Den sidste uge her, har været ufattelig skøn, for jeg har foræret mig selv en beachhut med aircondition, jeg har betalt hele 150 kr. pr nat for en kæmpe luksuriøs hytte, med kæmpe seng (hvor jeg ikke skulle kæmpe med et fluenet, der hele tiden ville sno sig omkring mig), denne seng har himmelfluenet og i hytten er der både sofa og stuebord, samt et lækkert stort badeværelse med nok varmt vand i hanen til en god gang hårvask.
Restauranten her og de søde tjenere er ligeledes fantastiske. Stranden og den lille gade med de handlende er virkelig hyggelig og stille. Men også her, er de ved at pakke sammen, da sæsonen er ved at slutte og mange af de handlende startede med at lukke deres butikker igår. Alt i alt har denne strand og dette stedet emmet af en skøn ro til, at jeg har kunne fordybe mig.
Men alt komme til en ende og idag er jeg på vej videre mod Kerala, det vil sige, først sent i aften skal jeg med nattoget. Jeg har bestilt en sovevogn med aircondition og kan nu se frem til en togtur på 16 timer. Det glæder jeg mig til, da jeg elsker at køre med tog.
Meen da jeg skulle bestille billetten, følte jeg mig for første gang hernede snydt. Historien er, at jeg først fik beskeden om at der ikke var nogen plads med aircon, dernæst ville ham, der bookede billetten have et forskud på 500 Rs (50 d.kr.) og dagen efter fik jeg så at vide, at han ville få en billet med aircon sovevogn til mig, men at ham der skulle komme med den, gerne ville have lidt for ulejligheden, selve billetten skulle koste 1.600 Rs (160 d.kr.), så jeg gav bookeren yderligere 2000 Rs (200 d.kr) og fik så billetten om aftenen.. Hmm bagefter kom jeg til at tænke på, at jeg allerede dagen forinden havde givet ham 500 Rs i forskud, men nu havde billetten så kostet mig 2500 Rs (250 d.kr.) og på billetten stod den sølle pris af 1.190 Rs (119 d.kr.) Tradaaaa, jep, jeg følte mig mig snydt, men jeg havde fået min aircon sovevogn..
Sådan er der så meget hernede, men det er første gang det er sket for mig, og tænker, ja jeg kan jo kun lære af det, da det jo var mig selv der havde glemt, at jeg havde givet dette forskud på 500Rs. Enden på historien er nu, at min billet har kostet hele 250 kr, hvilket måske svarer til en returbillet fra Næstved til København , måske ikke engang det. Så alt er nok helt ok. Jeg lander i Kerala Kayankolum imorgen kl 16:00 ca.
Imens jeg har været her, skulle min mor på busferie til Polen og det havde hun glædet sig meget til. Men hun var ikke mere end lige nået derned, førend hun faldt og slog sin ene knæsskal i stykker og forvred den ene fod, så den blev stor og blå. Det var så her mit omsorgs-gen led skade, for jeg kunne jo ikke gøre andet, end at snakke med hende via messenger og i telefonen, alt det praktiske måtte/må jeg overlade til hendes guide og derpå til min søster og svorger. Min mor bliver så fløjet hjem idag og skal opereres imorgen, men hun er ved godt mod nu, hvor hun ved, hvornår hun skal hjem og det er det vigtigste. Men det betyder at jeg i mine tanker, pludselig fandt at vi faktisk er utrolig sårbare, når vi er ude at rejse. For der er ingen hjælp fra familien. Og når det angår ens gamle mor, eller for den sags skyld, så kunne det have været et af mine børn, (det skete også for min søn for 4 år siden i Paris) så vil mit/vores omsorgs-gen gøre, at jeg/vi bruger enorme mængder af energi på tankevirksomhed.
Pyt, alting er som det skal være, og vi/jeg skal blot lære at give slip på det, som vi/jeg rent faktisk ikke kan gøre noget ved, alligevel, og der er sikkert andre derhjemme, der er istand til at tage sig af dem.
Tilbage sidder jeg nu og skal pakke min fysiske rygsæk sammen igen og forlade dette skønne paradis, (som har både almindelig skov, strand og som er betydeligt renere end både Mandrem og Arambol), med mine nye venner/bekendte i min indre rygsæk.
Jeg er dog utrolig glad for at have oplevet dette skønne sted, men er virkelig parat til at skulle videre, for jeg føler mig klar til nye spændende oplevelser og en mere (arbejdsrig) dag.
Altså disse første fire uger har for mig ligesom været en ferie, for at lære at slappe af, give slip på det stress jeg havde i kroppen, inden jeg skulle ud for at finde det sted, jeg ønsker at studere. Goa er for altid i mit hjerte og jeg vender helt sikkert tilbage hertil til næste sæson, da jeg har efterladt min fysiske kuffert og fantastiske venner i Mandrem. Men nu er jeg klar til næste kapitel ❤
Så læs med i næste afsnit af “Skum” om togturen til Kerala.
I lys og kærlighed, namasté 🙏❤
Lilly Acacia