Fra Leon til Pedrouza: Op og ned, livet i en nøddeskal ❤
At komme ud af Leon viste sig at være lige så svært og kedeligt, som det var at komme ind til Leon. 7 km igennem et stort industrikvarter, fortov efter fortov, larmende biler og vildt meget op af bakke. Kom på et tidspunkt til at gå bag nogen Koreanere, som gik med deres vandrestave på den underlige måde, hvor det bare siger “klik – klik” hele tiden. Det er til at blive vanvittig af at høre på. Vil dog sige at Koreanerne er ikke de eneste der går med vandrestave på den måde, men det er forfærdeligt at høre på og når man er vant til freden på stien, så gør disse mekaniske klik klik lyde i fortovet, ens ører sensitive for den lyd! Tålmodighed og overbærenhed må være ordene, lydene vil jo forsvinde af sig selv, ud i det blå efterhånden som vi skilles fra hinanden, da vi alle vandrer i forskelligt tempi.
Ud af byen kom jeg, vandrende sammen med en anden pilgrim og så mødte jeg den sidste del at Mesetaen, så smukt, en lang strækning med det skønneste blomster flora af lavendel og blå kornblomster og lyng, det var som at være på den danske hede, stilheden og tankerne fyldte mit hoved og fødderne vandrede af sig selv, uden regn indtil en lille by Oncina de la Valdoncina, hvor vorherre sendte den største regnbyge ud, alt imens, vi heldigvis spiste frokost. Men ak og ve, vand skulle vi åbenbart have, så de næste mange km til næste overnatningssted Villar de Mazarife regnede det.
I denne lille by var det vært at finde rundt, ja det lyder mærkeligt, men det lykkes mig at fare vild i byen, til trods det var en lille by. Og så landede vi på et koldt men hyggeligt herberg, hvor jeg mødte Jaqueline, en tysk pilgrim, for anden gang, havde ikke set hende siden vi var i Zubriri for uger siden, så det var hyggeligt at møde hende igen, her mødte jeg så også for første gang et par andre danskere, ganske unge mennesker, men skøn og dejlig energi.
Forlod byen tidligt næste morgen, jeg har jo vænnet mig til at lave om på nat og dag, så gik alene og hyggede mig med fuglenes sang i den gryende morgen, Det var så dejligt. Jeg havde en meget kort vandretur foran mig, for ville rigtig gerne overnatte på et specielt Herberg med hjemmelavet vegetar mad og yoga, meditation, det kunne da ikke være andet end et skønt sted. Så nød min morgenstund stille og roligt, faldt ind på en cafe/bar for at spise morgenmad og forsatte så mod byen Hospital de Orbiga, med den vidunderlige romanske bro, woow den var smuk og hele byen summede a vidunderlige vibrationer. Fandt mit herberg for natten, fik lavet yoga sammen med et par andre, dvs. jeg ved ikke om det kan kaldes for yoga, for han var ikke særlig god den underviser, men noget der lignede, jeg modtog også massage og healing, den var forøvrigt til gengæld rigtig god.. Maden var super og ligeledes var selve stedet og de personer der havde stedet, alt i alt en dejlig oplevelse. kan kun anbefales kaldes “Albergue Verde” og befinder sig lige inden udgangen af byen og ikke før, men efter broen.
Også startede det ellers med at regne, det regnede hele aftenen og natten igennem og næste morgen med.
Afsted gik det så denne morgen, vådt i vådt, og alt imens jeg gik igennem det ene lag mudder efter det andet, jo mere deprimeret blev jeg, det var så langt og så vådt at vandre til byen Astorga. Humøret var virkelig ikke super, men gevinsten var en fantastisk smuk Katedral og Gaudi Palace. Så glad for, at jeg havde tid til at se dette, og San Javier, var et super dejligt herberg og igen mødte jeg så igen Jaqueline. Tilbragte den sidste rest af dagen i byen med at lede efter en jakke, da jeg havde fået at vide, at jeg ellers ville fryse igennem de sidste bjergegne, det tog tid at finde den rigtige, men så løb jeg istedet på både Chris og Sue Ellen fra Canada og Graham fra midt vest USA, så hyggeligt.
