sig. Alt imens jeg sad og nød min kaffe med udsigt ud over bjergene, tænkte jeg om jeg mon havde taget munden for fuld, ville jeg blive i stand til at klare turen, og mens jeg sad med disse tanker kom Lise ud fra cafeen og inden jeg nåede at sige noget, sagde hun: Jeg kender dine tanker tror jeg, og ja selvfølgelig kan du vandre denne tur, hvis jeg kan, så kan du også .
Og ja selvfølgelig kan jeg det. Første overnatning viste sig at foregå i en sovesal, med 6 Italienere, en Tysker, et par fra Canada, en Amerikaner og så mig.. Godt jeg havde ørepropper med, det her hostel liv er da lige noget man skal vænne sig til. men søde mennesker var/er de og det er lige som om, at alle dem incl. mig der vandrer caminoen bliver til en stor familie, alle er yderst omsorgsfulde over for hinanden undervejs og der bliver uddelt kram og positiv psykologi til alle der har brug for det, alle hilser på hinanden undervejs og jeg har allerede lært to ord på spansk, nemlig: Buen Camino 🙂 , det er faktisk lidt vildt at se se og mærke hvor meget vi kommer hinanden ved, og måske lige en tand for meget af det gode og hyggelige.
Dag nr. 2 startede med total opstigning, folk passerede mig, for at jeg derefter passerede dem, grundet at vi holdt pause forskellige steder. På et Tidspunkt nåede jeg et højdedrag med en fantastisk udsigt og hvor Lady Virgin of Orisson stod på toppen, eller måske var det madonna, som de blot kaldte Virgin of Orisson..
Turen gik derefter videre indtil kl 12, hvor der så holdt en vogn med mad som alle kunne købe af, hvis de havde lyst og mon ikke de fleste havde det.. han havde blandt andet både kogte æg og bananer.. wiiiee, proteiner, som vi ikke havde fået til morgenmad, for der får man desværre kun kedeligt lyst brød uden hverken æg eller frugt øv øv..
Derfra gik det bare endnu mere opad, på jord og rullesten og meget ujævnt terræn, her blev mine vandrestave en kæmpe hjælp og jeg var ligeledes glad for mine vandrestøvler.. havde skiftet sokker en gang, men gjorde det lige igen. For det siges at være godt at gøre det hveranden time. Alt vel og pludselig nåede vi passet uden at have opdaget at klokken havde passeret 13.. og så var det godt nok pausetid.. Sjældent har en møg kedelig sandwich smagt så godt midt på bjerget med den skønneste udsigt og en yogamåtte til at sidde og ligge på er bare en super nice ting at have med 🙏
Åhhh nu skulle jeg så ned herfra dette bjergpas og på et tidspunkt gik det så stejlt ned, at jeg bare havde det svært med min venstre forfod, for sikken mange smerter jeg havde i den, sjældent har noget gjort så ondt. Nedstigningen var usandsynlig stejl og gennem rullesten, det var så svært og så hårdt at jeg jeg måtte lade Lise og Jacki gå i forvejen, for jeg havde virkelig fået de første problemer, men ned kom jeg da i god orden, træt og lignede garanteret en udslidt æblegrød !!! Hen til nærmeste hostel og så i kø. Fik en seng, ja faktisk et smukt nyt og rent sted, med mange senge, som dog var afskærmet hver især. Reconcevalles og nu 28 km, var nået efter en sindsyg hård etape og mine støvler fløj af mine fødder og på kom mine klipklapper, hurra for dem 😊.