Dagen efter var det heldigvis tørvejr fra starten og det gjorde både tankerne lettere og energien større. Efter få kilometer kom vi til en meget lille kirke som havde et vidunderligt lille alter og så et pilgrims digt på muren ind til kirken. 
Herfra gik jeg videre op, op, ned og ned og ligeud tilsidst igennem en meget stejl opstigning igennem by og derefter igennem en stærkt tilvokset plantage på en meget smal, men meget smuk sti. stilheden var larmende, selvom både smukke sommerfugle og andre fugle samt skønne udsigter krydrede min dag.. Fødderne gik for mig op op op op og så igennem et skovområde med den ene store mudderpøl efter den anden, det er så sjovt at have sandaler på igennem disse mudderpøle, fødderne tager mudderbade, det skulle jo være så sundt. Men til sidst, efter al min op af gåen mod bjergtoppen af Foncebadon nåede jeg frem til byen Foncebadon, som havde flere herberger, lige før toppen af bjerget, hyggeligt herberg at overnatte på og gevinsten for at tage opstigningen til bjerget over en dag, var jo at det ville blive meget nemmere den næste dag.
Toppen af kransekagen næste morgen var så afgjort at nå toppen nemlig “Cruz de Ferro in the height of 1.500 m. Wooow det var så specielt at stå på dette sted, det højeste bjerg på denne Camino. (Pyrenæerne havde jo kun en højde på 1.400 m, men var til gengæld meget sværere at komme op til, da de gik stejlt op hele tiden). Det var virkelig et helt specielt punkt på hele Caminoen og alle måtte helt op og røre søjlen og efterlade et bevis på at de havde været der, det var også et punkt til stor eftertænksomhed og selvfølgelig også et udsigtspunkt.. Men udsigten denne morgenstund, var lig med nul, for det var diset og tåget, man kunne ikke se mange meter foran sig øv øv..
Derfra gik det jo bare ned ned ned af bakke, til byen hvor morgenmad nr. 2 ventede og derefter til spøgelsesbyen Riego de Ambros.. hvor man i starten af byen kunne deltage i synet af fåreklipning, hvis man havde de lyster. Men det var virkelig en spøgelsesby, og hver gang jeg kom igennem en af disse spøgelsesbyer, blev jeg fyldt med kedelig energi, træthed og mismod, så det gjaldt blot om at komme igennem.. og så det gik ellers nedad. hold da op, præcis lige så farlig nedgang som fra pyrenæerne måske endda mere, det var virkelig stygt igennem en smal skakt at granit fliser, vand, og rullesten, stejlt stejlt ned over rigtig lang tid, jeg skal lige love for, at det var koncentrations tid. Midvejs nede af bjerget stoppede jeg og overnattede i en by Molinaseca.
Og her i denne by, mistede jeg på en eller anden vis, min ny indkøbte ring fra Indien, den var så smuk, men skulle åbenbart ikke med mig længere, måske skulle jeg igen huskes på at materielle ting og sager ikke betyder noget i verden. For hvad er materielle goder kontra det at have et godt og spændende liv.
At ankomme til Ponferrada, den sidste storby på Caminoen inden Santiago, var underligt, alting syntes at være lukket, det syntes som om der intet liv var i den gamle bydel også turistattraktionen Knights Templar var lukket fordi det var mandag. Men ja det regnede og regnede og heldigvis var der en åben café, så kunne smide min rygsæk og drikke kaffe.. det var stadig så tidligt på dagen, klokken var end ikke 10 <3
Jeg havde en virkelig dum dag, men da jeg havde set et Mc.Donalds skilt på vej ind til byen, besluttede jeg mig for at finde Mc. Donalds, som viste sig at ligge i et stort indendørs center. Dagen var reddet, aldrig har et Mc. Donalds måltid smagt så godt før (Så træt af spanske pilgrims menuer), aldrig har et butikscenter været så hyggeligt før og der var selvfølgelig også en H&M butik, så jeg kunne købe et par nye leggins, da et af de andre par var gået i stykker. alt det kunne jeg gøre i tørvejr mens alle andre gik ude i regnen Wiiiiieeee. <3 og nu var dagen pludselig blevet vendt til at være en dejlig dag, og der var nu kun 211 km tilbage af Caminoen.. Mærkeligt at tænke på..
Fra Ponferrada – Villafranca, Villafranca – Laguna de Castilla O´Cebreiro til den tredje og sidste bjergtop med en højde på 1.275 m … igen op op op.. over 15 km, i regnvejr, og jo højere vi kom op, jo mere blæsende og koldt blev det.. Etnografisk museum var flot, men der var så koldt på toppen, (som også var grænsen ind til Galicia) at jeg forsatte et stykke på den anden side.. Et nyt herberg lokkede, men seriøst, hvor var det koldt og kedeligt også.. Dog kunne mine ben ikke mere, så der var intet at gøre andet end at stoppe dagens tur.
Fra O´Cebreiro som faktisk ikke var det højeste punkt på bjerget, for det viste sig at være “Alto do Polo” som var 1.337 m, men herfra gik det bare nedaf de næste 37 km igennem regn, mudder, kulde og ect. hvorefter jeg mødte “Sarria” (byen hvor andre, turisterne der gerne vil gå sig en lille hyggetur på 100 km og skole afgangsklasserne, der efter sigende skal vandre 100 km for at kunne bestå deres eksamen) kom til, byen hvor Caminoen vendte sig fra, at være et fredeligt vandrested til et kaos af mennesker.
Alt herfra dette punkt syntes mærkeligt, for pludselig blev der larm omkring os pilgrimme, turisterne er som regel i grupper og der snakkes meget højt, og ja skolerne kommer jo også gruppevis. det var så tydeligt at kende forskel på dem og de rigtige caminovandrere. Det jeg syntes er mystisk her, er at de faktisk kan få samme slags certifikat som os andre, også selv om de ikke har gjort det store indre arbejde og ikke har vandret 799 km.. Det burde virkelig laves om.
100 km er jo ikke så langt, så de næste dage gik fantastisk hurtigt, også selv om de foregik i regn.. Vi kom til Den hvide by “Palas de Rei” som var smukt omkranset af sø og flod.Den var hvid, helt gennemført, men først gik det meget nedaf og da vi nåede bunden og floden, kunne vi så krydse en bro for at bestige de mange trapper op til byen.. uhhh det var hårdt, men det var en skøn lille by.
Jo mere vi nærmede os målet Santiago, jo mere stille blev vi og jo mere irriteret blev vi på turisterne, det var ligesom to modsatte verdener der mødtes på stien, en verden som vi pilgrimme slet ikke var parat til at tage imod endnu.
Vi kom igennem mange småbyer, alt gik bare op og ned, og lige ud, store euculyptus træer fyldte vores næsebor, med den smukkeste milde duft. Vi/jeg overnattede sidste gang i byen Junction Pedrouzo inden Santiago..
Billedet til højre, er af en anden ung pilgrim (Graham) som jeg havde fornøjelsen af at dele noget af caminoen med. Her spizer vi morgenmad i byen Azura, en lokal specialitet “Curro´s med varm tyk chokolade til “.
Hvis du har lyst til at høre om hvordan min caminotur slutter, hvad angår tanker og følelser ved ankomst til Santiago og Finesterre, så følg med i næste afsnit af “SKUM”.
I lys og kærlighed, Namasté 🙏 ❤
Lilly Acacia