3 dagen startede blødt ud med en skøn lige strækning, som dog hurtigt ændrede sig til nye højdedrag og desværre flisebelagte stiér, op og ned gik det og pludselig startede smerten forfra, det hjalp dog at gå i slalom ned af bakke, så kunne det lige klares og efter knap 7 km kom den skønneste lille by med en café. Wiieee hvor var det dejligt endnu en gang at smide støvlerne, rende på bare fødder, drikke en kop kaffe og bare være sammen med det skønneste dejlige solskin ❤
Videre gik det så mod en anden lille by og da jeg nåede denne hvor frokosten kunne indtages, besluttede jeg at skifte over til sandaler, og tro mig, det er dog den bedste idé jeg længe havde fået. For derefter ingen smerter overhovedet, ikke vabler foruden den lille støvlerne havde givet mig. og slet ingen smerter.
Pludselig stod jeg foran et sted, hvor et skilt viste, at der var 6,9 km til Zubrini, men vejen så ud til at slutte der hmmm. og 1 meter derfra et andet skilt der viste caminovejen med et skilt med 7,5 til Zubrini, gode råd var dyre, for hvad vej skulle jeg? det var svært at se, men jeg valgte den med caminoskiltet og hold da op, hvor jeg troede jeg var faret vild, for det gik bare opad og igen i rullesten og inde midt i et skovterræn og ingen andre backpackere at se.. hold nu op, det er første gang jeg følte mig på vildspor, men op kom jeg og pause i tre minutter og så bare op op op igen. hjæælp tabte vejret flere gange.. men da så jeg var kommet helt op og det var et fladt terræn, så smed jeg rygsækken satte mig ned og pustede.
der kom så en anden koreansk backpacker og gjorde det samme. og så kom der sørme flere cyklister, cyklister på den sti opad, jeg gloede virkelig, hold da op de havde min fulde respekt.. Derfra var vejen let indtil jeg så skulle ned af bjerget igen, for igen stejlt ned og på diverse bjergskiffere.. Og så pludselig var jeg i Zubrini, fandt mit hostel, og gik ud for at få noget at drikke og her mødte jeg igen Lise og Jacki og Michael og Helena, de to sidste fra Austraulien, skønne mennesker på 75 år.
på 4 etape vandrede jeg sammen med en Indisk/Californisk herre. Det var en hyggelig dag at vandre, men hvad vi troede ville blive let, kom til at blive svært grundet regn om natten, snævre smattede skovstier, meget op og ned af bakke i diverse rullesten og ingen cafeer nogen som helst steder, først efter 18 km, kom vi til en by, hvor vi omsider, sammen med åbenbart alle andre vandrere, kunne få noget at spise og kaffe.
Jahhh endelig kaffe, den var så tiltrængt, jeg var så træt og øm i mine ben, at hver gang jeg satte mig, så havde jeg svært ved at komme op igen, og komme igang igen, det var lige som om mine ben bare blev stive på 5 minutter.. Åhhh hvor blev jeg glad, da vi endelig nåede Pamplona ca. 3 km efter kaffestoppet. 🙂 Jeg fandt mig et hotel og smed min bagage.Nu havde jeg virkelig brug for en pause, så logerede mig ind på et smukt hotel.
Da jeg vågnede dagen efter, kunne min krop ikke finde ud af sengen, jeg nøs og hostede og øjnene ville ikke åbne og humøret på zero, no go!!!!
Så jeg besluttede at blive i Pamplona en nat mere og finde et sted at få massage. Troede aldrig jeg ville komme ud af den nedtur. Men det gjorde jeg så alligevel da jeg endelig fik massage, og nu hvor jeg skriver, har jeg det rigtig fint og glæder mig til 5. etape, som ser ud til at være meget meget lang opstigning og derefter lige så lang nedstigning nedstigning, så iflg. alle gode råd, sender jeg sendt min rygsæk videre til næste destination og går igennem dette pas uden den.. snyd, ja måske, men jeg lytter til dem der har prøvet turen før og ved hvad den indebærer 😆.
Dette var så første beretning fra min Caminotur og har du lyst til at følge med, så læs gerne næste afsnit af “SKUM”.
I lys og kærlighed, namasté 🙏 ❤ Lilly Acacia